Mødedato: 20.09.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Delegation vedrørende ordensbekendtgørelsen

Borgerrepræsentationen skal godkende delegation af kompetencen til at udtale sig vedrørende opslag, der henviser til ordensbekendtgørelsen, fra Borgerrepræsentationen til Teknik- og Miljøudvalget.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at kompetencen til at udtale sig vedrørende opslag, der henviser til ordensbekendtgørelsen, inden for Teknik- og Miljøudvalgets ressort, delegeres fra Borgerrepræsentationen til Teknik- og Miljøudvalget.

 (Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I ordensbekendtgørelsen (”Bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger”), står der i § 16, at opslag kræver godkendelse af politimesteren (politidirektøren) efter udtalelse fra kommunalbestyrelsen. Sådanne opslag kan eksempelvis være særlige tilfælde, hvor der opstår et behov for at afvige fra det generelle ordensreglement i en park. Konkret betød det, at Borgerrepræsentationen den 20. juni 2012, på anbefaling af Teknik- og Miljøudvalget, blev bedt om en udtalelse vedrørende forbud mod brug af løbehjul i Skateparken, Fælledparken (2012-256856).

Denne praksis i forhold til udtalelser vedrørende ordensbekendtgørelsen forslås ændret.

Løsning

Opslag med henvisning til ordensbekendtgørelsen, finder bl.a. sted inden for vej-, trafik- og parkområdet, der hører under Teknik- og Miljøudvalgets ressort.

Derfor anbefaler Teknik- og Miljøforvaltningen, at kompetencen til at udtale sig vedrørende ordensbekendtgørelsen, inden for Teknik- og Miljøforvaltningens ressort, delegeres fra Borgerrepræsentationen til Teknik- og Miljøudvalget.

Dette vil gøre den politiske behandling af denne type indstillinger hurtigere og mindre ressourcekrævende.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når indstillingen godkendes, vil delegationsfortegnelsen blive ajourført i overensstemmelse med beslutningen, og den nye praksis vil blive fulgt.

Hjalte Aaberg
                            /Jon Pape

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at kompetencen til at udtale sig vedrørende opslag, der henviser til ordensbekendtgørelsen, inden for Teknik- og Miljøudvalgets ressort, delegeres fra Borgerrepræsentationen til Teknik- og Miljøudvalget.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 27. august 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. september 2012

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top