Mødedato: 22.04.2004, kl. 17:30

Det Regionale Socialfondsudvalgs Regionale Plan for socialfondsindsatsen i København og Frederiksberg kommuner år 2004 - 2006

Det Regionale Socialfondsudvalgs Regionale Plan for socialfondsindsatsen i København og Frederiksberg kommuner år 2004 - 2006

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 22. april 2004

 

 

BR 169/04

Det Regionale Socialfondsudvalgs Regionale Plan for socialfondsindsatsen i København og Frederiksberg kommuner år 2004 - 2006

Det Regionale Socialfondsudvalgs Regionale Plan for socialfondsindsatsen i København og Frederiksberg kommuner år 2004 - 2006

 

 

Indstilling om, at Det Regionale Socialfondsudvalgs reviderede Regionale Plan for socialfonds­indsatsen i Københavns og Frederiksberg kommuner 2004 – 2006 godkendes.

                                                                 (Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at Det Regionale Socialfondsudvalgs reviderede Regionale Plan for socialfonds­indsatsen i Københavns og Frederiksberg Kommuner 2004 – 2006 godkendes.

 

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 3. marts 2004

Kontorchef Kaj Ove Christiansen deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev tiltrådt.

 

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

 

 

RESUME

Ifølge bekendtgørelse nr. 132 om ansvar og kompetencefordeling m.v. i forbindelse med administration af tilskud fra Den Europæiske Socialfond, § 13, stk. 4, skal den flerårige Regionale Plan for Socialfondsindsatsen revideres og godkendes årligt.

 

Hermed forelægges Det Regionale Socialfondsudvalgs revideret plan for socialfondsindsatsen 2004 – 2006 i København og Frederiksberg kommuner til godkendelse.

 

SAGSBESKRIVELSE

Socialfondens generelle formål er at yde supplerende støtte til initiativer og til bekæmpelse af forskelsbehandling, ulige muligheder af enhver art i forbindelse med arbejdsmarkedet samt til nyskabende foranstaltninger for dermed at forebygge længerevarende ledighed

 

Socialfonden yder således støtte til foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af arbejdsløshed og til udvikling af de menneskelige ressourcer og af social integrering på arbejdsmarkedet for at sikre et højt beskæftigelsesniveau. Endvidere i forbindelse med ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig udvikling samt økonomisk og social samhørighed.

 

Socialfonden støtter og supplerer den ordinære nationale og regionale indsats blandt andet i relation til den sociale arbejdsmarkedsrettede indsats i forbindelse med målsætningen om at skabe forudsætninger for et arbejdsmarked, der også har plads til dem, der har begrænsninger i arbejdsevnen eller på anden måde har svært ved at fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet.

 

Indsatsen skal koncentreres inden for de erhvervsområder, hvor der er størst mulighed for efterfølgende beskæftigelse.

 

Socialfonden har 4 prioriteter

Prioritet 1, Styrkelse af den aktive arbejdsmarkedspolitik

Det overordnede formål er at bidrage til en generel styrkelse af den aktive arbejdsmarkedspolitik, og dermed forebygge længerevarende ledighed og forbedre strukturerne på det danske arbejdsmarked. Indsatsen har fokus på arbejdsmarkedets udbudsside, men effekten af de gennemførte aktiviteter afhænger i høj grad af, at efterspørgselssiden inddrages og indtænkes i både planlægning og udførelse. Indsatsen skal derfor koncentreres indenfor de erhvervsområder, der rummer størst mulighed for efterfølgende beskæftigelse.

 

Det skal dog bemærkes, at arbejdsmarkedsprogramet "Flere i arbejde" gør det vanskeligt at gennemføre projekter under prioritet 1, da der ikke er overensstemmelse mellem den danske lovgivning o g det godkendte Programtillæg. I skrivende stund er der ingen afgørelse på hvad der skal ske med denne prioritet og de midler der er til rådighed.

