Mødedato: 22.08.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Journalistgården. Kommunal støtte til etablering af 39 almene ungdomsboliger

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende etablering af 39 almene ungdomsboliger på ejendommen Journalistgården, Lejerbo København, beliggende på hjørnet af Peter Rørdams Vej og Tuborgvej.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at projekt til etablering af 39 almene ungdomsboliger i Journalistgården på hjørnet af Peter Rørdams Vej og Tuborgvej godkendes,
  2. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om kommunal grundkapital til ungdomsboligerne på 4,5 mio. kr. Udgiften afholdes af tilskudsdeklarationsmidlerne på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter, funktion 8.45.47.5 (Deposita),
  3. at der med tilsagnet om kommunal grundkapital til etableringen af 39 ungdomsboliger på 4,5 mio. kr. (2013 p/l) gives en tillægsbevilling fra Kommunekassen (bevilling, Finansposter, funktion 8.22.05.5) på 4,5 mio. kr. (2013 p/l), hvor Tilskudsdeklarationsmidlerne er  placeret, 
  4. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti for realkreditlånet på 39,6 mio. kr. til finansiering af de 39 ungdomsboliger,
  5. at der i forbindelse med budgetforhandlinger om Budget 2014 søges afsat 0,13 mio. kr. i 2016 og 0,25 mio. kr. i 2017 og fremefter til ungdomsboligbidrag og grundskyldstilskud til de nye almene ungdomsboliger,
  6. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessum, under forudsætning af at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det oplyste, samt

 Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 (Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Antallet af unge og studerende i Københavns Kommune stiger i disse år, og der er mangel på boliger til de studerende.

Kommunen har fået en henvendelse fra Hjælpefonden Journalistgården vedrørende Hjælpefondens ejendom Journalistgården, der er opført omkring 1935 som boliger for pensionerede journalister. Ejendommen indeholder 12 boliger og har høj bevaringsværdi, men er nedslidt og utidssvarende. Hjælpefonden har ikke længere råd til at drive og renovere ejendommen, og ønsker at sælge ejendommen med henblik på etablering af almene ungdomsboliger dels i den eksisterende bygning, dels ved nybyggeri på grunden. Ejendommen er velegnet til et ungdomsboligprojekt, der samtidig kan bevare den arkitektonisk fine ejendom.

Projektets realisering forudsætter bevilling af 4,5 mio. kr. i kommunal grundkapital. Grundkapital afsat på det kommunale budget tildeles ved åbne tildelingsprocesser, hvor alle boligorganisationer indbydes til byde ind i forbindelse med udbud eller partnerskaber. I denne sag er der imidlertid tale om en særlig problemstilling, da Hjælpefonden Journalistgården ikke længere kan drive den eksisterende ejendom på forsvarlig vis. Der kan for at sikre en hurtig og hensigtsmæssig løsning imidlertid bevilges midler fra de såkaldte tilskudsdeklarationsmidler, der ligger uden for kommunens budget, og som skal anvendes til boligsociale formål, jf. nedenfor.

Løsning

Finansiering

Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der bevilges grundkapital til etablering af 39 almene ungdomsboliger på ejendommen, der ligger Peter Rørdams Vej 2-4. Boligerne etableres af Lejerbo København, som har indgået en aftale med Hjælpefonden om at overtage ejendommen.

Grundkapitalen på 4,5 mio. kr. finansieres af uforbrugte tilskudsdeklarationsmidler, der blev afsat i forbindelse med Budget 2010 til Boligpakke 2, jf. økonomiafsnittet nedenfor.

Tilskudsdeklarationsmidlerne kommer fra en række ejendomme i Københavns Kommune, der gennem årene har frikøbt sig for en tinglyst tilskudsdeklaration. De indbetalte frikøbsbeløb skal anvendes til boligsociale formål, primært fremme af boligproduktion. Forvaltningen finder det hensigtsmæssigt, at en del af de tilskudsdeklarationsmidler, der ikke blev anvendt i forbindelse med Boligpakke 2, bruges til dette projekt, da der er tale om hjælp til omdannelse af en nedslidt fondsejet ejendom til ungdomsboliger.

Projektet

Der er tale om en delvist bebygget grund. Den eksisterende beboelsesejendom ombygges fra 12 lejligheder til 18 almene ungdomsboliger, i alt 721 m² fordelt på 1 og 2 rumsboliger. På den ubebyggede del af grunden mod Tuborgvej opføres en ny bygning med 21 almene ungdomsboliger, i alt 948 m². Alle boliger er 1-rums. Det samlede boligareal bliver 1.669 m². Fælles opholdsarealer og tagterrasse etableres i og på den nye bygning, mens fællesvaskeri, pulterrum m.v. placeres i kælderen og på loftet i den gamle bygning. Mellem de to bygninger ligger det fælles haveareal.

