Mødedato: 22.05.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om målrettet information om modersmålsundervisning til borgere fra Rigsfællesskabet

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen, med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger, at vende tilbage med en sag til beslutning om, hvordan der over sommeren 2025 kan udsendes målrettet information til alle forældre i København, der er født i Grønland eller på Færøerne. Informationen skal handle om, at deres børn har ret til gratis modersmålsundervisning i grønlandsk og færøsk, og hvordan de ansøger om dette.

(Stillet at Enhedslisten og Venstre)

Motivering

Børn der enten selv er født i Grønland og på Færøerne, eller hvis forældre er født der, har ret til gratis modersmålsundervisning i København. Men anvendelsen af denne rettighed er begrænset, især blandt borgere med grønlandsk baggrund, og det bør udelukkes, at det handler om manglende kendskab til Modersmålsskolens tilbud eller manglende kendskab til, hvordan der søges om modersmålsundervisning.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har ansvaret for at udbyde modersmålsundervisningen, men forvaltningen har ikke noget overblik over, hvilke borgere i København, som er født i Grønland eller på Færøerne, da den ikke har adgang til den type af personoplysninger om borgerne. Af samme årsag kan Børne- og Ungdomsforvaltningen ikke selv udsende fx målrettede orienteringsbreve til gruppen af forældre.

Der har i indeværende skoleår været oprettet et enkelt hold på Modersmålsskolen i færøsk, men der har i mange år ikke været søgning til grønlandsk i nævneværdig grad. Børne- og Ungdomsudvalget behandlede d. 14/5 2025 et forslag om, at Modersmålsskolen skal oprette et hold i grønlandsk i skoleåret 2025/2026 uanset søgning. Uanset om dette forslag er vedtaget eller ej, bør byen gøre en ekstraordinær indsats for at sikre kendskab til tilbud i Rigsfællesskabets modersmål. Mange voksne grønlændere betragter det i dag som et alvorligt tab, at de mistede deres modersmål i den del af deres barndom og ungdom, som de tilbragte i København eller andre dele af Danmark.

 

 

Til top