Mødedato: 22.06.2016, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Folkets Hus - drift fra 2017

Se alle bilag
Der skal tages stilling til den videre drift af Folkets Hus fra 2017.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at et driftstilskud for fire år indgår i forhandlingerne om Budget 2017.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

Problemstilling

I overensstemmelse med behandlingen af ansøgning om tilskud i 2016 til Folkets Hus (KFU den 29. oktober, ØU den 1. december og BR den 10. december 2015) skal Kultur- og Fritidsforvaltningen, i samarbejde med Økonomiforvaltningen, i løbet af foråret 2016 fremlægge en indstilling om den fremtidige drift af Folkets Hus, herunder et forslag til en ny driftsmodel.

Løsning

Baggrund for driftsbevilling til Folkets Hus

Folkets Hus har gennem mere end 40 år været et selvstyrende kulturhus på Indre Nørrebro. Alle aktiviteter var indtil 2013 drevet af frivillige kræfter, men som følge af at der ikke var den nødvendige opbakning blandt alle husets brugere til at respektere de grundlæggende retningslinjer i husordenen, herunder forbud mod hash, våben og uniformering trak de frivillige sig, og huset lukkede.

Københavns Kommune har på den baggrund gennem Sikker Bys Akut-puljer bevilget et driftstilskud til Fonden for De Åbne Rum til ansættelse af tre medarbejdere i Folkets Hus i 2014, 2015 og 2016.

Formålet med bevillingen har været, at Folkets Hus igen skal kunne fungere som et åbent alternativt kulturhus på Nørrebro. Huset skal både rumme organiserede grupper og grupper fra nærmiljøet.

Sammen med husets frivillige og brugerne skal de ansatte forestå driften og arbejde for, at husets drift i stadigt stigende grad kan baseres på frivillige kræfter.

Folkets Hus - status forår 2016

Efter godt to år med ansatte fungerer Folkets Hus igen som et åbent alternativt kulturhus på Nørrebro. Siden genåbningen i 2014 har Folkets Hus gennemgået en positiv udvikling. Fra at have været et lukket hus er Folkets Hus i dag igen et åbent hus med mange aktiviteter. De ansatte i Folkets Hus har sat skub i husets sociale og kulturelle aktiviteter, samtidig med at husets flade struktur bibeholdes.

Sammen med en voksende gruppe af frivillige har de ansatte skabt ro og kontinuitet i Folkets Hus. Samtidig har de ansatte været med til at sikre, at husorden overholdes. Efterhånden som gruppen af frivillige er vokset, er husets åbningstider også udvidet. I dag er huset åbent seks dage om ugen, og der er aktiviteter på alle etager. Husets brugere er selvorganiserede grupper og grupper fra lokalmiljøet.

De mange aktiviteter i Folkets Hus har en positiv effekt på området, og husets naboer har på dialogmøder tilkendegivet, at det er blevet mere trygt og roligt efter ansættelsen af medarbejdere. Husets aktiviteter, brugergrupper og åbningstider er beskrevet i bilag 1 og i statusrapport fra Fonden for De Åbne Rum (bilag 2). 

Ansatte og frivillige

De ansatte varetager følgende opgaver:

  • Udviklingsopgaver - tager initiativ til aktiviteter, der åbner huset for flere nye brugere, involverer samarbejdspartnere i lokalområdet og skaber relationer på tværs af husets brugere
  • Koordinering mellem grupper og mægling og konfliktløsning efter behov,
  • Drift  - rengøring, indkøb, indvendig vedligehold af huset, vagter i café.

Husets frivillige, som omfatter ca. 60 personer, varetager følgende opgaver:

  • Formidlingsopgaver - hjemmeside/facebook
  • Booking, planlægning og afvikling af aktiviteter
  • Vagter i café

Økonomi

Københavns Kommune har i 2014, 2015 og 2016 bevilget et årligt driftstilskud på 1,7 mio. kr. til ansættelse af tre medarbejdere, hvis opgave har været at varetage den daglige drift af huset og genoprette huset som brugerdrevet. I 2016 er budgettet for Folkets Hus sammensat således:

Forbrugsudgifter, herunder vand, varme og el                                                               125.000 kr.

Aktivitetstilskud                                                                                                                140.000 kr.

Løn                                                                                                                                  1.495.000 kr.

Administration                                                                                                                     85.000 kr.

