Mødedato: 20.08.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om religiøs tolerance og medborgerskab

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om at indlede et nyt samarbejde med DinTro-MinTro, og fremlægge en model for en flerårig videreførelse og væsentlig udvidelse af organisationen DinTro-MinTros arbejde med religiøs tolerance og medborgerskab i skoler og på ungdomsuddannelser samt over for relevante institutioner, foreninger, beboerforeninger, lokaludvalg og andre lokale fællesskaber. Modellen skal beskrive, hvordan kommunen i samarbejde med DinTro-MinTro kan opbygge den nødvendige kapacitet, så indsatsen kan nå væsentligt flere børn, unge og lokale fællesskaber end i dag,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et budgetnotat med mindst to ambitionsniveauer for samarbejdet med henblik på finansiering i Budget 2027. 

(Stillet af Radikale Venstre)

Motivering

Skoler og ungdomsuddannelser er nogle af de vigtigste fællesskaber for børn og unge. Det er her, unge med forskellige religiøse, kulturelle og livssynsmæssige baggrunde møder hinanden. Derfor er det også her, vi tidligt kan styrke medborgerskab, gensidig forståelse og respekt og forebygge fordomme, antisemitisme, muslimhad og anden religiøs intolerance.

DinTro-MinTro har i mere end 20 år arbejdet med religiøs dialog på københavnske skoler. Det bærende format i indsatsen er det personlige møde, hvor en præst, en rabbiner og en imam sammen møder børn og unge og taler om tro, forskelle, fællesskab og medborgerskab.

Dette format er afgørende og skal fastholdes i en kommende udvidelse. Børn og unge møder ikke blot undervisningsmateriale om religion, men konkrete mennesker, som kan tale åbent om tro, uenighed, forskellighed og sameksistens. Samtidig viser de tre religiøse repræsentanter gennem deres fælles tilstedeværelse, at dialog og samarbejde er muligt på tværs af religiøse forskelle.

DinTro-MinTro står også bag Rejseholdet for religiøs tolerance. Rejseholdet er derfor ikke en selvstændig organisation, men en særskilt indsats under DinTro-MinTro, som kan bringe det samme grundlæggende format ud til en bredere målgruppe. Det kan blandt andet være ungdomsuddannelser, ungdomsinstitutioner, foreninger, beboerforeninger, lokaludvalg og andre lokale fællesskaber.

Københavns Kommune har tidligere støttet både gæstelærerbesøgene og Rejseholdet. DinTro-MinTro har imidlertid peget på, at korte bevillingsperioder gør det vanskeligt at planlægge aktiviteterne, opbygge relationer til nye aftagere og udvikle den nødvendige kapacitet. Skoler og ungdomsuddannelser planlægger ofte deres undervisningsforløb i god tid, mens Rejseholdets forebyggende og rådgivende arbejde kræver kontinuitet og tillidsopbygning.

DinTro-MinTro har samtidig oplyst, at organisationens eksisterende bevillinger har været bundet til bestemte skoletyper. Midlerne har derfor ikke uden videre kunnet anvendes til en bredere indsats over for ungdomsuddannelser, institutioner, foreninger, lokaludvalg og lokale fællesskaber.

Forslaget skal derfor ikke alene videreføre den nuværende indsats. Kommunen skal i et konkret og flerårigt samarbejde med DinTro-MinTro understøtte, at organisationen kan rekruttere og uddanne flere religiøse repræsentanter, koordinere flere besøg og nå væsentligt længere ud, end det er muligt inden for den nuværende kapacitet.

Målet er, at langt flere københavnske børn, unge og lokale fællesskaber får mulighed for at opleve mødet mellem en præst, en rabbiner og en imam og deltage i en åben og kvalificeret dialog om religion, forskellighed og medborgerskab.

Til top