Medlemsforslag om selvkørende biler
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde en sag til politisk behandling, der beskriver, hvilke tiltag kommunen kan iværksætte for at forberede og fremme brugen af eksisterende og kommende typer selvkørende køretøjer og mobilitetstjenester i København. Sagen skal også afdække mulighederne for at etablere et demonstrationsprojekt, der skal afprøve konkrete anvendelser af selvkørende mobilitet, samt at afklare mulighederne for ekstern finansiering af dette arbejde via fx EU-midler.
(Stillet af Liberal Alliance)
Motivering
Udviklingen af selvkørende mobilitetstjenester går hurtigt, og teknologien er ikke længere et fjernt fremtidsscenarie. Den 9. juni i år blev Tesla Full Self-Driving (Supervised) foreløbigt godkendt af Færdselsstyrelsen til brug i Danmark. Samtidig ser vi i udlandet, hvordan selvkørende taxier allerede er en del af bybilledet i flere amerikanske og kinesiske storbyer, og hvordan robottaxiselskabet Waymo arbejder på at lancere førerløse taxier i London, og mobilitetsselskabet Moia i Hamborg.
Det viser, at selvkørende mobilitet rykker tættere på Danmark og København. Derfor bør Københavns Kommune ikke afvente udviklingen, men aktivt forholde sig til, hvordan vi bedst kan forberede os på den nye teknologi. Selvkørende mobilitet kommer til at få enorm betydning for mobilitet, trafiksikkerhed, parkering, vejindretning, kollektiv transport og byens samlede trafikafvikling.
Derfor har vi behov for, at København møder udviklingen proaktivt og undersøger, hvad vi som kommune konkret kan gøre for at fremme og forberede brugen af selvkørende mobilitet. Det gælder både eventuelle ændringer i kommunens egen planlægning og i vores samarbejde med private aktører.
Et konkret første skridt kan være at finansiere et demonstrationsprojekt, der undersøger og afprøver de anvendelser af selvkørende mobilitet, hvor potentialet for samfundsøkonomiske gevinster og bedre mobilitet er størst. Teknologien kan potentielt bidrage til bedre service, højere tilgængelighed og en mere effektiv anvendelse af kommunens ressourcer.
Et oplagt eksempel er transport af børn og voksne med særlige behov, hvor kommunerne i dag anvender betydelige ressourcer på kørselsordninger. Selvkørende mobilitet kan på sigt gøre det muligt at tilbyde flere og mere fleksible transportmuligheder inden for de samme økonomiske rammer. Samtidig kan en mere effektiv transportløsning frigøre ressourcer, som i stedet kan anvendes på den direkte indsats over for borgerne.
Formålet med demonstrationsprojektet er derfor at identificere og afprøve de anvendelsesområder, hvor selvkørende mobilitet kan skabe størst værdi for kommunen og borgerne. Der kan være tale om en bred vifte af anvendelser inden for blandt andet socialområdet, sundhedsområdet, kollektiv transport og kommunale serviceopgaver.
Ved at afprøve konkrete anvendelser kan kommunen opbygge et bedre beslutningsgrundlag for, hvordan selvkørende mobilitet bedst anvendes til at løse fremtidens mobilitetsudfordringer.
København skal være en by, der byder ny teknologi velkommen, når den kan gøre hverdagen lettere for borgerne og bidrage til en mere moderne og effektiv mobilitet. Hvilket selvkørende biler utvivlsomt vil.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. juni 2026
Enhedslisten fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Klima-, Miljø-, og Teknikforvaltningen.
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til at-punktet (ÆF1):
Efter ”samt at afklare mulighederne for ekstern finansiering af dette arbejde via fx EU-midler.”
Tilføjes:
”Derudover undersøger om der er behov for at udarbejde en henvendelse til regeringen om behovet for ændret lovgivning for at realisere brugen af selvkørende køretøjer, og ikke alene førerassistentsystemerne, der senest er blevet godkendt til brug i Danmark. Dette med henblik på at udnytte den nyeste teknologi til at løse fremtidens trafikudfordringer i områder, som København, med stigende trængselsproblemer.”
SF fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til at-punktet (ÆF2):
Efter ” Sagen skal også afdække mulighederne for at etablere et demonstrationsprojekt, der skal afprøve konkrete anvendelser af selvkørende mobilitet”
Tilføjes:
”herunder kollektiv transport og dele-mobilitet”
Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til at-punktet (ÆF3):
Efter ”samt at afklare mulighederne for ekstern finansiering af dette arbejde via fx EU-midler.”
Tilføjes
”Sagen skal ligeledes belyse de juridiske forhold for selvkørende biler, herunder dilemmaerne om og implikationerne af bilens adfærd i farlige situationer.”
Det af Enhedslisten fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Klima-, Miljø-, og Teknikforvaltningen blev forkastet efter afstemning med 31 stemmer imod 24. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, Å og Q
Imod stemte: F, C, B, V, I og O
Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget efter afstemning med 45 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, C, B, V, I, Å, O og Q
Imod stemte: F
Det af SF fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev vedtaget efter afstemning med 55 stemmer imod 0. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, A, C, B, V, I, Å, O og Q
Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF3) blev vedtaget efter afstemning med 51 stemmer imod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, A, C, B, V, Å, O og Q
Imod stemte: I
Det således ændrede medlemsforslag blev vedtaget uden afstemning.
Enhedslisten og SF afgav følgende protokolbemærkning:
"Som teknologien bag selvkørende køretøjer bliver bedre og mere pålidelig, må vi regne med, at den også vil gøre sit indtog i København. Derfor mener partierne, at vi allerede nu bør komme i gang med at forberede os på implementeringen af en teknologi, som i dag ikke er tilpasset en by som vores. Vi kan se store gevinster ved selvkørende køretøjer, hvis teknologien implementeres med fokus på kollektiv- og dele-mobilitet. Men det kræver både infrastruktur- og forretningsmodeller, som er tilpasset den københavnske virkelighed og ikke defineres af hverken amerikansk trafikplanlægning eller tech-giganter. Det kræver grundigt analysearbejde og forberedelse, og derfor støtter vi forslaget.”
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
“Alternativet ser et stort potentiale i selvkørende biler, da det vil give mulighed for at mindske antallet af biler i København, da flere kan anvende samme køretøj.”