Mødedato: 21.08.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Modtagelse af gave - bro over havnen ved Bryghusgrunden

Se alle bilag
Modtagelse af gave til opførelse af ny cykel- og gangbro over havnen ved bryghusgrunden på placeringen for den gamle Langebro.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,  

1.       at det foreløbigt godkendes, at Københavns Kommune accepterer at modtage en gave fra Realdania i form af en cykel- og gangbro over havnen ved Bryghusgrunden, som beskrevet nedenfor, samt
2.      at vedlagte udkast til partnerskabsaftale mellem Københavns Kommune og Realdania godkendes.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Realdania ønsker at opføre en ny oplukkelig cykel- og gangbro over Københavns Havn. Broen skal forbinde Christians Brygge, hvor Vester Voldgade munder ud, og Christianshavnssiden ved Langebrogade. Broen vil aflaste cykelstierne på Langebro og give cyklister og gående et godt alternativ til Langebro. En principskitse af broens udformning og placering fremgår af bilag 1.

Københavns Kommune har en overordnet strategi om at sikre en hel havnepromenade rundt langs Inderhavnen til gavn og glæde for københavnerne. Langebro er i dag en af de vigtigste og mest brugte broer over havnen for biler og cyklister. Broens kapacitet er derfor i spidsbelastningsperioderne fuldt udnyttet.

I kommuneplanen er der som en del af Det Grønne Cykelrutenet indtegnet en cykelforbindelse på tværs af havnen umiddelbart syd for Langebro. På nordsiden af Langebro har den ombyggede Vester Voldgade introduceret en ny rekreativ alternativ rute til H.C. Andersens Boulevard for både cykler og gående, pendlere såvel som rekreative brugere. En ny cykel- og gangbro placeret nord for Langebro erstatter linieføringen syd for Langebro og vil således ikke bare blive en del af Det Grønne Cykelrutenet og ”havneruten”, men også give mulighed for en ny rekreativ grøn og historisk forbindelse, der strækker sig fra Ørstedparken via Vester Voldgade til Christianshavns Voldanlæg og hele vejen ud til Holmen. 

Der er pt. ikke indgået nogen aftale mellem Københavns Kommune og Realdania om broforbindelsen, men kommunen har på embedsniveau i samarbejde med Realdania arbejdet på at afdække rammerne for en mulig broforbindelse over havnen, som grundlag for en politisk beslutning. Hertil er der udarbejdet forslag til partnerskabsaftale, der specificerer den videre proces.


Løsning

Der er to mulige modeller for gavemodtagelsen. Valget af model træffes i forbindelse med overdragelsesaftalen, der er en seperat aftale, som beskrevet i partnerskabsaftalen.

Model A:
Realdania styrer projektet gennem hele processen og overdrager et nøglefærdigt byggeri til Københavns Kommune.

Model B:
Realdania afholder projektkonkurrencen og overdrager på et passende tidspunkt i det efterfølgende forløb, det vindende projektet og det fulde beløb inklusive fondsmoms (fradrag på 17,5 % i kommunens momsrefusion eller ca. 21,21% i tillæg til gavebeløbet) til Københavns Kommune, der som bygherre får ansvaret for udførelsen, det endelige ejerskab samt driftsansvar for broen.

Arkitektkonkurrencen planlægges allerede i efteråret 2014. Prækvalifikationen til konkurrencen forventes annonceret umiddelbart efter Borgerrepræsentationens møde den 28. august 2014.

Da der stadig udestår en del afklaring af økonomien i projektet og det estimerede beløb for gavemodtagelsen tidligst kendes efter arkitektkonkurrencen er afsluttet, vil der sideløbende med konkurrencen blive arbejdet med at kvalificere økonomien.

Der vil derfor efter endt arkitektkonkurrence blive fremlagt en endelig indstilling for Borgerrepræsentationen, hvor de samlede økonomiske konsekvenser af projektet klargøres, og hvor Borgerrepræsentationen anmodes om at give sit endelige tilsagn. Det vil endvidere være på dette tidspunkt, at modellen for gavemodtagelse vælges ved indgåelse af en overdragelsesaftale.

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser for kommunen, da den endelige økonomiske afklaring og godkendelse udestår.

Hvis Model A vælges vil kommunen ikke være direkte ansvarlig for anlægget af broen. Hvis model B vælges er Realdania indstillet på at give broen som en samlet gave til Københavns Kommune inklusive udgifter til forundersøgelser, rådgiveromkostninger, entrepriseudgifter mv., og dækkende selve broen og de umiddelbart dertil knyttede landanlæg.

