Mødedato: 21.05.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om oprettelse af Mobilitetsråd i København

Medlemsforslag

Det foreslås,  

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling om mulighederne for at oprette et mobilitetsråd bestående af repræsentanter fra fx erhvervslivet, fagbevægelsen, beboerforeninger samt mobilitetseksperter, der skal høres ved alle større trafikale ændringer i København, der påvirker mobiliteten samt have mulighed for at bestille analyser i relation til forslag om store trafikale ændringer. Sagen skal indeholde et bud på finansiering af rådets arbejde. 

(Stillet af Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti)  

Motivering

Trafikale ændringer i København påvirker hverdagen og indtjeningen for både borgere og erhvervsliv. Derfor ønsker partierne, at de berørte parter får mere direkte indflydelse på store trafikale forslag fra Københavns Kommune, der påvirker mobiliteten. Høringsretten skal gives til et nyt mobilitetsråd bestående af repræsentanter fra erhvervslivet, fagbevægelsen, beboerforeninger samt mobilitetseksperter. Københavns Kommune laver i dag ikke samfundsøkonomiske analyser af større ændringer i den københavnske mobilitet, og det er tanken, at dette arbejde fremover skal forankres i Mobilitetsrådet, ligesom rådet skal have mulighed for at bestille konsekvensanalyser af egen drift. 

Mobilitetsrådet skal desuden give mulighed for indflydelse til alle borgere, der bliver påvirket af en større trafikal omlægning og ikke som i dag kun de borgere, der bor lokalt i forhold til fx en omlægning af trafikken. 

 

 

Til top