 

Prioritet 2, Fremme af lige muligheder til at komme ind på arbejdsmarkedet

Målsætningen er at styrke den aktive arbejdsmarkedspolitik og udvide det effektive arbejdskraftudbud. Indsatsen skal reducere antallet af personer på passiv forsørgelse. Et hovedformål er at styrke adgangen til arbejdsmarkedet for grupper, der har risiko for langtidsledighed og social udstødelse.

 

Prioritet 3, Kompetenceudvikling

En stærk kompetencedagsorden er en afgørende forudsætning for, at initiativer til at øge arbejdskraftudbuddet også fører til den nødvendige match mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer på arbejdsmarkedet. Skal bidrage til et generelt kompetenceløft i arbejdsstyrken ved hjælp af systematiseret uddannelse og kompetenceudvikling med henblik på at styrke de ansattes kvalifikationer og fleksibilitet i forbindelse med indførelse af nye former for arbejdsorganisering- og tilrettelæggelse.

 

Prioritet 4, Udvikling af en iværksætter- og innovationskultur

I overensstemmelse med den Europæiske beskæftigelsesstrategi og de årlige retningslinier for beskæftigelsen og den dertil knyttede danske handlingsplan for beskæftigelse, samt Regeringens erhvervsstrategi skal Socialfonden bidrage til en betydelig lokal og regional forankring af den nationale iværksætterindsats. For at sikre sammenhæng og kvalitet i indsatsen er det vigtigt at det generelle fokus på lokale behov og initiativer suppleres af funktionelt samarbejde og alliancer på tværs af kommunegrænser og regioner. Samtidigt er det væsentligt, at indsatsen nyttiggør både inden- og udenlandske erfaringer på området. F.eks. kan der søges inspiration og eventuelt samarbejdspartnere i nabolandene/grænseregionerne (Øresundsregionen)

 

Den regionale indsats for Københavns og Frederiksberg kommuner

Det er et overordnet princip, at socialfondsmidlerne skal anvendes som et supplement til den nationale indsats. Det indebærer, at som hovedregel vil ledige i målgruppen, som principielt omfatter alle ledige uafhængigt af ledighedens længde, være de ledige, der ikke er omfattet af hverken AF's eller kommunernes aktiveringsforpligtelse. Der vil dog kunne ydes tilskud fra Socialfonden til supplerende foranstaltninger for forsikrede ledige, der er omfattet af AF's aktiveringstilbud. Tilsvarende vil der kunne ydes tilskud til særlige foranstaltninger for kontanthjælpsmodtagere i pligtperioden, hvis foranstaltningerne supplerer den ordinære kommunale indsats.

 

Der vil blive lagt stor vægt på, at socialfondsindsatsen udvider den nationale beskæftigelsespolitik, hvilket betyder, at der ved projektudvælgelsen vil blive lagt vægt på projekter med målgrupper, der har behov for en særlig indsats, der ikke umiddelbart kunne iværksættes under de nationale lovgivninger.

 

Målsætningen for den arbejdsmarkedspolitiske indsats i regionen er dels at medvirke til, at der iværksættes initiativer, der sikrer, at flest mulige blandt såvel de beskæftigede som de ledige til stadighed har de kvalifikationer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Dels at arbejde for udviklingen af et mere rummeligt arbejdsmarked, der gør det muligt for de marginaliserede eller marginaliseringstruede  grupper at fastholde tilknytningen, eller genskabe tilknytningen til arbejdsmarkedet.

 

Den regionale plan

Ifølge bekendtgørelse nr. 132 om ansvar og kompetencefordeling m.v. i forbindelse med administration af tilskud fra Den Europæiske Socialfond, § 13, stk. 4, skal den flerårige Regionale Plan for Socialfondsindsatsen revideres og godkendes årligt.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har tidligere godkendt den flerårige regionale plan for socialfondsindsatsen som følger:

·        14. november 2001:   Den Regionale plan 2002 – 2004

·        09. oktober 2002:       Den Regionale plan 2003 – 2005

 

Det Regionale Socialfondsudvalg har i overensstemmelse med reglerne udarbejdet vedlagte reviderede regionale plan for år 2004 – 2006 med henblik på godkendelse i Borgerrepræ­sen­tationen, Frederiksberg Kommunalbestyrelse og Det Regionale Arbejdsmarkedsråd inden fremsendelse til Arbejdsmarkedsstyrelsen.