Der er Realdanias vurdering, at denne udgift vil kunne holdes inden for en samlet ramme af 140 mio.kr. inklusive fondsmoms. Realdania er i samarbejde med Københavns Kommune, parallelt med denne aftale, i færd med at udarbejde et detaljeret budget på de forventede udgifter. Dette budget vil blive kvalitetssikret dels i forhold til de erfaringer Københavns Kommune har med anlæg af broer i Københavns havn, og dels ved hjælp af en række eksterne rådgivere som Realdania stiller til rådighed. Skulle man nå frem til, at broens opførelsen ikke vil kunne dækkes af den samlede ramme, som Realdania er indstillet på at donere, mødes parterne og tager i fællesskab stilling til det videre forløb herfra.

Der vil dog, hvis endeligt tilsagn gives, være en række udgifter for kommunen til cykelanlæg, der sikre et sikkert og trygt flow til og fra broen.

Finansieringen af disse følgeanlæg vil skulle findes senest i budget 2016 og forventes skønsmæssigt at komme til at koste ca. 13,8 mio. kr. i 2014 priser. Prisen dækker over to manglende stykker cykelsti på Jarmers Plads, udvidelse og etablering af cykelbaner i Ny Kongensgade, mindre ombygning i krydset Langebrogade/ Ved Langebro og etablering af ”manglede” cykelsti under Langebro og forbedring af forhold for cyklister på Ved Langebro, kapacitetsundersøgelse samt forprojekt, til afklaring om mulighed for ombygning af krydset Amager Boulevard/Ved Langebro/ Klaksvigsgade så cykler og gående kan krydse Amager Boulevard i begge retninger, punktvis udvidelse af cykelstien ved krydsninger på Islands Brygge, forbedringer af krydsninger mellem Islands Brygge og Amagerfælledvej samt  opgradering af grussti ved Faste Batteri så cykling muliggøres.

Samtlige projekter er sikkerheds- og tryghedsfremmede foranstaltninger, som forbedrer den generelle fremkommelighed for cyklister i indre by og på Islands Brygge. Anlæggene på Islands Brygge indgår desuden i budgetindspillet G2 Cykelby for alle under projektet Amagerruten fra Islands Brygge til Kløvermarken.

Finansieringen af de varige driftsudgifter, der skønsmæssigt anslås til 1-1½ % af anlægsomkostningen, eller ca. 1-1½ mio. kr. årligt, vil blive håndteret i en senere indstilling og vil blive søgt indarbejdet i Teknik- og Miljøudvalgets budget i 2018 og frem som et rammeløft.

Anlægsprojektet vil påvirke kommunens bruttoanlægsudgifter, og der skal derfor tages højde for kommunernes samlede anlægsramme.

 

Videre proces

Sideløbende med denne sag orienteres Teknik- og Miljøudvalget om anlægsprojektet.

Efter endt konkurrence skal der godkendes en lokalplan for broen. Det er ikke forventningen, at der skal laves VVM (vurdering om virkninger på miljøet) på land-delen af anlægget. Efter udvalgsbehandlingen i august søges om principiel stillingtagen hos Kystdirektoratet til, om der skal laves VVM på vand-delen. Kystdirektoratet har ikke vurderet, at det var nødvendigt med en VVM redegørelse på vanddelen i forbindelse med Bryggebroen og Broen over Inderhavnen.

Afklaringen af projektøkonoomien og det endelige tilsagn forventes at kunne fremlæges for Borgerrepræsentationen i slutningen af 2014.

Den samlede projekterings og anlægsperiode forventes at starte i 2015 og vare 2,5- 3 år, hvilket vil sige, at broen kan forventes at stå færdig medio 2018. Bryghusprojektet forventes færdigt i 2017.

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at det foreløbigt godkendes, at Københavns Kommune accepterer at modtage en gave fra Realdania i form af en cykel- og gangbro over havnen ved Bryghusgrunden, som beskrevet nedenfor.

2. at vedlagte udkast til partnerskabsaftale mellem Københavns Kommune og Realdania godkendes.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. august 2014


Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Socialdemokraterne og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Socialdemokraterne og Enhedslisten ønsker, at der ligesom ved lignende kommunale anlægsprojekter gennemføres en hørings- og inddragelsesproces for relevante borgergrupper, interessenter, lokaludvalg m.v. inden udarbejdelsen af et konkurrenceprogram.”

 

Radikale Venstre, Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. august 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, SF, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti videreførte partiernes protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Liberal Alliance valgte at tilslutte sig:

 

”Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance ønsker, at der ligesom ved lignende kommunale anlægsprojekter gennemføres en hørings- og inddragelsesproces for relevante borgergrupper, interessenter, lokaludvalg m.v. inden udarbejdelsen af et konkurrenceprogram.”

 

 

 

Til top