Mødedato: 22.11.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Plan for Visuel Kunst i København - nedsættelse af Rådet for Visuel Kunst

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Billedkunstudvalget skal ændre navn til Rådet for Visuel Kunst og skal endvidere tage stilling til, om det udvidede kommissorium for Billedkunstudvalget kan godkendes som kommissorium for Rådet for Visuel Kunst. Kultur- og Fritidsudvalget forelægges status for det videre arbejde med planen for Visuel Kunst.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Billedkunstudvalget (særligt udvalg) ændrer navn til Rådet for Visuel Kunst,
  2. at det udvidede kommissorium for Billedkunstudvalget godkendes som kommissorium for Rådet for Visuel Kunst.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 20. juni 2018 godkendte udvalget Plan for Visuel Kunst og anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at arbejde videre med de dertil hørende konkrete indsatser.

Blandt indsatserne er, at der skal nedsættes et Råd for Visuel Kunst, som vil få en anden og mere aktiv og dagsordenssættende rolle end det nuværende Billedkunstudvalg. Konkret skal Rådet for Visuel Kunst tale ind i og bidrage til realisering af de opstillede mål og indsatser under Plan for Visuel Kunst. Rådet vil, sammenlignet med i dag, få en styrket rolle i forhold til at understøtte sammenhængskraft og synergi i byens kunstneriske miljø samt dyrkelse af kunst i det offentlige rum.

Opgaver fra det nuværende Billedkunstudvalg, der fortsat skal løftes, er indkøb af kunst, tilskudsadministration samt høringspart og dialogpartner om den visuelle kunst med byens borgere og kunstnere.

Løsning

Rådet for Visuel Kunst (særligt udvalg jf. Styrelseslovens § 17, stk. 4)
Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at Kommissorium for Billedkunstudvalget udvides og ændrer navn til Kommissorium for Rådet for Visuel Kunst (jævnfør bilag 1). De udpegende organisationer til Billedkunstudvalget orienteres herom.

Det nye Råd for Visuel Kunst vil få samme sammensætning som det nuværende Billedkunstudvalg og fortsætter i en treårig periode regnet fra 1. januar 2019. Rådets sekretariatsfunktioner overflyttes senest 31. december 2018 til Historie & Kunst.

Status for arbejdet med Plan for Visuel Kunst
Arbejdet med delelementer i Plan for Visuel Kunst vil fortsætte, herunder:  

  • Undersøgelse af opgavefordeling og den fremadrettede finansiering af københavnske kunsthaller, herunder mulighederne for fælles billetter, fælles lagre, gensidige henvisninger og administrativt samarbejde. Undersøgelsen søges gennemført i samarbejde med Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg, som påtænker en ændret fordeling af statslige midler til kunsthallerne fremadrettet. 
  • Fortsat dialog med eksterne parter, herunder Kulturkvarteret og Copenhagen Contemporary, der i kraft af et forøget kommunalt tilskud skal levere indhold i relation til den visuelle kunstplan. Art Hub Copenhagen, der evt. skal placeres i Kødbyen, og som også skal indgå som aktiv spiller i relation til at understøtte det københavnske kunstmiljø, er der også løbende dialog med.
  • Afdækning af mulighederne for at lade Nikolaj Kunsthal indgå i relation til Art Hub ved at transformere den til fyrtårn og omdrejningspunkt for det københavnske kunstliv gennem øget samdrift og intelligent udnyttelse af kvadratmetre (jævnfør ’Visuel Kunstplan – indsatsområder og initiativer’ side 7). Det kunne eksempelvis omfatte en revideret arrangementsprofil med fokus på indgåelse af flere strategiske partnerskaber i forhold til bl.a. kuratering, events, udlejning samt øget dialog og samarbejde med væsentlige aktører på kunstområdet i forhold til værksteder, talentudvikling mv.
  • Potentiel udvikling af en vækstfabrik for kunst og design (jævnfør ’Visuel Kunstplan – indsatsområder og initiativer’ side 8), hvor innovation, iværksætteri og forretningsudvikling understøttes gennem workshops, mentorordninger og strukturerede netværk.
  • Udarbejdelse af forslag til, hvordan der kan skabes flere muligheder for streetart i byrummet – både steder til lovlig, midlertidig streetart, mere permanente udsmykninger i det offentlige rum samt kommunikation om, hvor man som borger eller turist kan opleve streetart i København.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, påbegynder Rådet for Visuel Kunst sit arbejde pr. 1. januar 2019.

 

Mette Touborg                               /Sophie Bruun

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

  1. at Billedkunstudvalget (særligt udvalg) ændrer navn til Rådet for Visuel Kunst,
  2. at det udvidede kommissorium for Billedkunstudvalget godkendes som kommissorium for Rådet for Visuel Kunst.

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

 

3.  at Kultur- og Fritidsudvalget tager status for det videre arbejde med planen for Visuel Kunst til efterretning.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 1. november 2018

 

Der blev begæret afstemning om indstillingen:

 

Et flertal (Rune Dybvad, Jonas Bjørn Jensen, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Niko Grünfeld, Kim Hjerrild, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for indstillingen.

Et mindretal (Alex Vanopslagh) stemte imod.

 

Indstillingen blev således godkendt.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. november 2018

Indstillingen blev godkendt med 43 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemt: A, Ø, Å, B, F og O.

Imod stemte: V, C og I.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre er uforstående overfor vigtigheden af denne navneændring. Det er alene varm luft, og vi støtter ikke forslagene om den udvidede rolle for Billedkunstudvalget, hvor der lægges op til, at udvalget fremover også skal være dagsordenssættende og agere såkaldt vækstfabrik for innovation.”

 

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Det er Liberal Alliances politik at Billedkunstudvalget skal nedlægges. Vi er derfor imod at give det yderligere beføjelser. Indkøb af kunst skal i stedet varetages af de enkelte offentlige (kultur-)institutioner inden for deres budgetramme og ikke af politikere. Det er ikke en politisk opgave at tage på indkøbsture og købe kunst for skatteborgernes penge.”

Til top