Københavns Politis vurdering af Folkets Hus (bilag 3)

Københavns Politi har den 3. maj 2016 indsendt en vurdering af situationen i Folkets Hus, herunder en beskrivelse af brugerne på husets 2. sal. Beskrivelsen af brugerne er baseret på et skøn. I følge Københavns Politi benytter ca. 100 personer husets 2. sal, og der er en relativ stor udskiftning i gruppen af brugere. Der er primært tale om unge over 18 år, hvoraf en stor del kommer fra nærområdet. Der træffes dog også personer fra andre bydele og områder uden for København. Brugerne af 2. sal er både personer, der er registreret af politiet med tilknytning til bandemiljøet og personer uden tilknytning til bandemiljøet. Københavns Politi kan ikke give et kvalificeret skøn over, hvor stor en andel af brugergruppen der har banderelationer. Antallet af tilsynsbesøg i Folkets Hus kan variere, men Københavns Politi foretager typisk 2-3 tilsyn om ugen. I lighed med tidligere statusrapporter fra april, juni og oktober 2015 (bilag 4,5,6) er det Københavns Politis overordnede opfattelse, at der har været en positiv udvikling i forhold til både brugergruppens sammensætning og adfærd, efter at Københavns Kommune og Fonden for De Åbne Rum har engageret sig i stedet.

Folkets Hus - driftsmodel fra 2017

Selvom Folkets Hus har en lang historie som selvstyrende kulturhus, er det såvel fondens som Kultur- og Fritidsforvaltningens opfattelse, at Folkets Hus ikke på nuværende tidspunkt kan vende tilbage til en drift, der udelukkende er baseret på frivillige kræfter. Hvis Folkets Hus skal fortsætte som et åbent hus med et højt antal af selvorganiserede kulturaktiviteter og en brugergruppe, der afspejler lokalområdet, er det en forudsætning, at der er ansatte medarbejdere, som kan initiere, facilitere og koordinere husets aktiviteter.

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen har i samarbejde udarbejdet tre fremtidige driftsmodeller:

Model 1 ”Færre ansatte”:
I denne model vil der være to ansatte i Folkets Hus i perioden 2017-2020. Administration, aktivitetstilskud, og forbrugsudgifter fastholdes på nuværende niveau på 350.000 kr. årligt. Derudover afsættes løn til to ansatte.
Årlig udgift i alt: 1.300.000 kr. I modellen sker en effektivisering på lønmidler (et årsværk årligt) i forhold til den aktuelle driftsmodel.

Model 2 ”lidt udvidet åbningstid og lidt færre ansatte”:
I denne model vil der være 2,5 ansatte i Folkets Hus i perioden 2017-2020. Modellen indebærer endvidere, at husets åbningstid udvides lidt i forhold til 2015. Det forventes dog ikke, at udvidelse af åbningstider i denne model kan ske på samme niveau som den forsøgsordning, der pt. er igangsat i 1. halvår af 2016, hvor husets café også er åbent på lørdage. Administration, aktivitetstilskud, og forbrugsudgifter fastholdes på nuværende niveau på 350.000 kr. årligt. Derudover afsættes løn til 2,5 ansatte.
Årlig udgift i alt: 1.537.500 kr. I modellen sker en effektivisering både på åbningstid og lønmidler, dog i mindre grad på løn end ved model 1 og i mindre grad på åbningstid end ved model 3. 

Model 3 ”Udvidede åbningstider”:
I løbet af 2015 er der sket en udvidelse af åbningstiderne i Folkets Hus, så der nu holdes åbent to timer længere om torsdagen og fem timer længere om søndagen. Denne model baseres på, at der ansættes tre medarbejdere i huset i perioden 2017-2020, og den aktuelle forsøgsordning med udvidet åbningstid om lørdagen implementeres varigt i samarbejde med husets frivillige. De ansatte kan aflaste de frivillige i forhold til driftsopgaver og sikre, at den aktuelle forsøgsordning med udvidet åbningstid kan udrulles varigt. Administration, aktivitetstilskud, og forbrugsudgifter fastholdes på nuværende niveau på 350.000 kr. årligt. Derudover afsættes løn til tre ansatte.  

Årlig udgift i alt: 1.775.000 kr. I modellen sker en effektivisering af midler, idet huset holder åbent en dag mere om ugen og med længere åbningstider generelt inden for den samme driftsramme som i 2015 og 2016. 

Alle modeller skal understøtte, at Folkets Hus via indtjening i bl.a. cafeen selv skal kunne overtage husets forbrugsudgifter ved udgangen af 2020.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har præsenteret de tre modeller for Fonden for De Åbne Rum v. advokat Knud Foldschack. Den af fonden fremsendte ansøgning svarer til model 3, dog med ønsker om yderligere tilskud til forbrugsudgifter (255.000 kr.), aktivitetsudgifter (193.000 kr.) og administration (150.000 kr.) (bilag 7).

