Mødedato: 22.08.2002, kl. 17:30

Udlejning af areal til slaggebehandling

Udlejning af areal til slaggebehandling

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 22. august 2002

 

BR 419/02

Udlejning af areal til slaggebehandling

Udlejning af areal til slaggebehandling

Indstilling om godkendelse af udlejningen af et ca. 2,5 ha stort areal på Kalvebod Miljøcenter til bearbejdning af slagger fra affaldsforbrænding til I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding med en opsigelsesperiode på 10 år.

(Miljø- og Forsyningsudvalget)

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender udlejningen af et ca. 2,5 ha stort areal på Kalvebod Miljøcenter til bearbejdning af slagger fra affaldsforbrænding til I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding med en opsigelsesperiode på 10 år.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 3. juni 2002

Godkendt med den tilføjelse, at sagen sendes videre til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen til endelig godkendelse.

Et fortroligt notat blev omdelt under mødet.

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at Overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget har i den 30. april 2001 godkendt, at Afatek A/S på vegne af I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding kunne leje et areal på ca. 2,5 ha på Kalvebod Miljøcenter til bearbejdning af slagger fra affaldsforbrænding.

Formålet er at mindske transportafstand til behandlingsstedet, samt at samarbejde omkring oparbejdning, udvikling og afsætning af slagger i hovedstadsregionen som følge af skærpede krav til genanvendelse af slagger. Der forventes håndteret 170.000 m3 slagger pr. år.

Planforholdene er siden blevet afklaret, idet lokalplanen ikke kræver dispensation, og HUR efter en screening har meddelt, at anlægget ikke er VVM pligtigt.

Der skal udarbejdes en godkendelse efter Miljøbeskyttelsesloven, som stiller vilkår om forureningsbegrænsende foranstaltninger. Miljøkontrollen vurderer, at anlægget kan etableres og drives uden uacceptable forureningsmæssige gener.

Da Københavns Kommune er forpligtet til at sikre, at den nødvendige deponeringskapacitet er til stede på Kalvebod Miljøcenter når behovet opstår, var lejeaftalen oprindelig forudsat indgået med et kort opsigelsesvarsel. Imidlertid kan et kort opsigelsesvarsel betyde, at der er for kort tid til at afskrive de omkostninger der er forbundet med at etablere anlægget. I/S Vestforbrænding og I/S Amagerforbrænding har derfor foreslået en længere opsigelsesperiode mod, at de til gengæld giver en garanti for deponeringskapacitet, der svarer til det lejede areal, hvis der i den mellemliggende periode opstår behov herfor. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer ikke at behovet for etablering af ny deponeringskapacitet er presserende og kan derfor anbefale denne løsning.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen forhandler med I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding om den fremtidige organisering og drift af den kommende losseplads på Kalvebod Miljøcenter. På den baggrund foreslås det, at arealet udlejes til de to selskaber i stedet for, som tidligere godkendt, til selskabet Afatek A/S.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljø- og Forsyningsudvalget godkendte på mødet den 30. april 2001 (MFU 94/2001), at Afatek A/S på vegne af I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding kunne leje et areal på ca. 2,5 ha på Kalvebod Miljøcenter til bearbejdning af slagger fra affaldsforbrænding.

Slagger fra I/S Vestforbrænding er behandlet på et anlæg i Holme Olstrup, det betyder en transport på ca. 75 km.

I/S Amagerforbrænding sorterer slagger på eget område ved forbrændingsanlægget, men ønsker at indlede et samarbejde med I/S Vestforbrænding omkring oparbejdning, udvikling og afsætning af slagger i hovedstadsregionen som følge af skærpede krav ved genanvendelse af slagger.

En placering af et anlæg på Kalvebod Miljøcenter, tættere på anlæggene, kan sikre tilstrækkelig lagerkapacitet, således at evt. deponering andre steder reduceres.

Der forventes modtaget 170.000 m3 slagger pr. år fra affaldsselskaberne.

Slaggebehandlingsanlægget forventes at skulle drives af Afatek A/S, som delvist ejes af I/S Vestforbrænding

Planforhold

I indstillingen til mødet i Miljø- og Forsyningsudvalget den 30. april 2001 (MFU 24/2001) er der en nærmere beskrivelse af aktiviteterne og baggrunden herfor.

Endvidere gives der en beskrivelse af planforholdene, hvoraf det fremgår, at lokalplanen for området ikke hindrer denne aktivitet efter Miljø- og Forsyningsforvaltningens opfattelse. Dette er senere bekræftet af Plandirektoratet.

HUR har som regionplanmyndighed i november 2001 gennemført en såkaldt screening efter VVM reglerne og vurderet, at det samlede projekt ikke er VVM pligtigt.

Miljøforhold

Anlægget på Kalvebod Miljøcenter skal godkendes efter miljøbeskyttelsesloven, således at der kan stilles vilkår om forureningsbegrænsende foranstaltninger.

Det fremgår af indstillingen fra 30. april 2001, at Miljøkontrollen vurderer, at anlægget kan etableres og drives uden at give anledning til uacceptable forureningsmæssige gener for omgivelserne.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Arealet udlejes på markedsvilkår i overensstemmelse med den hidtidige praksis for udlejning på Kalvebod Miljøcenter. I indstillingen af 30. april 2001 er det forudsat, at opsigelsesfristen for lejemålet bliver relativ kort, da arealet skal kunne frigøres, når der bliver behov for egentlig affaldsdeponering.

Det har efterfølgende vist sig, at et kort opsigelsesvarsel giver en for kort afskrivningstid for de investeringer, der er forbundne med etablering af anlægget, hvorfor etableringen ikke kan svare sig.

I/S Vestforbrænding og I/S Amagerforbrænding har derfor foreslået en længere opsigelsesperiode mod, at de til gengæld giver en garanti for deponeringskapacitet, der svarer til det lejede areal, hvis der i den mellemliggende periode opstår behov herfor.

Endvidere foreslår de kommunale fællesskaber, at lejeaftalen indgås direkte med dem i stedet for med Afatek A/S.

Efter Miljø- og Forsyningsforvaltningens opfattelse er dette forslag acceptabelt, set i lyset af de forhandlinger, forvaltningen har med fællesskaberne om den fremtidige organisering og drift af den kommende losseplads på Kalvebod Miljøcenter, herunder også samdriftsmulighederne med den eksisterende losseplads AV Miljø, som de to fællesskaber ejer og driver. Den forventede længere restlevetid af AV Miljø (op til 20 år) på grund af fraførsel af forbrændingsegnet affald, mindre affald til deponering m.v. peger i retning af, at etableringen af den ny losseplads ikke vurderes presserende.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen anbefaler derfor, at indstillingen tiltrædes.

ØKONOMI

Som oplyst i Miljø- og Forsyningsforvaltningens indstilling til udvalgets møde den 30. april 2001 vil arealet blive udlejet på markedsmæssige vilkår. En endelig lejepris er pt. ikke forhandlet. Kalvebod Miljøcenter har i driftsbudgettet afsat midler til etablering af de nødvendige volde, tilkørselsveje m.m., i forbindelse med forberedelse af deponeringsarealet. Udlejning af arealet vil således ikke afstedkomme yderligere udgifter.

 

 

 

Peter Elsman

/ Jørgen Høg

Til top