Mødedato: 22.04.2004, kl. 17:30

Valg til ældrerådene

Valg til ældrerådene

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 22. april 2004

 

 

BR 172/04

Valg til ældrerådene

Valg til ældrerådene

 

 

Indstilling om, at der afholdes valg til de 15 ældreråd tirsdag den 2. november 2004, at vedlagte standardvedtægt for ældrerådene tiltrædes, at der udbetales diæter til klagerådsmedlemmerne, samt at der gives en kapitalbevilling på 2.350.000 kr. til afholdelse af valget.

Der anvises kassemæssig dækning for udgifterne på 2.350.000 kr. på Økonomiudvalgets konto for uforudsete udgifter, 6.51.3.

                                                                 (Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der afholdes valg til de 15 ældreråd tirsdag den 2. november 2004

at vedlagte standardvedtægt for ældrerådene tiltrædes

at der udbetales diæter til klagerådsmedlemmerne, og

at der gives en kapitalbevilling på 2.350.000 kr. til afholdelse af valget

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 4. marts 2004

Carl Chr. Ebbesen (O) og Lise Helweg (V) ønskede følgende ført til protokol:

Dansk Folkeparti og Venstre godkender indstillingen, men havde ønsket at ældrerådene var sikret høringsret i forhold til HUR og HS.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget tiltrådte indstillingen.

 

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført, idet der anvises kassemæssig dækning for udgifterne på 2.350.000 kr. på Økonomiudvalgets konto for uforudsete udgifter, 6.51.3."

 

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. marts 2004

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

De 15 københavnske ældreråd har med udgangen af 2004 siddet i en 4-års periode, og der skal derfor, efter § 31, stk. 2 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, afholdes valg i efteråret 2004.

 

Problemstillingerne omkring valget har ved en række forskellige lejligheder været drøftet ikke alene i Ældrerådenes Fællesudvalg, der består af de 15 ældrerådsformænd, men også i de enkelte ældreråd. Der er herudover nedsat et valgudvalg med medlemmer fra en række forskellige ældreråd, der har til opgave at forestå den nærmere tilrettelæggelse af valget.

 

Valget gennemføres ved udsendelse af brevstemmemateriale til de ca. 80.000, der er fyldt 60 år på valgdagen.

 

Der er 4 afstemningsmuligheder:

·        Den tilsendte brevstemme kan udfyldes og indsendes til Folkeregistret

·        Der er herudover mulighed for at møde op på ét afstemningssted i hver bydel på valgdagen for at afgive stemme, enten elektronisk, eller på sædvanlig måde ved  udfyldelse af  en stemmeseddel

·        Der kan stemmes via internettet

·    & nbsp;   Der kan stemmes via telefonen

 

Udgiften til ældrerådsvalget, kr. 2.350.000, afholdes af Økonomiudvalgets konto for uforudsete udgifter (6.51.3).

 

SAGSBESKRIVELSE

Ældrerådene

Der er et ældreråd i hver af Københavns 15 bydele.

 

Ældrerådet har 7 medlemmer og et antal stedfortrædere, dog ikke alle steder et antal svarende til antal medlemmer, som forudsat i § 31, stk. 1 i lov om social service.

 

Det enkelte ældreråd afholder i almindelighed ét møde om måneden til drøftelse af høringssager m.v.

 

Herudover har mange ældreråd fast ugentlig kontortid for henvendelser fra borgerne i området, ligesom de står for et antal årlige arrangementer for områdets ældre.

 

De 15 ældrerådsformænd udgør Ældrerådenes Fællesudvalg, der holder månedlige møder, bl.a. for at tage stilling til de udsendte høringer, med henblik på afgivelse af en fællesudtalelse.

 

Kompetencen er dog efter loven hos det enkelte ældreråd.

 

Herudover arrangerer fællesudvalget et antal kurser, temadage m.v. for alle ældrerådsmedlemmer.

 

Klagerådet.

Der har i perioden været ét Klageråd for hele kommunen.

 

Rådet har 6 medlemmer. Borgerrepræsentationen udpeger 2, De Samvirkende Invalideorganisationer udpeger 1, og Ældrerådene  3, heriblandt formanden.

 

Rådets opgaver er at drøfte, vurdere og videreformidle klager over bl.a. hjemmehjælp.

 

Rådet har således ingen beslutningskompetence.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget har tidligere besluttet at rette henvendelse til Socialministeriet om gennemførelse af en ordning, hvorefter et antal politikere på skift kunne indgå i klagerådsarbejdet.

 

Baggrunden var bl.a., at belastningen for det enkelte klagerådsmedlem derved ville blive mindre, dels at repræsentanter fra et større antal bydele kunne indgå i arbejdet.

 

Beslutningen hang sammen med et ønske fra ældrerådene om oprettelse af flere  Klageråd.

 

Socialministeriet har imidlertid ikke kunnet godkende den skitserede ordning.

 

Antallet af klagesager i 2003 var  89, hvilket er mindre end de foregående år, og der er derfor ikke planer om at foreslå oprettet flere Klageråd.

