Medlemsforslag om justering af krav om almene boliger på Lynetteholm for at sikre metrofinansiering
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger økonomiforvaltningen i samarbejde med relevante forvaltninger at undersøge muligheden for at kravet om 25 pct. almene boliger skal nedbringes til en procentsats, der muliggør den ekstra finansiering, der er nødvendig for at betale for nedgravningen af metroen mellem Prags Boulevard Øst (Kløverparken) og Lynetteholmen N.
(Stillet af Liberal Alliance)
Motivering
Liberal Alliance ønsker med dette forslag at sikre en ansvarlig og fremtidssikret finansiering af metrostrækningen mellem Prags Boulevard Øst og Lynetteholm N – og samtidig styrke forudsætningerne for en moderne, attraktiv og bæredygtig byudvikling.
Vi foreslår, at kravet om 25 pct. almene boliger på Lynetteholm justeres til en lavere procentsats, der muliggør den nødvendige medfinansiering af metroens nedgravning, uden at det påvirker kommunens økonomiske råderum eller anlægsmåltal. At nedsætte procentsatsen for byggeriet af almene boliger – vil give mulighed for højere provenu fra grundsalg og dermed skabe den nødvendige finansiering til metroen, uden at det går ud over andre vigtige velfærdsområder og uden at ødelægge byens infrastruktur og byrum.
Vi i Liberal Alliance mener, at flere boliger, mere metro og færre kunstige markedsbegrænsninger er vejen frem, så København kan få den infrastruktur, byen har brug for, uden at det belaster borgernes skattekroner eller byrummet unødigt.