Fonden har ønsket en bevilling for fire år for også at kunne fastholde og udvikle gruppen af ansatte.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er enig i fondens vurdering af det fortsatte behov for ansatte i Folkets Hus. Af hensyn til kontinuiteten anbefaler forvaltningen et fortsat samarbejde med fonden; alternativt kan opgaven sendes i kulturelt udbud, d.v.s. at kommunen definerer opgaverne i Folkets Hus og afsætter en økonomisk ramme for den videre drift, som interesserede aktører kan byde på.

Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler ligeledes, at samarbejdet med KulturN styrkes gennem dialogforum, og at de øvrige kulturinstitutioner i nærområdet i videst muligt omfang inddrages i konkrete samarbejder.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Statusredegørelse og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning videresendes til Økonomiudvalget. Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning et budgetnotat til forhandlingerne om budget 2017. 

 

Carsten Haurum                                 /Mads Kamp Hansen

§12 - Erklæring

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

 

Mikkel Hemmingsen      

                                        /Søren Tegen Pedersen               

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til, hvilken af de tre driftsmodeller for Folkets Hus, som der skal arbejdes videre med,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at et driftstilskud for fire år indgår i forhandlingerne om Budget 2017.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 2. juni 2016

Med hensyn til indstillingens 1. at-punkt blev der begæret afstemning om følgende forslag:

Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder et budgetnotat på renovering af Folkets Hus, herunder en indretning af husets 2. sal til studiepladser. Hensigten er, at hele huset overgår til brugerdrift.

Et mindretal (Carl Christian Ebbesen og Jens-Kristian Lütken) stemte for forslaget.

Et flertal (Trine Schaltz, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Jens Kjær Christensen, Heidi Wang, Mikkel Sarbo og Michael Gatten) stemte imod.

Forslaget blev således forkastet.

Der blev herefter begæret afstemning om et forslag om, at der udarbejdes et budgetnotat på modellerne 1, 2 og 3, samt på en ny model 1a, der tager udgangspunkt i model 1 med en udfasning, fokusering på kulturaktiviteter samt støtte fra de lokale kulturinstitutioner i området. Budgetnotatet med de fire modeller skal sendes videre til budgetforhandlingerne.

Et flertal (Trine Schaltz, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange og Jens Kjær Christensen) stemte for forslaget.

Et mindretal (Carl Christian Ebbesen, Jens-Kristian Lütken og Heidi Wang) stemte imod.

Mikkel Sarbo og Michael Gatten undlod at stemme.

Forslaget blev således godkendt og der skal dermed udarbejdes et budgetnotat med fire modeller til brug for forhandlingerne om budget 2017.

Indstillingens 2. at-punkt var godkendt i overensstemmelse hermed.

 

Heidi Wang, Jens-Kristian Lütken og Carl Christian Ebbesen ønskedes følgende tilført beslutningsprotokollen: "Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti ønsker ikke at fortsætte støtten til drift af Folkets Hus. I stedet bør Huset overgå til brugerdrift. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal huset overgå til andre formål."

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Kultur- og Fritidsudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2016

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø og F.

Imod stemte: B, V, O og C.

 

Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 ”Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti ønsker, at Folkets Hus sættes til salg med henblik på omdannelse til ungdomsboliger.”

 

Venstre og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 2. juni 2016:

"Venstre og Dansk Folkeparti ønsker ikke at fortsætte støtten til drift af Folkets Hus. I stedet bør Huset overgå til brugerdrift. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal huset overgå til andre formål."

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2016

 

Dansk Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) fra udvalgsbehandlingen:

 

”Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder et budgetnotat på renovering af Folkets Hus, herunder en indretning af husets 2. sal til studiepladser. Hensigten er, at hele huset overgår til brugerdrift.”

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2):

 

”Det Konservative Folkeparti ønsker, at Folkets Hus sættes til salg med henblik på omdannelse til ungdomsboliger.”

 

 

Det af Dansk Folkeparti genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 41 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: O og V.

Imod stemte: A, B, C, F, I og Ø.

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 35 stemmer imod 16. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: B, C, I og V.

Imod stemte: A, F, O og Ø.

 

 

Indstillingen blev godkendt med 31 stemmer imod 20. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, F og Ø.

Imod stemte: B, C, I, O og V.

 

 

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

 

"Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti ønsker ikke at fortsætte

støtten til drift af Folkets Hus. I stedet bør Huset overgå til brugerdrift. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så skal huset overgå til andre formål."

 

 

Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

 

”SF mener, at Folkets Hus er et godt projekt, som gør gavn i et udsat område af byen. Den oprindelige hensigt med stedet var, at det skulle være brugerdrevet og selvfinansierende. Dette mener SF stadig er målet, og vi har en stærk forventning om, at Folkets Hus snart indfrier dette mål.”

Til top