 

Det indstilles, at der ydes de tre ældrerådsmedlemmer diæter efter de almindelige regler, således som det er tilfældet i den nuværende valgperiode.

 

Tilrettelæggelse  og gennemførelse af valget

 

Ældrerådenes Valgudvalg har forestået tilrettelæggelsen af valget i tæt samarbejde med Ældrerådenes Fællesudvalg.

 

Valget foreslås gennemført på følgende måde:

 

·        Valget afholdes tirsdag den 2. november 2004 i tiden kl. 10:00-18:00

·        Ældrerådenes Fællesudvalg og formanden for Ældrerådenes Valgudvalg er valgbestyrelse

·        Det enkelte Ældreråd er valgstyrelse for bydelen

·        Der vælges et ældreråd i hver bydel, 15 i alt

·        Hvert ældreråd har 7 medlemmer og 7 stedfortrædere

·        Valgperioden er 4 år

·        Personer, der modtager førtidpen sion, og som ikke er fyldt 60 år, foreslås heller ikke i fremtiden at have valgret og være valgbare til ældrerådet

·        Den opstillede skal have mindst 5 og højest 10 stillere

·        Kandidaterne skal stå opført alfabetisk på stemmesedlerne, først efternavn, derefter fornavn

·        Der kan, som tidligere, stemmes på op til 3 kandidater

·        Der etableres ét afstemningssted i hver bydel

·        Vælgeren kan stemme hjemme ved udfyldelse af den tilsendte stemmeseddel, eller den pågældende kan møde op på afstemningsstedet medbringende det tilsendte valgkort

·        Der kan ligeledes stemmes via internettet og via telefon, jfr. nærmere herom nedenfor

·        Der vil blive taget forskellige initiativer for at sikre, at de ældre med anden etnisk baggrund end dansk får kendskab til valget

 

Vedtægt for Ældrerådene.

Vedlagte vedtægt foreslås tiltrådt (Bilag 1).

 

Der er foretaget enkelte ændringer i den eksisterende vedtægt. Disse ændringer er vist med kursiv.

 

Blandt ændringerne skal særligt fremhæves, at der er indføjet en bestemmelse om indkaldelse af stedfortrædere, ligesom det er fundet hensigtsmæssigt at tage en bestemmelse med om konstituering efter udløbet af den første 2-års periode.

 

Til sidstnævnte kan bemærkes, at en del ældreråd har konstituering på dagsordenen ved møder umiddelbart før eller efter hvert årsskifte.

 

Arrangement i Rådhushallen

 

Valget "åbnes" med et stort arrangement i Rådhushallen onsdag den 25. august 2004, hvor der vil være talere, underholdning m.v.

 

Samme dag vil der i alle lokalaviser m.v. være indrykket annoncer om opstillingen til valget

 

Ældrerådene vil herudover ved lokale arrangementer, debatter i lokalaviserne m.v. gøre opmærksom på det forestående valg.

 

Elektronisk afstemning

 

Ældrerådene fulgte opmærksomt i foråret 2003 valget til Frederiksberg Ældreråd, der foregik elektronisk, efter en model udviklet af KommuneData.

 

Denne model er videreudviklet, så den vil kunne anvendes ved valget til de københavnske ældreråd.

 

Der har været – og er – i hele processen et tæt samarbejde ikke alene med KommuneData, men også med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Folkeregistret.

 

Det er således aftalt med Folkeregistret, at man dér modtager alle stemmesedlerne til  afkrydsning på den elektroniske valgliste.

 

Stemmesedlerne bringes om morgenen på valgdagen fra Folkeregistret til det enkelte valgsted.

 

Vælgeren kan afgive sin stemme elektronisk via internettet fra den 14. oktober 2004.

 

Fortryder stemmeafgiveren en sådan afgiven stemme kan den pågældende møde op på valgdagen og meddele dette, hvorefter der kan afgives stemme på hidtidig måde.

 

Der vil på valgstederne være opstillet en almindelig stemmeboks samt en til elektronisk afstemning.

 

Det vil være uddannet personale, der på det enkelte valgsted foretager afkrydsningen af vælgerne på den elektroniske valgliste.

 

Der vil tillige være muligheder for at stemme pr. telefon, ligeledes fra den 14. oktober 2004.

 

Også en sådan afgiven stemme kan fortrydes, således at stemmeafgiveren kan møde op på valgdagen og stemme på hidtidig måde.

 

Der vil på Københavns Kommunes hjemmeside være billeder af alle de opstillede kandidater med en kort begrundelse for opstillingen

 

 

 

 

ØKONOMI

Udgifterne til valget kan anslås til 2.350.000  kr., hvoraf 505.000 kr. vedrører adgangen til at stemme elektronisk og via telefonen.

 

Beløbet dækker udsendelse af breve med stemmesedler m.v. ti l ca. 80.000 vælgere, annoncer, arrangement i Rådhushallen, diverse arrangementer i bydelene samt til den elektroniske afstemning m.v.

