Udpegning af medlemmer til valgbestyrelsen, valgstyrelser og tilforordnede vælgere for valgperioden 2026-2029
Borgerrepræsentationen skal udpege 5 medlemmer til valgbestyrelsen samt udpege medlemmer af valgstyrelserne og tilforordnede vælgere.
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller overfor Borgerrepræsentationen,
- at Borgerrepræsentationen godkender, at valgbestyrelsen for valgperioden 2026-2029 består af 5 medlemmer,
- at Borgerrepræsentationen godkender, at valgbestyrelsen for henholdsvis kommunalvalg- og regionsrådsvalg, folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg og folkeafstemninger består af de samme medlemmer,
- at Borgerrepræsentationen vælger 4 medlemmer til valgbestyrelsen (udover kultur-, fritids- og borgerserviceborgmesteren, der er født forperson for valgbestyrelsen), samt vælger en næstforperson blandt de 4 valgte medlemmer,
- at Borgerrepræsentationen vælger 1 stedfortræder for hvert af de 5 medlemmer i valgbestyrelsen,
- at Borgerrepræsentationen vælger 5 valgstyrere til hver af de 58 valgstyrelser (i alt 290 valgstyrere) samt vælger en forperson for hver valgstyrelse blandt de 5 valgstyrere blandt Borgerrepræsentationens partier,
- at Borgerrepræsentationen bemyndiger Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen til at vælge et antal tilforordnede vælgere til at medvirke ved afvikling af valget på de enkelte afstemningssteder og ved brevafstemning i private hjem og på plejehjem mv.,
- at Borgerrepræsentationen godkender, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen bemyndiges til at udpege valgstyrere og tilforordnede vælgere blandt vælgere, som ikke er medlem af et parti,
- at Borgerrepræsentationen godkender, at 1 af de 2 stemmemodtagere ved brevafstemning i eget hjem udpeges blandt personale i kommunen,
- at Borgerrepræsentationen undtager vælgere i visse boformer og opholdssteder fra krav om brevstemmeafgivning i botilbud. Vælgerne skal i stedet tilbydes at brevstemme i eget hjem og oplyses om muligheden for at stemme på valgdagen.
- at Borgerrepræsentationen bemyndiger Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen til at varetage de opgaver relateret til valg, som i praksis udføres af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen som beskrevet under ”Løsning”.
(Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen)
Problemstilling
Borgerrepræsentationen skal i overensstemmelse med valglovgivningen nedsætte en valgbestyrelse og vælge medlemmer hertil. Derudover skal der vælges valgstyrere til valgstyrelserne ved de 58 afstemningssteder i Københavns Kommune samt tilforordnede vælgere, der skal medvirke til at afvikle valg på de enkelte afstemningssteder og som brevstemmemodtagere.
Løsning
Valgbestyrelse
Valgbestyrelsens ansvarsområder følger af valglovgivningen, og den praktiske udførsel af opgaverne varetages af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen på vegne af valgbestyrelsen.
Valgbestyrelsen for folketingsvalg, folkeafstemninger og Europa-Parlamentsvalg skal bestå af 5 medlemmer, mens valgbestyrelsen for kommunal - og regionsrådsvalg skal bestå af mindst 5 og højst 7 medlemmer. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen foreslår, at antallet af medlemmer til alle valgbestyrelser som ved tidligere valg fastsættes til 5 og består af de samme medlemmer for hele valgperioden 2026-29.
Kultur-, fritids- og borgerserviceborgmesteren er født forperson for valgbestyrelsen. Borgerrepræsentationen skal således vælge 4 medlemmer ved forholdstalsvalg blandt sine medlemmer heriblandt en næstforperson.
Valgstyrere
Borgerrepræsentationen skal ligeledes vælge valgstyrere til de 58 valgstyrelser. Efter valglovene skal hver enkelt valgstyrelse bestå af mindst 5 og højst 9 medlemmer. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen foreslår, at antallet af valgstyrere i den enkelte valgstyrelse som ved tidligere valg fastsættes til 5 og består af de samme medlemmer for hele valgperioden 2026-29. Praksis har været, og foreslås til fortsat at være, at gruppeforpersonskredsen foretager fordelingen af partiernes valgstyrerpladser, herunder valgstyrerforpersonerne, på de enkelte valgsteder.
Borgerrepræsentationen skal således vælge i alt 290 valgstyrere ved forholdstalsvalg blandt kommunens vælgere. Det er et stort antal og partierne har ved tidligere valg haft svært ved at besætte alle pladserne. Derfor foreslår forvaltningen, at Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen bemyndiges til at modtage nye navne på valgstyrere i valgperioden, hvis det nødvendige antal endnu ikke er valgt, når et valg skal afholdes, eller en allerede valgt valgstyrer udtræder af hvervet.
Valglovgivningen giver mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at udpegning sker helt eller delvist på anden vis, så vælgere, der ikke er medlem af et parti, kan varetage opgaven som medlem af valgstyrelsen, og ved at kommunen kan rekruttere til denne opgave fx gennem opslag på hjemmeside eller gennem samarbejde med uddannelsesinstitutioner og foreningsliv. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationen bemyndiger Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen til, at benytte denne fremgangsmåde benyttes, så det ikke udelukkende er partierne, der skal stille med medlemmer til valgstyrelserne.
