Mødedato: 22.06.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen har besluttet, at der skal udarbejdes en handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Med denne sag forelægges Borgerrepræsentationen handleplanen, som er opdateret efter en offentlig høring. Handleplanen er udarbejdet af en referencegruppe med deltagelse af alle forvaltninger efter en omfattende inddragelse af civilsamfundet. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen godkender handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser, 
  2. at Borgerrepræsentationen tager høringsnotat med svar på forslag og bemærkninger som er indkommet i forbindelse med offentlig høring om handleplanen til orientering.

 (Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) vedtog den 16. december 2021 et medlemsforslag, som pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) i samarbejde med andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til en handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.

Løsning

Med denne sag forelægges et opdateret udkast til Københavns Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser samt et høringsnotat. 

Handleplanen er udarbejdet af en referencegruppe af forvaltninger efter en omfattende inddragelse af civilsamfundet. Efter behandling i BR den 15. december 2022 har den været i offentlig høring i perioden den 20. december 2022 - 30. januar 2023, hvor der er modtaget svar fra 22 høringsparter.

Handleplanen er opdateret på baggrund høringen og en efterfølgende behandling i alle fagudvalg. Det kan fremhæves, at socialområdet som følge af høringen er tilføjet til handleplanen, samt at det er præciseret, at beskyttelsen mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser også gælder for inuit/oprindelige folk, som også indgår som målgruppe for handleplanen.

Høringsnotatet indeholder forvaltningers svar på forslag og bemærkninger, som er indkommet i forbindelse med høringen om handleplanen. Alle svar er godkendt i respektive fagudvalg.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv. Det bemærkes, at medlemmer af Borgerrepræsentationen kan bestille budgetnotater vedr. de ufinansierede udvalgsgodkendte initiativer, der fremgår af afsnittet ”Indsatser, som er godkendt af fagudvalg, og som kan gennemføres, såfremt der opnås finansiering”.  

Videre proces

Efter evt. godkendelse offentliggøres handleplanen og fremsendes til alle høringsparter og organisationer i følgegruppen.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2023

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top