Medlemsforslag om lige adgang til svømmefaciliteter
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke at vente til 1. januar 2026, men hurtigst muligt at indføre, at kvinder og mænd, der ikke deltager i svømmehold og –undervisning, har lige adgang til faciliteter, som ikke anvendes til hold eller undervisning.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Finn Rudaizky (løsgænger))
Motivering
’Bekendtgørelse om initiativer til fremme af ligestilling af kvinder og mænd’ er blevet ændret, så den alene kan bruges til at etablere svømmehold og -undervisning for et køn, mens det ikke længere vil være muligt at afskære det modsatte køn fra de tilhørende faciliteter efter ligestillingslovens almindelige forbud mod forskelsbehandling på grund af køn. Ifølge bekendtgørelsen skal allerede iværksatte initiativer ophøre senest den 31. december 2025.Forslagsstillerne ser kønsopdelt svømning, hvor det modsatte køn ikke har adgang til at deltage eller overvære selve svømmeundervisningen eller aktiviteterne som en hindring for integrationen. Det er en måde hvorpå især pigerne fastholdes i et mellemøstligt tanke- og værdisæt som er meget langt fra det danske.
Vores foreningsliv skal være en vej til at blive en del af det danske samfund og ikke være et redskab til at fastholde pigerne i et mellemøstligt syn på kvinder og ligestilling. Forslagsstillerne er i meget høj grad enige med ligestillingsminister Magnus Heunickes argumentation om at gøre op med muligheden for at afskære det modsatte køn fra de tilhørende faciliteter ved kønsopdelt svømmeundervisning. Ligestillingsministeren har udtalt: ”Det handler også om integration. Ligestilling er så central en værdi i Danmark, og du kan ikke blive integreret i Danmark, hvis ikke du også omfavner og forstår ligestillingen”.
Med en så klar argumentation fra den ansvarlige minister finder forslagsstillerne ingen grund til stædigt at fastholde muligheden for at afskære adgangen for det modsatte køn i svømmehallen indtil året udgang.