 

Det kan oplyses, at der til ældrerådsvalget i 2000 blev givet en bevilling på 2.300.000 kr.

 

Udgiften afholdes af Økonomiudvalgets konto for uforudsete udgifter, 6.51.3.

 

 

HØRING

Der er foretaget høring af de 15 ældreråd, ÆldreSagen, Pensionisternes samvirke, Ældremobiliseringen og De Samvirkende Invalideorganisationer.

 

Det udsendte udkast til indstilling blev drøftet på mødet i Ældrerådenes Fællesudvalg den 20. januar 2004.

 

Der var tilslutning til den foreslåede afvikling af valget m.v.

 

På et spørgsmål fra Brønshøj-Husum Ældreråd om sikkerheden i forbindelse med elektronisk afstemning blev det oplyst, at det elektroniske valg til Frederiksberg Ældreråd den 6. marts 2003 forløb sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Vi vil sikre, at dette også sker ved valget i København den 2. november 2004.

 

 

Pensionisternes Samvirke har i brev af 19. januar 2004 ingen kommentarer til det fremsendte materiale og fremhæver, at man finder det positivt, at man også kan stemme elektronisk til valget

 

Heller ikke Ældremobiliseringen har  - som anført i brev af 20. januar 2004 - bemærkninger til materialet, men fremfører, at det i valgmaterialet til sin tid bør fremgå, at den elektroniske afstemning kan foregår "fra såvel egne computere som fra de computere, der er opstillet på kommunens biblioteker samt i fx Ældremobiliseringens datastuer".

 

Det kan oplyses, at det nævnte vil indgå i valgmaterialet.

 

ÆldreSagen har i brev af 18. januar 2004 bl.a. anført, at man ikke har bemærkninger til valgproceduren.

 

Det foreslås, at der udover selve at punktet om diæter til de ældrerådsmedlemmer, der er medlemmer af Klagerådet, anføres en bemærkning herom i selve indstillingen, hvilket nu er indføjet.

 

ÆldreSagen anfører, at man gerne havde "set, om de enkelte ældreråd selv kunne vælge deres repræsentant til Fællesudvalget…"

 

Hertil bemærkes, at det er formanden for det enkelte ældreråd, der leder og koordinerer arbejdet i det enkelte råd, og at det, for at skabe en meget ønskelig sammenhæng mellem det lokale og det centrale ældrerådsarbejde, anses for en nødvendighed, at det er formændene, der er medlemmer.

 

Næstformændene deltager jævnligt i Fællesudvalgets møder, ikke alene som stedfortrædere for de enkelte formænd, men tillige ved såkaldte udvidede fællesudvalgsmøder, hvor kredsen er såvel formænd som næstformænd.

 

Det kan tilføjes, at orienteringsmateriale m.v. sendes til såvel formænd  som næstformænd for at øge informationsniveauet og yderligere medvirke til den lokale koordinering.

 

Det foreslås endvidere af ÆldreSagen, at der holdes "et årligt møde for alle ældrerådsmedlemmer hvor man drøftede organisation m.m.-  en art "generalforsamling" ".

 

Hertil bemærkes, at der i november/december hvert år afholdes et møde for alle ældrerådsmedlemmer, hvor emnet er arbejdet i Klagerådet samt ældrerådsarbejdet i det forløbne år, hvorunder formanden for Fællesudvalget aflægger beretning.

 

Der er ved dette møde anledning til at drøfte alle ældrerådsemner, og en række forskellige emner bliver taget op hvert år.

 

Endelig anfører ÆldreSagen om det udvalgsarbejde, der foregår: "Vi hører f.eks. ofte medlemmer, der er utilfredse med formen omkring udvalgenes arbejde".

 

Ældrerådene har nedsat en række udvalg med repræsentanter fra alle 15 ældreråd til at behandle bl.a. de høringer, der bliver tilsendt ældrerådene.

 

Der er generelt meget stor tilfredshed med det arbejde, der foregår, dels fordi arbejdet foregår på tværs af bydelene, dels fordi det medfører en langt større koordinering af høringssvarene og dermed enighed blandt ældrerådene.

 

Det kan tilføjes, at alle høringer sendes ud direkte til det enkelte ældrerådsmedlem, at den anvendte arbejdsform er godkendt af Fællesudvalget efter høring af ældrerådene, og at det enkelte ældreråd ikke er bundet af en fælles udtalelse om en høring.

 

De Samvirkende Invalideorganisationer har via mail svaret, at man ikke har bemærkninger til, at valget gennemføres som foreslået.

 

 

 

BILAG

Bilag 1: Standardvedtægt for Ældreråd.

Bilag 2: Modtagne høringssvar fra:

·        ÆldreSagen

·        Pensionisternes Samvirke

·        ÆldreMobiliseringen og

·        De Samvirkende Invalideorganisationer

 

 

                                                                

Jesper Fisker                                                                                                                                                                                  /Lars Markersen

 


Til top