Mødedato: 20.01.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Begrænsning af tung trafik i myldretiden i byens trafikale knudepunkter

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage en række tiltag til efterretning, som på sigt kan begrænse tung trafik i myldretiden og/eller give større trafiksikkerhed og tryghed for cyklende og gående.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at tiltag til begrænsning af tung trafik i myldretiden tages til efterretning, jf. løsningsafsnittet,
  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslag om begrænsning af tung trafik i myldretiden fra Alternativet, jf. Borgerrepræsentationen den 9. maj 2019 (bilag 2).

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen (BR) vedtog den 9. maj 2019 medlemsforslag fra Alternativet om begrænsning af tung trafik i myldretiden i byens trafikale knudepunkter. Borgerrepræsentationen besluttede den 14. maj 2020, at Teknik- og Miljøforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger skulle vende tilbage med forslag til behandling om at begrænse den tunge trafik i myldretiden efter færdiggørelsen af mobilitetsanalyserne: analysen ’En grøn omstilling af trafikken’ og analysen ’Reduktion af biltrafik og tung trafik i Indre By og brokvartererne’ (BR 3. juni 2021). Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage håndtering af medlemsforslaget til efterretning, samt tage stilling til, at der gøres op med medlemsforslaget.

Løsning

Et forbud mod tung trafik i et bestemt tidsrum kan, hvis der er saglige begrundelser herfor, indføres med hjemmel i færdslovens § 92. Et forbud vil skulle gennemføres med politiets godkendelse og under iagttagelse af de almindelige forvaltningsretlige regler. Jo mere indgribende et forbud er, desto større krav stilles der til de saglige hensyn, der begrunder forbuddet (for uddybning se bilag 3, s. 2-3). Der sker relativt få uheld i trafikale knudepunkter med tunge køretøjer i myldretiden. I uheldskortlægningen (bilag 3, s. 3) kan der ikke udpeges kryds, hvor der er sket mere end et uheld i myldretiden i løbet af de seneste fem år med lastbiler eller varevogne, som har ført til dræbte eller alvorligt tilskadekomne cyklister eller fodgængere. Teknik- og Miljøforvaltningens vurdering er derfor, som Borgerrepræsentationen blev forelagt i maj 2020, at den nuværende trafiksituation og det nuværende uheldsbillede (jf. bilag 3) viser, at tryghed og trafiksikkerhed ikke kan lægges til grund for at lave et decideret forbud mod tung trafik i et bestemt tidsrum.

Der kan dog iværksættes andre initiativer, som vil reducere den tunge trafik og/eller forbedre trygheden og trafiksikkerheden i byens trafikale knudepunkter i myldretiden. Mobilitetsanalyserne anviser en række sådanne initiativer, jf. punkt 5 nedenfor. Herudover arbejder Teknik- og Miljøforvaltningen allerede med følgende initiativer, som kan forbedre trafiksikkerhed og tryghed i byens trafikale knudepunkter:

  1. Hastighedsgrænse

    Med Budget 2022 blev det besluttet at sænke hastighedsgrænsen med 10 km/timen på alle fordelingsgader, bydelsgader og lokalgader i kommunen. Dette vil i sig selv ikke begrænse den tunge trafik, men det vil forbedre trafiksikkerheden og trygheden i hele byen – også i trafikknudepunkterne i myldretiden.

     

  2. Udpegning af uheldsbelastede kryds

    Med Handlingsplan for trafiksikkerhed for 2021-2025 (BR 19. august 2021) er det besluttet, at forvaltningen skal fortsætte sin hidtidige praksis med at udpege de mest uheldsbelastede kryds/trafikknudepunkter og udarbejde budgetnotater vedr. ombygning af disse. Ombygning af disse kryds/trafikknudepunkter vil kunne forbedre den generelle trafiksikkerhed og tryghed.

  3. Standard for direkte udsyn (lave førerhuse) En national standard om Direkte Udsyn (krav til lavere førerhuse), så chaufførerne bedre kan se de lette trafikanter, er et andet initiativ i Handlingsplan for trafiksikkerhed 2021-2025, som kan forbedre cyklister sikkerhed og tryghed i knudepunkterne. Forvaltningen er i dialog med både Transportministeriet og Færdselsstyrelsen og samarbejder med andre kommuner om at få en fælles standard for ”Direkte Udsyn” i Danmark.

  4. Administrationsgrundlag for støjsvag varelevering i ydertimerne Forvaltningen har igangsat udarbejdelsen af et administrationsgrundlag for støjsvag varelevering i ydertimerne i forbindelse med deltagelse i GreenMile projektet, som er et samarbejde mellem Københavns Kommune, Dansk Erhverv og Region Hovedstaden. Dette kan medvirke til at fjerne noget af den tunge trafik i byens trafikale knudepunkter i myldretiden. Der vil i den forbindelse blive stillet krav til støjniveauet ved vareleveringen, så der ikke opstår støjgener som følge heraf.

  5. Mobilitetsanalyserne: Trafikøer, grønne trafikveje og citylogistik. Mobilitetsanalyserne indeholder en række forslag til initiativer (trafikøer, grønne trafikveje, hastighedsnedsættelse, omprioritering af veje samt nedlæggelse af parkeringspladser), der kan forbedre trafiksikkerheden og trygheden generelt i byen. Initiativerne vurderes, hvis de implementeres samtidig, at kunne reducere antallet af personskadeulykker. Trafikøer og grønne trafikveje giver omvejskørsel for den tunge trafik, men samtidig ledes den ad færre og større veje, som er indrettet hertil, hvorved den tunge trafik generer omgivelserne mindre. I Mobilitetsanalyserne nævnes specifikt, udover støjsvag varelevering, som forvaltningen allerede arbejder med, følgende forslag til initiativer i forhold til at reducere den tunge trafik:
  • grønne trafikveje (hvor antallet af vare- og lastbiler forventes at blive reduceret lokalt i en årrække pga. kravet om nulemissionskøretøjer, indtil vare- og lastbilerne er omstillet. Grønne trafikveje forudsætter trafikøer, som kan hindre trafikken i at flytte over på andre veje i kommunen.)
  • indførsel af forskellige citylogistikløsninger (bidrager i begrænset omfang til at mindske den tunge trafik).

Initiativer vedrørende grønne trafikveje og citylogistik kan igangsættes forudsat, at der bestilles budgetnotater herom og afsættes midler i kommende budgetforhandlinger.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har taget indstillingen til efterretning, vil Teknik- og Miljøforvaltningen arbejde videre med de allerede besluttede og finansierede initiativer, mens initiativer vedr. grønne trafikveje og citylogistik forudsætter, at der bestilles budgetnotater og afsættes midler i kommende budgetforhandlinger.

 

Søren Wille

                                            / Henriette Hall-Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at tiltag til begrænsning af tung trafik i myldretiden tages til efterretning, jf. løsningsafsnittet,
  2. at der hermed er gjort op med medlemsforslag om begrænsning af tung trafik i myldretiden fra Alternativet, jf. Borgerrepræsentationen den 9. maj 2019 (bilag 2).

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021

 

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 20. januar 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Til top