Mødedato: 25.08.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Opfølgning på beslutning vedr. kommunens rejseforsikring efter Social – og Indenrigsministeriets udtalelse om forsikring af frivillige

Se alle bilag

Indstilling om opfølgning på beslutning om kommunens rejseforsikring af frivillige, børn, handicappede og plejehjemsbeboere på rejser arrangeret af kommunen efter Social – og Indenrigsministeriets udtalelse om kommuners adgang til at tegne kollektive ulykkes – og ansvarsforsikringer for frivillige.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Social- og Indenrigsministeriets udtalelse om kommuners adgang til at tegne kollektive ulykkes- og ansvarsforsikringer for frivillige, herunder at kommuner ikke på det foreliggende lovgrundlag må tegne ulykkes- og ansvarsforsikring for frivillige, tages til efterretning,

  2. at det tages til efterretning at kommunens gældende rejseforsikring, der også omfatter frivillige, børn, handicappede og plejehjemsbeboere på rejser arrangeret af kommunen, fortsætter indtil udløb,

  3. at det tages til efterretning at rejseforsikringen af frivillige herefter ophører, medmindre der inden da er tilvejebragt lovhjemmel hertil,

  4. at forvaltningen retter fornyet henvendelse til Statsforvaltningen vedrørende spørgsmålet om rejseforsikring af børn, handicappede og plejehjemsbeboere på rejser arrangeret af kommunen.    

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

En rejseforsikring dækker sygdomsbehandling, hjemtransport og bagage på rejser i udlandet, mens en ulykkesforsikring udbetaler erstatning ved mén, erhvervsevnetab og dødsfald. I henhold til aftale mellem KL og KTO om forsikringsdækning ved tjenesterejser har kommunen pligt til at tegne både rejseforsikring og ulykkesforsikring for overenskomstansatte på rejser i udlandet i henhold til overenskomsterne under KTO. Derfor har kommunen igennem mange år haft rejseforsikring og ulykkesforsikring for ansatte på tjenesterejse i udlandet.

Borgerrepræsentationen besluttede den 11. december 2014 i forbindelse med behandlingen af kommunens risikostyringspolitik, at Koncernservice (KS) skulle anmode Statsforvaltningen om en vejledende udtalelse om, hvorvidt kommunen kan tegne rejseforsikring for frivillige, børn under 18 år, plejehjemsbeboere mv. på rejser med kommunens institutioner.

Umiddelbart herefter meddelte Økonomi- og Indenrigsministeriet, at ministeriet (nu Social- og Indenrigsministeriet) havde besluttet at tage en sag om kommuners adgang til at forsikre frivillige op til behandling. Beslutningen blev truffet efter, at Statsforvaltningen i en konkret sag havde udtalt, at der ikke i kommunalfuldmagten var hjemmel til, at kommuner kan tegne kollektive ulykkes- og ansvarsforsikringer for personer, der leverer en frivillig indsats i kommunen.

Da forholdet om forsikring af frivillige således var under afklaring, besluttede Koncernservice foreløbigt at stille henvendelsen til Statsforvaltningen i bero herpå.

Ultimo oktober 2015 havde ministeriet endnu ikke afsluttet sin behandling. KS besluttede derfor at rette henvendelse til Statsforvaltningen, som besluttet af Borgerrepræsentationen, med følgende anmodning:

"Af hensyn til Københavns Kommunes indgåelse af en ny aftale om rejseforsikring har kommunen brug for at få afklaret spørgsmålet, om kommunen lovligt vil kunne tegne dækning for sygdom og hjemtransport for følgende øvrige persongrupper:

  • Elever på skolerejser i udlandet (jf. Folkeskoleloven § 50. stk. 6, jf. § 16 C, stk. 2), som er frivillige ture, hvor der er/kan være egenbetaling.

  • Elever på øvrige udlandsrejser for institutioner for børn og unge, herunder elever på Sankt Annæ Gymnasium.

  • Plejehjemsbeboere og handicappede mv. på udlandsrejser arrangeret af kommunen

  • Personer, der i henhold til beskæftigelseslovgivningen frivilligt deltager i udlandsrejser arrangeret af kommunen.

Der vil i givet fald kun være tale en begrænset dækning for sygdom og hjemtransport, som er svarende til den service det offentlige tilbyder inden for Danmark."

Under henvisning til at ministeriet havde taget Statsforvaltningens udtalelse i den konkrete sag op til behandling og dermed havde rejst tvivl om Statsforvaltningens udtalelse om hjemmelgrundlaget for forsikring af frivillige, valgte kommunen - inden Statsforvaltningens svar forelå - pr. 1. januar 2016 at tegne rejseforsikring også for frivillige, børn og pensionister, som deltager på rejser i udlandet arrangeret af kommunens institutioner (Ny aftale om rejseforsikring, ØU 12. januar 2016)

Disse aftaler er lavet som optioner.

Sikrede under option 1 er:

  • Borgere, som udfører frivillig indsats under udflugter/rejser arrangeret af kommunens afdelinger og institutioner

Sikrede under option 2 er deltagere på:

  • Skolerejser i udlandet, som er frivillige ture, hvor der er/kan være egenbetaling.

  • Øvrige udlandsrejser for institutioner for børn og unge, herunder elever på Sankt Annæ Gymnasium.

  • Personer, der iht. beskæftigelseslovgivningen, frivilligt deltager i rejser arrangeret af kommunens institutioner.

  • Ældre og handicappede under udflugter/rejser arrangeret af kommunens afdelinger og institutioner.

Kommunen har ret til at fravælge de tilbudte optioner i hele aftaleperioden, uafhængigt af hinanden.

