Mødedato: 23.08.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af lokalplan "Trianglen Metrostationsplads"

Se alle bilag

Efter offentlig høring af forslag til lokalplan skal Borgerrepræsentationen endeligt behandle lokalplan ”Trianglen Metrostationsplads”.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at lokalplan ”Trianglen Metrostationsplads” vedtages endeligt.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Forslaget til lokalplan ”Trianglen Metrostationsplads” blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 3. november 2011 med henblik på offentliggørelse. Forslaget vedlægges som bilag 1.
Planen har været i offentlig høring fra den 7. december 2011 til den 7. februar 2012. Der er som led i dialogstrategien afholdt borgermøde den 24. januar 2012. Referat og evaluering fra mødet er vedlagt som bilag 4 og 5. I forbindelse med den offentlige høring er modtaget 8 henvendelser, som er oplistet i bilag 2.

Løsning

Lokalplanen gør det muligt at etablere stationsplads ved Trianglen.

Generelt for alle fire lokalplaner

Ud over placering af de faste metroelementer fastlægges i lokalplanen de overordnede principper for, hvordan forskellige aktiviteter kan placeres i byrummet. Det gøres for at sikre en fleksibel plan, som ramme for den efterfølgende projektudvikling, hvor detaljer og den præcise udformning fastlægges, såsom detaljer omkring belægning, belysning og byrumsinventar udvikles med fokus på, at understøtte den lokale identitet.

Metroselskabet har i samarbejde med forvaltningerne udviklet dispositionsplanerne for Cityringens stationspladser. To elementer heri var de byrumsprogrammer, som Borgerrepræsentationen godkendte i 2010, og den omfattende borgerdialog ”Tal med landskabsarkitekterne”. I de nu foreliggende dispositionsplaner, fastlægges trafikløsningerne herunder bus/tog-skiftet og de omfattende cykelparkeringsarealer.

Konkret for denne lokalplan

Gruspladsen ved Trianglen, som overgang mellem det trafikerede byrum og den rolige Fælledpark bliver fastholdt i dispositionsforslaget. Den eksisterende symmetri og monumentale stemning omkring Genforeningsmonumentet bliver bevaret og styrket med en dobbelt trærække ud mod Øster Allé og Blegdamsvej. Trærækkerne favner alle de stationsrelaterede funktioner såsom cykelparkering, trapper, ventilationsriste og elevatorer og danner samtidig den ydre ramme omkring pladsen. Arealet under trærækkerne anlægges med fast belægning, mens resten af pladsen fortsat er tænkt anlagt med grus. Med denne disponering bliver stationselementerne en del af det befæstede gaderum, mens gruspladsen knytter sig til parken. Selve pladsen er friholdt for faste elementer, så der også i fremtiden kan opstilles cirkus og afholdes forskellige arrangementer.

Dispositionsplanerne, som Borgerrepræsentationen vedtog den 15. juni 2011, danner grundlag for lokalplanforslagene.

I alt etableres 650 cykelparkeringspladser. Der nedlægges 20 bilparkeringspladser for at give plads til metroelementer og cykelparkering i forbindelse med etablering af metroforpladsen. Økonomiudvalget besluttede den 11. oktober 2011, at der udarbejdes en oversigt over permanente parkeringsnedlæggelser på samtlige metrocityrings stationer. Økonomiudvalget bemærkede dertil, at pladserne først nedlægges permanent i 2018, hvorfor man kan afvente at finde erstatningspladser. Behovet for erstatningspladser skal dog afklares før 2018.

Der blev afholdt borgermøde den 24. januar 2012, hvor de centrale emner var: Cykelparkering, bilparkering, forholdet til Trianglen, samt generelle adgangsforhold til stationen.

Høring

Der er indkommet 6 høringssvar fra offentlige myndigheder, lokaludvalg og institutioner samt 2 fra ejere, lejere og brugere. Af bilag 3 fremgår referat af henvendelser samt forvaltningens bemærkninger.

Østerbro Lokaludvalg

Østerbro Lokaludvalg har via deres ’Triangelgruppe’ tidligere fremsendt et dispositionsforslag til omdannelse af Trianglen.

Dispositionsforslaget indeholder en samlet etapeopdelt plan for Trianglen, hvor der kan skabes en sammenhængende plads mellem selve Trianglen og gruspladsen foran posthuset. Forslaget lægger op til at man genovervejer antallet af træer omkring gruspladsen.

Lokaludvalget forventer at der bliver af- og påsætning for handicapbusser ved metrostationen.

Forvaltningens bemærkninger

Borgerrepræsentationen besluttede den 29. april 2010 i en indstilling om helhedsorienterede byrum i tilknytning til Cityringens metroforpladser (2010-23635), at Trianglen er ”et tilstødende byrum med potentiale”, jf. indstillingens bilag 3. Det anbefales at Trianglen udvikles som et selvstændigt projekt uafhængigt af projektet for metroforpladsen. Lokalplanen er ikke til hinder for, at man på et senere tidspunkt kan udvikle en helhedsplan for Trianglen og Østerbrogade.

Der er fokus på at finde arealer der kan bruges til af og påsætning af passagerer i umiddelbar nærhed af de kommende stationer, de steder det er muligt.

Øvrige høringssvar

De væsentligste synspunkter fra offentlighedsperioden er, at der er bekymring for placering af cykelparkeringen. Jo længere væk fra stationstrapperne den er placeret, jo mindre sandsynlighed er der for at den vil blive brugt og dermed er der risiko for at fejlparkerede cykler forekommer. Et andet synspunkt er at cykelparkering og de dobbelte trærækker reducerer gruspladsens areal og dermed kan fx funktionen som cirkusplads ikke opretholdes. Et tredje synspunkt er at adgangen til metroen kunne opnå større kvalitet med en overdækning og rulletrappe oppefra terræn. Desuden henviser Østerbro Lokaludvalg til et tidligere fremsendt forslag til ny disponering af Trianglen som en sammenhængende åben aktivitetsplads.

Forvaltningens bemærkninger

Placering af de 650 cykelpladser, der i henhold til VVM redegørelsen skal etableres er fremkommet ved en analyse af de muligheder der findes i byrummet og ud fra en vurdering af, hvilke tilkørselsveje cyklisterne vil benytte. På baggrund heraf er det forvaltningens faglige vurdering, at der ikke er grundlag for at ændre dette.

Forvaltningen vurderer, at funktionerne på Trianglens grusplads ved indgangen til Fælledparken, der har været højt prioriteret i arbejdet med metroforpladsen, fortsat kan opretholdes.

I bilag 3 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger hertil.

Økonomi

Indstillingen har umiddelbart ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør forvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

Hjalte Aaberg                           /Simon Kjær Hansen

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at lokalplan ”Trianglen Metrostationsplads” vedtages endeligt.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 4. juni 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti afgav protokolbemærkning:

”Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti finder det positivt, at der etableres 650 cykel P-pladser. Vi har bemærket, at 20 bilparkeringspladser først nedlægges i 2018, og at det forventes, at der findes erstatningspladser.”


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen. Endvidere forudsættes det, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2012 

Indstillingen blev anbefalet.

 

Carl Christian Ebbesen (O) og Mogens Lønborg (C) videreførte partiernes protokolbemærkning fra mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 4. juni 2012.

Venstre tilsluttede sig protokolbemærkningen.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. august 2012


Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

Dansk Folkeparti finder det positivt, at der etableres 650 cykel P-pladser. Vi har bemærket, at 20 bilparkeringspladser først nedlægges i 2018, og at det forventes, at der findes erstatningspladser.”

 

Til top