Mødedato: 23.08.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning af kandidater til Rådet for Etniske Minoriteter

Se alle bilag
Københavns Kommune skal indstille to kandidater (en mand og en kvinde) til Rådet for Etniske Minoriteter, jf. Integrationslovens § 44.

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at Niddal El-Jabri og Iman Farah Mehdi indstilles som medlemmer af Rådet for Etniske Minoriteter i perioden 2018-2022.

(Beskæftigelses- og Integrationsudvalget)

Problemstilling

Udlændinge- og Integrationsministeriet har i medfør af Integrationslovens § 44 anmodet om, at Kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune indstiller to kandidater (en mand og en kvinde) til Rådet for Etniske Minoriteter. Ministeriet har anmodet om, at indstillingen begrundes, og at der vedlægges cv.

Rådet for Etniske Minoriteter rådgiver udlændinge- og integrationsministeren om emner, som omhandler flygtninge, indvandrere og integration. Rådet kan af egen drift eller efter anmodning undersøge forhold, som omhandler flygtninge, indvandrere og integration samt foreslå foranstaltninger til ændring af sådanne forhold. Rådet følger den kommunale valgperiode, hvorfor der i 2018 udpeges nye medlemmer.

I perioden 2014-2018 har Københavns Kommune været repræsenteret i rådet af Eline C. Feldman, der tidligere har været ansat i 3. kontor i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, og som siden november 2016 har været ansat som projektleder i AKB Lundtoftegade. 

Løsning

Da sagen drejer sig om en indstilling til Udlændinge- og Integrationsministeriet, følger det af Københavns Kommunes konstitueringsaftale, at sagen skal godkendes af Borgerrepræsentationen. Udlændinge- og Integrationsministeriet foretager den endelige udpegning af kandidater på baggrund af de indstillinger, som de modtager.

Forvaltningen indstiller, at Niddal El-Jabri og Iman Farah Mehdi indstilles til Rådet for Etniske Minoriteter for den kommende funktionsperiode fra 2018-2022:

Niddal El-Jabri er direktør for Mino Danmark, som er en såkaldt handletank, der indsamler viden om etniske minoriteter i Danmark og understøtter netværk for minoritetsetniske unge. Herigennem skabes platforme, hvorfra minoritetsunge kan deltage og få indflydelse i samfundet.

Som direktør for Mino Danmark indgår Niddal El-Jabri i et bredt samarbejde på integrationsområdet med Københavns Kommune. Niddal El-Jabri er medlem af Københavns Kommunes Integrationsråd, og Mino Danmark udfører en række konkrete indsatser inden for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens område, herunder indsatser vedr.  forebyggelse af radikalisering, social kontrol og etnisk ligebehandling.

Niddal El-Jabri er en konstruktiv samarbejdspartner, som har stor gennemslagskraft, særligt i forhold til at nå unge med etnisk minoritetsbaggrund. Han var initiativtager til ”Fredsringen” rundt om synagogen i Krystalgade efter terrorangrebet i 2015 og har tidligere været frivillig i Dansk Ungdoms Fællesråd.

Iman Farah Mehdi er Studie- og Karrierevejleder ved ’Studievalg København’, hvor hun på en række ungdomsuddannelser i Hovedstadsregionen rådgiver unge om videregående uddannelser og karrieremuligheder. Hertil er hun ansvarlig for Studievalg Københavns tilbud til flygtninge, hvor hun i samarbejde med Dansk Flygtningehjælps ungdomsafdeling, DFUNK, rådgiver om muligheder for uddannelse i Danmark.

Iman F. Mehdi er projektkoordinator i Mind Mover, som er en konsulentvirksomhed, der arbejder med forebyggelse af bl.a. ensomhed, kriminalitet og radikalisering blandt unge, ved at fremme unges robusthed og handlekompetencer. Mind Mover er bl.a. projektleder på satspuljeprojektet ’Ung-til-Ung dialogskabere’, som gennemføres i samarbejde mellem SSP København, UU København og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.

Iman F. Mehdi har stor gennemslagskraft og bred erfaring med dialogskabelse, frivillighed og social bæredygtighed. Hun har bl.a. 3 års erfaring som dialogambassadør med fokus på forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Derudover er Iman F. Mehdi på nuværende tidspunkt en del af dialogkorpset i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), som rejser rundt i Danmark på bl.a. skoler og klubber og faciliterer dialog om æresrelaterede konflikter og social kontrol, og slutteligt har hun medvirket til at uddanne et såkaldt klimaambassadørkorps i Københavns Kommune.

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, vil Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen oversende indstillingen til godkendelse i Borgerrepræsentationen. Sagen forventes behandlet på Borgerrepræsentationens møde den 23. august 2018.

 

 

Michael Baunsgaard Schreiber/ Jeppe Bøgh Andersen

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Niddal El-Jabri og Iman Farah Mehdi indstilles som medlemmer af Rådet for Etniske Minoriteter i perioden 2018-2022.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 19. juni 2018

Indstillingen blev godkendt. Sagen oversendes herefter til Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. august 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top