Medlemsforslag om natligt udgangsforbud for mindreårige i udsatte boligområder
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med andre relevante forvaltninger og myndigheder at undersøge mulighederne for at øge trygheden i Tingbjerg og andre udsatte boligområder ved at indføre et natligt udgangsforbud for mindreårige efter inspiration fra den model, som har været brugt med succes i Orléans i Frankrig.
(Stillet af Venstre og Dansk Folkeparti)
Motivering
Vold, hærværk og kriminalitet må ikke blive hverdag i de københavnske kvarterer. Desværre understreger den seneste tids alvorlige uroligheder i Tingbjerg igen behovet for at tænke nyt i indsatsen mod kriminalitet og utryghed.
Forebyggelse og dialog kan ikke stå alene. Der er også brug for en klar markering af, hvem der bestemmer i det offentlige rum.
Derfor foreslår vi i Venstre at undersøge muligheden for at indføre periodevist udgangsforbud for mindreårige, så de ikke hænger på gaden sent om aftenen og om natten.
Det er et redskab, man har gode erfaringer med i den franske by Orléans, hvor man igennem 25 år har haft et natligt udgangsforbud for mindreårige. Støder ordensbetjente på 13-14-årige, som er omfattet af udgangsforbuddet, bliver de kørt hjem til deres forældre. Sådan beskrev Berlingske ordningen i en reportage fra juni 2025.
Et periodevis udgangsforbud skal holde børn og unge væk fra gaden, når konfliktniveauet er højt, så de ikke bliver involveret i hærværk eller kriminalitet – og samtidig give dem bedre forudsætninger for at passe deres skole om dagen. Et udgangsforbud kan samtidig være med til at tydeliggøre forældrenes ansvar for, hvor deres børn opholder sig om natten.