Tilforordnede vælgere
Borgerrepræsentationen skal herudover vælge tilforordnede vælgere efter forholdstalsvalg blandt kommunens vælgere. Fordelingen af tilforordnede vælgere afspejler Borgerrepræsentationens sammensætning ved konstitueringen. Senere ændringer i sammensætningen har ikke betydning for fordelingen af tilforordnede vælgere. Der er til alle valg brug for et meget stort antal tilforordnede vælgere.
Da afviklingen af valg i Københavns Kommune er en stor og voksende opgave, vil der ved nogle valg som supplement blive rekrutteret tilforordnede, der fungerer som aftentællere.
Erfaringsmæssigt er det vanskeligt for de politiske partier at stille med det nødvendige antal tilforordnede. Interesserede vælgere og kommunalt ansatte vil derfor blive udpeget i det omfang, de politiske partier ikke kan indstille det nødvendige antal.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen foreslår derfor, at Kultur, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen bemyndiges til at modtage navne på tilforordnede vælgere i valgperioden, hvis det nødvendige antal endnu ikke er indstillet, når et valg skal afholdes, eller en allerede indstillet tilforordnet vælger udtræder.
Valglovgivningen giver mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at udpegning sker helt eller delvist på anden vis, så vælgere, der ikke er medlem af et parti, kan varetage opgaven som tilforordnet vælger, og ved at kommunen kan rekruttere til denne opgave fx gennem opslag på hjemmeside eller gennem samarbejde med uddannelsesinstitutioner og foreningsliv. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller, at Borgerrepræsentationen bemyndiger Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen til, at benytte denne fremgangsmåde, så det ikke udelukkende er partierne, der skal stille med tilforordnede vælgere.
Ved indhentelse af brevstemmer i private hjem og på plejehjem mv. er det som udgangspunkt to stemmemodtagere, som er udpeget blandt de tilforordnede vælgere, som modtager brevstemmerne. Efter valglovene kan Borgerrepræsentationen imidlertid bestemme, at én af disse to stemmemodtagere udpeges blandt personale ansat i kommunen.
Erfaringsmæssigt er vanskeligt for de politiske partier at indstille det nødvendige antal tilforordnede vælgere, som kan afse tid til at være brevstemmemodtagere. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen foreslår derfor, at Borgerrepræsentationen beslutter, at én af de to stemmemodtagere ved brevafstemning i private hjem og på plejehjem mv. udpeges blandt personale ansat i kommunen.
Brevstemmeafgivning
Reglerne om, at brevstemmeafgivning skal finde sted på sygehus, i botilbud og i eget hjem for vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan stemme på valgdagen, fremgår af Folketingsvalgloven § 54 og Den kommunale og regionale valglov § 60.
Folketingsvalglovens § 54, stk. 3, stk. 4 og stk. 6 og Den kommunale- og regionale valglovs § 60, stk. 3, stk. 4 og stk. 6 giver kommunalbestyrelsen mulighed for at undtage vælgere i visse boformer, opholdssteder og øvrige ældreboliger mv. for brevstemmeafgivning i botilbuddet.
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller til kommunalbestyrelsen, at disse vælgere henvises til at brevstemme efter reglerne om brevstemmeafgivning i eget hjem eller til at stemme på valgdagen.
Det drejer sig om følgende boformer og boliger:
- Boformer tilvejebragt efter reglerne i lov om social service til midlertidigt eller længerevarende ophold for voksne, der på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor, og boformer for voksne, der drives efter nævnte lovs forsøgsbestemmelser. Opholdssteder uden for de pågældendes bolig, hvor kommunen efter reglerne i lov om social service og ældreloven giver tilbud om personlig hjælp, omsorg og pleje m.v. til personer, som på grund af midlertidig eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov herfor.
- Øvrige almene ældreboliger, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., øvrige ældreboliger, der er omfattet af lov om boliger for ældre og personer med handicap, samt lette kollektivboliger og boliger og hjem for gamle, syge og svagelige, der er omfattet af de i medfør af lov om boligbyggeri og lov om almene boliger m.v. fastsatte forskrifter herom.
Opgaver som i praksis udføres af Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen varetager opgaver relateret til valg på vegne af Borgerrepræsentationen. Opgaverne vedrører udarbejdelse af valglister, anvendelse af digitale valglister, håndtering af valgkort, tilrettelæggelse af brevafstemmeafgivning, tilrettelæggelse af afstemning på valgdagen og fintælling.
Disse opgaver er beskrevet i Folketingsvalgloven og Den kommunale- og regionale valglov og vedrører den praktiske udførsel af det pågældende valg.
Politisk Handlerum
Det fremgår af folketingsvalglovens § 27, at ingen, der er opstillet som kandidat til folketinget i storkredsen, kan vælges som medlem eller stedfortræder til valgbestyrelsen i forbindelse med valgbestyrelsens opgaver op til og under et folketingsvalg. I dette tilfælde indtræder stedfortræderen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Gruppeforpersonskredsen udarbejder fordelingen af valgstyrerpladser for deres partier ud fra deres fordeling i Borgerrepræsentationen. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen udarbejder fordelingen af pladser som tilforordnede vælgere ud fra partiernes repræsentation i Borgerrepræsentationen. Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen modtager navne på valgstyrere og tilforordnede fra partierne.
Mikkel Boje /
Anette Lund Hansen