Forespørgsel til børne- og ungdomsborgmesteren om kvaliteten i daginstitutionerne i København
Forespørgsel
Børne- og ungdomsborgmesteren bedes redegøre for,
- Hvilke grundlæggende udfordringer der ligger til grund for de seneste sager i pressen om kvalitetsproblemer i børnehaver og vuggestuer?
- Hvilke konsekvenser vurderer forvaltningen, at lav kvalitet i dagtilbud har for børns trivsel og videre udvikling? Herunder hvilke grupper af børn der rammes i særlig grad af lav kvalitet i dagtilbud?
- Hvilke generelle faglige tiltag er der gjort for at sikre kvaliteten i alle kommunale og selvejende børnehaver og vuggestuer?
- Hvilke konkrete tiltag er der planlagt fremadrettet for at løfte kvaliteten de steder, hvor kvaliteten er lav eller under middel, så alle forældre kan være trygge ved, at deres barn får en omsorgsfuld og tryg dagligdag?
- Giver de seneste sager anledning til en styrkelse af kvalitetsarbejdet generelt, herunder mere tidlig forebyggende indsats samt tilsyn?
- Hvordan vil borgmesteren og forvaltningen sikre, at den daglige hverdagspraksis i højere grad bliver taget i betragtning, når man vurderer kvaliteten i dagtilbuddene, og ikke kun det, der kan ses ved tilsyn?
(Stillet af Enhedslisten, SF og Venstre)
Motivering
Den seneste tids historier om udfordringerne i de københavnske børnehaver har naturligvis udløst bekymring for forældre og borgere. Der dannes et billede af et generelt problem med kvaliteten i institutionerne, når en så stor andel af de københavnske dagtilbud igen og igen oplever problemer.
I perioden 2019-2025 viser tal fra børne- og ungdomsforvaltningen, at 81 institutioner i alt har arbejdet med en særlig indsats, hvor man dermed har været nødsaget til at udvikle særlige handleplaner for at hæve kvaliteten. I 8 af de institutioner har det været nødvendigt at iværksætte særlige indsatser to eller tre gange. Når der i januar 2026 fortsat er 25 daginstitutioner, hvor man arbejder med en særlig indsats for at løfte kvaliteten, er der behov for at undersøge, måden hvorpå kommunen fører tilsyn, samt hvor der kan igangsættes tiltag, der løfter kvaliteten. Kun sådan kan vi skabe de rigtige, bedste og tryggeste rammer for vores børn og deres fremtidige udvikling og trivsel.
Samtidig har undersøgelser fra bl.a. VIVE peget på, at der er alvorlige udfordringer med kvaliteten af en stor del af de danske dagtilbud og at det kan få alvorlige konsekvenser for børns trivsel og udvikling. Tal fra en undersøgelse udarbejdet af VIVE i 2025 viser, at kvaliteten i det pædagogiske læringsmiljø i 9 ud af 10 daginstitutioner er utilstrækkelig eller dårligere.
En redegørelse fra borgmesteren vil give Borgerrepræsentationen og Københavns borgere et klart billede af situationen og de initiativer, der arbejdes med for at sikre, at alle børn i København tilbydes et trygt og fagligt godt dagtilbud.