 

Den Regionale Plan for år 2004 er bygget op på samme måde som den Regionale Plan for 2001 – 2002- 2004 og 2003 – 2005, og der er ikke de store ændringer i den Regionale Plan for år 2004. Det socialøkonomiske afsnit (side 6 til 26) er tilrettet de seneste statistiske oplysninger ligesom sammenfatningen på side 25. Afsnittet Socialfondsmidlernes anvendelse pr. 2001, 2002 og 2003 (side 26) er tilrettet og beskriver socialfondsforløbet i regionen frem til sommeren 2003.

 

I afsnittet Arbejdsmarkedsindsatsen 2003 er det anført, at der endnu ikke er taget stilling til prioriteringer for den Regionale Arbejdsmarkedsindsats i 2003. Dette afventer Arbejdsmarkedsrådet i Storkøbenhavns beslutning. Dog er de forventede arbejdsmarkedspolitiske fokusområder for år 2004 anført (side 35 og 36). Der er ingen ændringer foretaget i bilaget til den Regionale Plan.

 

Det bemærkes at der i den Regionale plan for Socialfondsindsatsen 2004 – 2006 er tilføjet 2 nye afsnit. Det ene afsnit "Ny viden om målgrupper for Socialfonden i Københavns og Frederiksberg kommuner" (side 36 – 38) og det andet nye afsnit er "Ny lovgivning med betydning for Socialfonden" (side 38 – 39).

 

Det Regionale Socialfondsudvalg har godkendt den Regionale Plan for år 2004 – 2006.

 

Arbejdsmarkedsindsatsen 2004

Socialfondsindsatsen lægger sig op af Arbejdsmarkedsrådets arbejdsmarkedsindsats.

 

Med udgangspunkt i de særlige forhold der gør sig gældende på det storkøbenhavnske arbejds marked, vil der ligesom i år 2003 være nødvendigt, at Rådet sætter politisk fokus på flere områder for både at leve op til de overordnede mål for arbejdsmarkedsindsatsen, som er fastlagt af Landsarbejdsrådet, og for at imødegå de udfordringer, som findes og kan forudses på det storkøbenhavnske arbejdsmarked.

 

Arbejdsmarkedsrådet ønsker i 2004 en styrket indsats for at forhindre, at ledige bliver ledige i længere tid og især for at forhindre marginalisering af de ledige, der befinder sig sidst i ledighedsperioden og derfor er i risiko for at miste dagpengeretten.

 

Arbejdsmarkedsrådet opgave er at medvirke til at sikre balance på det storkøbenhavnske arbejdsmarked. Det indebærer, at Rådet skal tilrettelægge en politik med henblik på at sikre, at virksomhederne – på kort og lang sigt – får den arbejdskraft, de har brug for og som samtidig tilstræber at forebygge langtidsledighed.

 

Arbejdsmarkedsrådet har derfor i år 2004 sat fokus på :

·        Integration af nydanskere

·        Virksomhedsindsatsen

·        Styrkelse af Social- og Sundhedsområdet

·        Akademikerindsatsen

·        Indsatsen for ledige sidst i ledighedsperioden

 

For så vidt angår de ikke forsikrede ledige vil Københavns og Frederiksberg kommuner også lægge vægt på, at indsatsen skal være et supplement til den Arbejdsmarkedspolitiske indsats som varetages af de 2 kommuner.

