Medlemsforslag om styrket regulering af udlejningscykler
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at vende tilbage med en sag til politisk behandling, der belyser mulighederne for at reducere antallet af udlejningscykler og styrke kontrollen heraf. Sagen skal desuden indeholde en orientering om antallet af udlejningscykler i København, herunder hvordan den nuværende kontrol på området sker. Desuden skal sagen indeholde antal på kontroller, påbud og afgifter, der er udstedt samt forvaltningens vurdering af kontrollens effektivitet.
Motivering
Udlejningscykler fylder i stigende grad i Københavns byrum og opleves af mange københavnere som en udfordring for fremkommeligheden i det offentlige rum.
I maj annoncerede virksomheden Voi, at de sender 4.500 ekstra deleelcykler på de københavnske gader. Det giver anledning til bekymring for, om presset på fortove og fællesarealer vil vokse yderligere.
For når cykler flyder og fylder på fortove og andre fællesarealer, skaber det uorden og vanskeliggør passage for gående trafik, særligt for gangbesværede, kørestolsbrugere og personer med barnevogne.
Derfor ønskes det undersøgt, hvilke muligheder kommunen har for at reducere antallet af udlejningscykler og styrke kontrollen på området, med henblik på at forbedre fremkommeligheden og sikre mere ordnede forhold i byrummet.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. juni 2026
Radikale Venstre fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Klima, Miljø- og Teknikudvalget.
SF fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til at-punkt:
Efter ”at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen,”
Tilføjes: ”i forbindelse med den kommende evaluering af ordningen med øget kontrol,”
så at-punktet lyder:
at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, i forbindelse med den kommende evaluering af ordningen med øget kontrol, at vende tilbage med en sag til politisk behandling, der belyser mulighederne for at reducere antallet af udlejningscykler og styrke kontrollen heraf. Sagen skal desuden indeholde en orientering om antallet af udlejningscykler i København, herunder hvordan den nuværende kontrol på området sker. Desuden skal sagen indeholde antal på kontroller, påbud og afgifter, der er udstedt samt forvaltningens vurdering af kontrollens effektivitet.”
Det af Radikale Venstre fremsatte forslag om udvalgshenvisning til Klima, Miljø- og Teknikudvalget blev forkastet efter afstemning med 43 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B og V
Imod stemte: Ø, F, A, C, I, Å, O og Q
Det af SF fremsatte ændringsforslag blev vedtaget efter afstemning med 39 stemmer imod 13. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, A, V, I, Å, O og Q
Imod stemte: C og B
Det således ændrede medlemsforslag blev vedtaget efter afstemning med 43 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, F, A, C, V, Å, O og Q
Imod stemte: B og I
Enhedslisten, SF og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne går ind for regulering af delecykler og udlejningscykler, så de er til mindst mulig gene for københavnerne. Samtidig er det vigtigt, at delecykler er tilgængelige bredt i byen af hensyn til mobiliteten, så delecykler fortsat er et attraktivt alternativ.”
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre ønsker ikke at reducere antallet af udlejningscykler i København, derfor stemmer vi imod medlemsforslaget. Vi bakker op om, at København er en cykelby, og det er positivt, at flere – blandt andet med nye eldrevne cykler – får mulighed for at komme nemt rundt i byen. Samtidig anerkender vi, at den udvikling stiller større krav til pladsen på cykelstierne og til cykelparkering. Derfor skal vi sikre bedre og tryggere forhold for alle cyklister. Det er et fælles ansvar på rådhuset at finde de løsninger, der gør det muligt.”
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Liberal Alliance stemmer imod forslaget, da vi ikke mener, at mere kontrol nødvendigvis løser udfordringerne. Udlejningscyklerne er mere synlige på grund af deres iøjenfaldende farver, men problemerne med fremkommelighed og rod på fortove skyldes i højere grad underkapacitet af cykelstativer generelt.”