Anskaffelsessummen er 45,0 mio. kr.

Huslejen pr. m² kan anslås til 1.039 kr. pr. m² pr. år, under forudsætning af at der gives ungdomsboligbidrag og grundskyldstilskud. En bolig i gennemsnitsstørrelse vil på denne baggrund koste 3.705 kr. om måneden eksklusiv forbrug.

Det bemærkes, at de nuværende lejere har fået tilbudt ejendommen på andelsboligbasis, men de har ikke gjort brug af denne mulighed. Lejerbo vil sørge for genhusning af lejerne.

Projektet er nærmere beskrevet i bilag 1.

Forbehold

Projektet er betinget af , at Hjælpefonden får Civilstyrelsens godkendelse af salget, samt at Hjælpefonden får aflyst en deklaration om en tidligere anvendt transformerstation. Dette forventes ikke at forsinke projektet.

Økonomi

Grundkapital

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 21. oktober 2009, at der anvendes 35,6 mio. kr. af tilskudsdeklarationsmidlerne til finansiering af Boligpakke 2, som blandt andet omfattede grundkapital til nye almene boliger og afhjælpning af installationsmangler (bad og toilet) i almene boliger jf. Aftale om budget 2010 for Københavns Kommune. Der opstod imidlertid et overskud på ca. 8,8 mio. kr. især på grund af mindreforbrug til afhjælpning af installationsmangler. Overskuddet blev efterfølgende hovedsageligt disponeret til finansiering af grundkapitallån til de almene familieboliger på Sundholm Syd, men da forvaltningen fik budget til Sundholm Syd på Teknik- og Miljøforvaltningens bevilling til grundkapitallån (funktion 8.32.24.5, Indskud i Landsbyggefonden), er udgifterne til Sundholm Syd disponeret på denne bevilling, jf. Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 2. december 2010, pkt. 7. Forvaltningen foreslår derfor, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at udgifterne til grundkapitallån på 4,5 mio. kr. til de 39 nye ungdomsboliger afholdes af de overskydende midler fra Boligpakke 2.

Ungdomsboligbidrag og grundskyld

Kommunen kan på statens vegne give tilsagn om ungdomsboligbidrag til nye almene ungdomsboliger. Ungdomsboligbidraget er en permanent ydelse til boligafdelingen og udgør 177 kr. pr. m² årligt (2012-niveau).

Kommunen yder henhold til lov om almene boliger samtidig et tilskud til ungdomsboliger svarende til den kommunale grundskyld, som ungdomsboligerne betaler.

Ungdomsboligbidraget og grundskyldstilskuddet indgår som forudsætning for den angivne husleje. Forvaltningen vil derfor i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2014 søge midler til ungdomsboligbidrag og grundskyldstilskud fra 2016, hvor byggeriet forventes taget i brug, og frem. Udgiften til grundskyldstilskud og ungdomsboligbidrag anslås til i alt 0,13 mio. kr. i 2016 og 0,25 mio. kr. i 2017 og frem.

Garanti

Kommunen skal stille garanti for den yderste del af realkreditlånet på 39,6 mio. kr. Den kommunale garantiforpligtigelse anslås til ca. 32 mio. kr.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele dette til Lejerbo. Herefter vil projektet blive detailprojekteret og sendt i licitation. Når kommunen har godkendt detailprojektet efter licitation, kan byggeriet påbegyndes.

Byggeriet forventes ibrugtaget i maj 2016.

 

 

 

Pernille Andersen                                     /Simon Kjær Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at projekt til etablering af 39 almene ungdomsboliger i Journalistgården på hjørnet af Peter Rørdams Vej og Tuborgvej godkendes,
  2. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om kommunal grundkapital til ungdomsboligerne på 4,5 mio. kr. Udgiften afholdes af tilskudsdeklarationsmidlerne på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter, funktion 8.45.47.5 (Deposita),
  3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti for realkreditlånet på 39,6 mio. kr. til finansiering af de 39 ungdomsboliger,
  4. at der i forbindelse med budgetforhandlinger om Budget 2014 søges afsat 0,13 mio. kr. i 2016 og 0,25 mio. kr. i 2017 og fremefter til ungdomsboligbidrag og grundskyldstilskud til de nye almene ungdomsboliger,
  5. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessum, under forudsætning af at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det oplyste.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 17. juni 2013

Indstillingen blev anbefalet.


 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget bemærker, at der med tilsagnet om kommunal grundkapital til etableringen af 39 ungdomsboliger på 4,5 mio. kr. (2013 p/l) gives en tillægsbevilling fra Kommunekassen (bevilling, Finansposter, funktion 8.22.05.5) på 4,5 mio. kr. (2013 p/l), hvor Tilskudsdeklarationsmidlerne er placeret.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2013

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. august 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top