Medlemsforslag om styrket regulering af udlejningscykler
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at vende tilbage med en sag til politisk behandling, der belyser mulighederne for at reducere antallet af udlejningscykler og styrke kontrollen heraf. Sagen skal desuden indeholde en orientering om antallet af udlejningscykler i København, herunder hvordan den nuværende kontrol på området sker. Desuden skal sagen indeholde antal på kontroller, påbud og afgifter, der er udstedt samt forvaltningens vurdering af kontrollens effektivitet.
Motivering
Udlejningscykler fylder i stigende grad i Københavns byrum og opleves af mange københavnere som en udfordring for fremkommeligheden i det offentlige rum.
I maj annoncerede virksomheden Voi, at de sender 4.500 ekstra deleelcykler på de københavnske gader. Det giver anledning til bekymring for, om presset på fortove og fællesarealer vil vokse yderligere.
For når cykler flyder og fylder på fortove og andre fællesarealer, skaber det uorden og vanskeliggør passage for gående trafik, særligt for gangbesværede, kørestolsbrugere og personer med barnevogne.
Derfor ønskes det undersøgt, hvilke muligheder kommunen har for at reducere antallet af udlejningscykler og styrke kontrollen på området, med henblik på at forbedre fremkommeligheden og sikre mere ordnede forhold i byrummet.