 

Socialfonden skal relateres og tydeliggøres i forhold til indsatsen for kontanthjælpsmodtagere og andre borgere som kommunerne skal yde en indsats, herunder supplere den samarbejdsaftale som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i København har indgået med DA-Region Hovedstadsområdet, LO-København, FTF og AF-Storkøbenhavn.

 

Ved prioritering af projekter for ikke forsikrede ledige vil  der blive lagt vægt på:

·        Indsatser der øger selvforsørgelsesgraden for de ikke forsikrede ledige

·        Initiativer der fremmer arbejdsmarkedsintegration af ledige med anden etnisk baggrund end dansk

·        Indsats der er tilpasset brugerens behov, det vil sige med et virksomhedsrettet perspektiv, der bidrager til at brugeren kan se målet med indsatsen

·        Indsats der satser på brug af nye redskaber i samarbejdet med virksomhederne, såsom kontaktpersoner og mentorordninger

·        Projekter der udspringer af netværksstrategier og sociale partnerskaber, hvad enten disse er på regionalt niveau, brancheniveau eller lokalt niveau – dog skal indsatsen være til rådighed for alle ledige i Københavns og Frederiksberg kommuner.

 

MILJØVURDERING

Det vurderes ikke at den reviderede plan har væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Det er et overordnet princip, at socialfondsmidlerne skal anvendes som et supplement til den nationale indsats. Der skal være tale om en supplerende aktivitet ved siden af/i tilknytning til den ordinære indsats (komplementær) samt et ekstra finansielt bidrag.

 

Socialfondensstøtten udgør generelt max. 50% af de samlede omkostninger på et projekt, efter fradrag af eventuelle indtægter, og kan aldrig overstige projekt ets driftsomkostninger. Den offentlige medfinansiering forudsættes tilvejebragt  inden for allerede eksisterende ordninger, fx dagpenge eller kontanthjælpsydelser til ledige, godtgørelse til ansatte, tilskud fra arbejds­markedsrådene, kommunale tilskud m.fl. Der kan herudover være tale om privat medfinansiering.

 

Det er hensigten at søge  socialfondsmidler i det omfang, disse kan anvendes inden for kommunens (sektorplanen for arbejdsmarkedsområdets) målsætninger. Københavns Kommunes medfinansiering i de respektive budgetår i planperioden vil ske indenfor den til enhver tid gældende relevante budgetramme.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Det bemærkes, at med ikrafttrædelse af Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats er det jf. Bekendtgørelse nr. 578 om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats § 4, stk. 1, gældende at:

 

·        "Arbejdsformidlingen, kommunalbestyrelsen og amtsrådet skal ved inddragelse af andre aktører i varetagelse af opgaverne efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats udbyde opgaverne i overensstemmelse med de gældende regler for udbudsforretninger. Arbejdsformidlingen, kommunalbestyrelsen og amtsrådet kan tillige indgå aftale om varetagelse af opgaverne ved samarbejdsaftaler uden betaling, jf. dog stk. 2".

 

Det betyder, at Københavns Kommune kun kan samarbejde med en anden aktør (fx selvejende institution, erhvervsdrivende fond, privat virksomhed), der modtager støtte fra Socialfondens Mål 3 til beskæftigelsesaktiviteter:

·        Såfremt beskæftigelsesaktiviteterne er gratis for Københavns Kommune at anvende,

eller at

·      aktøren er godkendt via udbudsrunde iværksat af AF eller via den udbudsrunde Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede iværksat den 14. januar 2004 med udbud af for- og revalidering, særlig beskæftigelsesfremmende indsats og beskyttet beskæftigelse.

 

HØRING

Planen forelægges tillige for Det Regionale Arbejdsmarkedsråd for Storkøbenhavn og Frederiksberg Kommunes kommunalbestyrelse til godkendelse.

 

BILAG

·        Udkast til den reviderede Regionale Plan for regionen for år 2004 - 2006.

 

Grethe Munk      /

                                                                 Torben Brøgger

 


Til top