Mødedato: 20.05.2021, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Medlemsforslag om en hospitals-Metro til København via Bispebjerg, Bellahøj og Brønshøj

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at overborgmesteren skal kontakte regionsrådsformanden for at drøfte muligheden for at etablere og bygge mere Metro i København til hospitalerne.

(Stillet af Det Radikale Venstre, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti)

 

Motivering

Metro er en komfortabel, hurtig og let måde at lade sig transportere på, og Metroen har hyppige afgange og stor rettidighed.

Vi vil derfor gerne udbygge Metroen i København.

Vi ser et stort potentiale ved at få Metro til hospitalerne, så patienter, pårørende og medarbejdere let og hurtigt kan komme til hospitalerne.

Vi ser derfor gerne, at vi får en hospitalslinje fra Rigshospitalet via Bispebjerg Hospital og videre til Herlev Hospital. Der er mangel på parkeringspladser ved hospitalerne, og ved at bygge Metroen kan vi forhåbentlig flytte en del trafik fra bil til Metro.

Ved at bygge en Metro til Herlev Hospital kombineret med et stort parkeringsanlæg, vil det forhåbentlig være attraktivt for mange pendlere nord fra til København at parkere ved Herlev Hospital og skifte til Metro den resterende vej ind til København. Det vil aflaste København for megen pendlertrafik.

Ved at anlægge Metro fra Bispebjerg til Herlev kan vi også få Metrobetjent Bispebjerg, Bellahøj og Brønshøj.

En hospitals-Metro vil kunne flytte megen trafik ned under jorden og skabe en del plads over jorden, der kan bruges til gående, cyklister eller lokal trafik - eller noget helt andet.

For at få pendlere til København til at skifte til fx Metro er det vigtigt med nogle store parkeringsanlæg uden for København, hvor man kan parkere og skifte til, fx Metro. Herlev er et egnet og centralt sted, idet Herlev har en letbane, og ligger tæt på Hillerød motorvejen. 

Da det som bekendt er Region Hovedstaden, der driver Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital og Herlev Hospital vil det også være naturligt at samarbejde om at få bygget en sådan hospitals-Metro.

Det arbejde skal i gang og derfor ønsker vi, at kontakten bliver etableret og det konkrete potentiale bliver undersøgt hurtigst muligt. 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. maj 2021

Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til erstatning af medlemsforslaget:

”At overborgmesteren skal kontakte regionsrådsformanden om at metro til Rigshospitalet skal indgå i en eventuelt kommende havnering.”

 

Det af Socialdemokratiet fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 37 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A og O.

Imod stemte: Ø, B, F, V, Å, C, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.

 

Medlemsforslaget blev herefter vedtaget med 35 stemmer imod 15. 4 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, B, F, V, C, O, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.

Imod stemte: A og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.

Undlod at stemme: Å.

 

 

Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning:

” Socialdemokratiet arbejder for at etablere metro til alle Københavns bydele. Metroen skal være dén kollektive trafikløsning, som binder byen sammen i fremtiden. I Socialdemokratiet er vi enige i intentionerne i forslaget, og vi er ambitiøse, både ift. den fremtidige udvikling af metronettet i København og ift. at Rigshospitalet skal betjenes meget bedre med kollektiv trafik. Men vi ønsker ikke løsrevne knopskydninger på metroen, som en ”hospitalsmetro”, der forbinder tre hospitaler, men arbejder i stedet målrettet for, at udviklingen af et sammenhængende metronet, hvor vi prioriterer at bygge mere metro de steder i byen, hvor der er flest passagerer og mest trængsel; i første omgang den skitserede løsning M5 Vest, der løser den presserende kapacitetsudfordring hen over havnesnittet og forbinder Lynetteholm med  Refshaleøen til resten af byen.”

 

Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:

”Enhedslisten stemmer for at KBH skal kontakte regionen for at drøfte muligheden for at udbygge offentlig infrastruktur omkring hospitalerne. Men det er vigtigt at både letbane og BRT løsninger udover metro undersøges. Letbane og BRT har et mindre fossilt fodaftryk og kan hurtigere anlægges.”

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Venstre ønsker mere metro til København. Dette forslag omhandler de indledende drøftelser om en hospitalsmetro – Venstre arbejder fortsat for linjer til Kløvermarken og Refshaleøen og til Brønshøj, Valby og Emdrup.”

Til top