Mødedato: 20.08.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til lokalplan for Grøndalsvængets Skole, Bispebjerg

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af forslag til lokalplan ”Grøndalsvængets Skole”, som muliggør udvidelse af Grøndalsvængets Skole, Bispebjerg.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at lokalplanforslag ”Grøndalsvængets Skole” (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i 8 uger.
Det bemærkes, at cykelparkeringsnormerne i lokalplanforslaget tilrettes i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse af forslag til Kommuneplan 2015 den 17. juni 2015, inden lokalplanforslaget sendes i høring, jf. bilag 4.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik-og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har, i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2013, besluttet, at Grøndalsvængets Skole skal helhedsrenoveres, og at der i denne sammenhæng skal udføres en kapacitetsudvidelse.

Projektet kræver udarbejdelse af lokalplan, da lokalplanområdet er placeret i et bymiljø af arkitekturhistorisk interesse og karakteriseret ved en generelt høj bevaringsværdighed. Herudover er formålet med lokalplanen at sikre de trafikale løsninger samt de byrumsmæssige kvaliteter i området.

Løsning

Lokalplanforslaget (bilag 1) skal sikre bevaringsværdien af den eksisterende skolebygning i lokalplanområdet, ved at stille krav om, at ændringer eller ombygninger sker under hensyntagen til det oprindelige udtryk for de eksisterende bygninger.

Lokalplanforslaget skal endvidere muliggøre, at Grøndalsvængets Skole kan udvides fra 2 til 3 spor, med tilhørende skolefritidsordning på skolen. Området omkring Grøndalsvængets Skole afgrænses af Borups Allé mod vest, Hillerødgade mod syd, Nattergalevej mod øst og Mågevej mod nord. Skolen er centralt placeret i et område karakteriseret ved en homogen stokbebyggelse i røde tegl.

Lokalplanforslaget stiller krav til den ydre udformning, med det formål at sikre en tilpasning til områdets arkitektoniske kvaliteter. Hermed skal ny bebyggelse indpasses i områdets homogene udtryk i rød tegl med saddeltag, samt have en bygningshøjde, der modsvarer det omkringliggende byggeri.

I lokalplanområdet fastlægges to byggefelter, som muliggør opførelse af ny skolebebyggelse i 1-3 etager. Som et aktiv for kvarteret etableres offentlig adgang til skolens friarealer, dvs. skolegårdens legeplads samt boldbaner udenfor skolens åbningstid. Herudover stilles der krav til byrummene omkring skolen med det formål at skabe funktionelle og rumlige sammenhænge med det omgivende boligområde.

Lokalplanforslaget indeholder en udvidelse på godt 5.500 m² placeret syd for den eksisterende skolebygning. Efter gennemførelse af nybyggeriet vil skolens samlede etageareal udgøre ca. 11.300 m² svarende til en bebyggelsesprocent på godt 77.                                                                   

Der henvises i øvrigt til bilag 2, faktaark.

På baggrund af et trafiknotat udarbejdet af ekstern rådgiver vurderer forvaltningen, at 28 bilparkeringspladser er tilstrækkeligt til at dække det kommende behov, samt at der skal tilføjes 90 nye cykelparkeringspladser, således at det samlede antal bliver 160, hvoraf halvdelen skal være overdækket eller i konstruktion.

I forhold til støj vurderes det i trafiknotatet, at niveauet for trafikstøj vil stige med 0,5-1 dB efter udvidelsen af skolen. En mærkbar stigning er ifølge notatet over 3 dB. Der henvises i øvrigt til bilag 3, trafiknotat.

Byliv
Ved at gøre skolegården tilgængelig for områdets beboere, skabes et nyt, grønt mødested i lokalområdet. Herudover foreslås det i projektet at omdanne lokalplanområdets fire hjørner til særlige byrum, med beplantning, opholdsmuligheder, samt sports- og legeområder, som henvender sig til brugere af både skolen og området.

Bæredygtighed
I lokalplanforslaget stilles krav om, at flade tage og tage med lav taghældning skal begrønnes, samt at der i skolegården anlægges grønne elementer i form af træbeplantning, plantebede og græs mv., der kan opsamle regnvand.

Kommuneplan
Lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med forslag til kommuneplan 2015. Såfremt rammerne i kommuneplan 2015 bliver ændret ved den endelige vedtagelse i Borgerrepræsentationen, vil bestemmelserne i lokalplanen ligeledes blive ændret ved den endelige vedtagelse af lokalplanen.

Intern høring
Der er foretaget intern høring i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Bispebjerg Lokaludvalg – lokaludvalget vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring.

Lokaludvalget udtrykker tilfredshed med den gennemgribende modernisering af Grøndalsvængets Skole, som forslaget lægger op til. Lokaludvalget vurderer desuden disponeringen af de foreslåede nybygninger som værende velovervejet og harmonisk.

Miljøvurdering
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der medfører, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. Afgørelsen om, at planforslaget ikke miljøvurderes, vil blive offentliggjort samtidig med lokalplanforslaget.

Borgerdialog
Under udarbejdelsen af skitseprojektet har bygherre og rådgiver inddraget skolens brugere i processen, og der vil blive afholdt et borgermøde i løbet af den offentlige høringsperiode.

Stadsarkitekten deltager under behandlingen af indstillingen i Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslaget i høring i 8 uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen primo 2016.



Pernille Andersen                              / Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at lokalplanforslag ”Grøndalsvængets Skole” (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i 8 uger.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. juni 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med ti stemmer mod en. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, I, V og Ø.
Imod stemte: C.

På baggrund af Borgerrepræsentationens vedtagelse af forslag til Kommuneplan 2015 den 17. juni 2015 tilrettes cykelparkeringsnormerne i overensstemmelse hermed inden lokalplanforslaget sendes i høring.


Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik-og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. august 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Der blev givet frist til afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 24. august 2015, kl. 12.00.

Til top