I marts 2016 besvarede Statsforvaltningen henvendelsen fra kommunen. Statsforvaltningen oplyste, at en afklaring af Københavns Kommunes spørgsmål bør afvente Social- og Indenrigs-ministeriets udtalelse om forsikring af frivillige. Endelig udtaler Statsforvaltningen, at såfremt kommunen, efter ministeriets udtalelse foreligger, fortsat har udestående spørgsmål, som kommunen ønsker Statsforvaltningens udtalelse om, bedes kommunen henvende sig på ny.

Social – og Indenrigsministeriet har nu i vedlagte udtalelse af 29. april 2016 om kommuners adgang til at tegne kollektive ulykkes – og ansvarsforsikringer for frivillige (bilag 1), hvoraf flg. fremgår:

"Det er Social- og Indenrigsministeriets opfattelse, at kommuner ikke med hjemmel i serviceloven, arbejdsskadeforsikringsloven eller Danske Lov 3-19-2 kan tegne ulykkes- og ansvarsforsikringer for frivillige.

Social- og Indenrigsministeriet er af den opfattelse, at der ikke er hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne til at tegne de omhandlede forsikringer.

Social- og Indenrigsministeriet vil på den baggrund overveje at tilvejebringe hjemmel i lovgivningen til, at kommuner og eventuelt regioner kan tegne de omhandlede forsikringer."

Ministeriet udtaler desuden, at senest den 1. juli 2017 skal kommunerne opsige eventuelle eksisterende ansvars- og ulykkeforsikringer for frivillige i overensstemmelse med de opsigelsesvarsler, som måtte være indeholdt i de pågældende forsikringer.

Løsning

Københavns Kommune har i dag ikke tegnet ulykkes- eller ansvarsforsikring for frivillige, da kommunen har vurderet, at der ikke var lovhjemmel til dette, hvilket er i overensstemmelse med ministeriets nye udtalelse.

Kommunen har imidlertid som nævnt tegnet rejseforsikring for frivillige, børn og pensionister, som deltager på rejser i udlandet arrangeret af kommunens institutioner (ØU 12. januar 2016).

På den ene side har kommunen ikke et klart svar på spørgsmålet om rejseforsikring af den udvidede personkreds. På den anden side har Statsforvaltningen i sit svar henvist til at afvente ministeriets udtalelse.

Det må således umiddelbart antages, at Statsforvaltningen ved besvarelse af en fornyet henvendelse om rejseforsikring vil lægge ministeriets vurdering vedr. hjemmelsgrundlaget for kollektive ulykkes- og ansvarsforsikringer for frivillige til grund også for så vidt angår rejseforsikringer.

KL har efter Social - og Indenrigsministeriets udtalelse på et møde tilkendegivet, at konsekvensen af ministeriets udtalelse er, at kommunerne ikke fremadrettet kan indgå nye aftaler om forsikring af frivillige, før hjemmelgrundlaget i form af ny lovgivning er på plads.

Det er herefter Økonomiforvaltningens vurdering, at kommunen på baggrund af ministeriets udtalelse og KL’s tilkendegivelse kan fortsætte med den nuværende rejseforsikring indtil udløb. Herefter ophører dækningen af de frivillige, jf. ovenfor, medmindre der inden da er skabt lovhjemmel hertil.

Social – og Indenrigsministeriet har ikke i udtalelsen taget stilling til spørgsmålet om rejseforsikring af børn, handicappede og plejehjemsbeboere på rejser, arrangeret af kommunen.

Som nævnt ovenfor har Statsforvaltningen i sit svar fra marts 2016 anført, at såfremt kommunen, efter ministeriets udtalelse foreligger, fortsat har udestående spørgsmål, som kommunen ønsker Statsforvaltningens udtalelse om, bedes kommunen henvende sig på ny.

Det indstilles derfor, at forvaltningen retter fornyet henvendelse til Statsforvaltningen vedr. spørgsmålet om rejseforsikring af børn, handicappede og plejehjemsbeboere på rejser, arrangeret af kommunen.

Økonomi

Indstillingen er en videreførelse af den nuværende rejseforsikring. Beslutningen medfører derfor ikke økonomiske ændringer i forhold til forsikringsordningens budget.

Videre proces

Aftalen med Europæiske om rejseforsikring er indgået for perioden 01.01.2016 – 31.12.2018. Der er dog mulighed for at forlænge aftalen herudover med 2 x 1 år.

Den nuværende rejseforsikring af frivillige fortsætter indtil kommunens rejseforsikring udløber og skal forlænges eller fornyes.

Herefter ophører dækningen af den udvidede personkreds under de to optioner, forudsat at Statsforvaltningen måtte lægge ministeriets udtalelse til grund for hele den udvidede personkreds, og der ikke inden da er tilvejebragt lovhjemmel til forsikring af den udvidede kreds.

 

 

Mikkel Hemmingsen / Mads Grønvall

 

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Social- og Indenrigsministeriets udtalelse om kommuners adgang til at tegne kollektive ulykkes- og ansvarsforsikringer for frivillige, herunder at kommuner ikke på det foreliggende lovgrundlag må tegne ulykkes- og ansvarsforsikring for frivillige, tages til efterretning,

  2. at tage til efterretning at kommunens gældende rejseforsikring, der også omfatter frivillige, børn, handicappede og plejehjemsbeboere på rejser arrangeret af kommunen, fortsætter indtil udløb,

  3. at tage til efterretning at rejseforsikringen af frivillige herefter ophører, medmindre der inden da er tilvejebragt lovhjemmel hertil,

  4. at godkende at forvaltningen retter fornyet henvendelse til Statsforvaltningen vedrørende spørgsmålet om rejseforsikring af børn, handicappede og plejehjemsbeboere på rejser arrangeret af kommunen.    

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. august 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top