Mødedato: 22.05.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om mindesmærke for ofre for opioidmisbrug

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur og Fritidsforvaltningen med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger at udarbejde en sag, der beskriver muligheden for en markering i byrummet for ofre for det voksende misbrug af opioider, som desværre er i København. Sagen skal indeholde forslag til mulige placeringer, kriterier for valg af kunstner/kunstnere til udførsel af projektet og øvrige relevante kriterier for at udskrive en konkurrence af denne art samt forslag til finansiering.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Misbruget af opioider blandt især unge er et stigende problem i København, som kan risikere at udvikle sig til en decideret epidemi, som det ses i f.eks. USA. 

Misbrug af opioider er især kritisk for unge mennesker. For opioidmisbrug er ikke præget af de samme tydelige fysiske kendetegn, som misbrug af andre euforiserende stoffer eller alkohol kendetegnes ved. Det betyder, at et opioidmisbrug kan være sværere for de pårørende at opdage i tide. Samtidig fremstår selve stoffet som receptpligtig medicin, der er fremstillet af kendte producenter, og kan som sådan virke mere harmløst.

Forslagsstillerne ønsker at skabe et sted i København, hvor pårørende kan mødes og mindes ofrene for opioidkrisen. Men også et sted, hvor forældre, skolelærere og andre pårørende og omsorgspersoner kan medbringe børn og unge og starte den svære men vigtige samtale om misbrug. Markeringen skal udformes som et kunstværk, som borgerne eventuelt kan interagere med på en endnu ikke defineret måde. Et sted, som indbyder københavnere til at mødes og mindes, og samtidig et sted, som skal fungere som en samtalestarter, der kan hjælpe forældre og andre pårørende i gang med den svære samtale om misbrug og misbrugets konsekvenser med deres børn og unge (flyttet fra at-punktet til motiveringen).

 

Til top