Mødedato: 22.05.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til børne- og ungdomsborgmesteren om brug af AULA

Forespørgsel

Børne- og ungdomsborgmesteren bedes redegøre for,

  1. hvilke retningslinjer der er for udsendelse af information fra lærere og pædagoger til forældre på AULA?
  2. om der skelnes mellem nødvendig og ikke-nødvendig information på AULA?
  3. om det er muligt at indføre en ordning, så man kan framelde sig ikke-nødvendig information på AULA?
  4. hvor ofte det forventes, at forældre tjekker AULA?
  5. hvor mange beskeder forældre i gennemsnit modtager på AULA per barn om året?
  6. baggrunden for at reglerne for fraværsregistrering er lavet om, så det nu er forældre, og ikke lærere, der skal registrere børns fravær i AULA?

(Stillet af SF)

Motivering

AULA skulle være en platform, der understøtter samarbejdet mellem skole og hjem – et værktøj til at sikre klar, relevant og nødvendig kommunikation mellem lærere, pædagoger og forældre. Men det er ikke det billede mange forældre står tilbage med i dag. Det er i stedet snarere blevet til en af næsten uendelig kilde af information, hvor det er svært at skille skidt fra kanel.

Forældre oplever i stigende grad, at det forventes, at man dagligt – og ofte flere gange dagligt – tjekker AULA for nyt. AULA er for mange blevet en digital losseplads, hvor beskeder sendes afsted uden at skelne mellem det væsentlige og det trivielle. Forældre bombarderes med notifikationer, hvor informationens betydning ofte er ude af proportioner. Som når en besked om, at barnet har været til samling, markeres som "vigtig". Det skaber et pres og en informationsmæssig støj, som mange forældre føler sig overvældet af. For hvis al information er vigtig, så er ingen information jo vigtig.

Der er behov for at få afklaret, hvordan og hvorfor det er kommet hertil. Hvordan er det blevet normalt, at informationer, der tidligere ville være udeladt eller givet mundtligt, nu blive sidestillet med vigtig information om ens barn? Og hvorfor ser vi et skred, hvor opgaver og ansvar som fx fraværsregistrering flyttes fra pædagoger og lærere over på forældre?

Mængden af beskeder på AULA stiller store krav til forældres tid, overskud og tilgængelighed. Det kalder på en diskussion af, hvilke forventninger vi rimeligt kan have til forældre, og hvor meget vi kan tillade os at tage af forældres opmærksomhed. Vi bør diskutere, hvad der er nødvendigt, hvad der er rimeligt og ikke mindst, hvad der er meningsfuldt.

Til top