Mødedato: 20.01.2005, kl. 17:30

Lokalplanforslag "Abildhøj" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg

Lokalplanforslag "Abildhøj" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 20. januar 2005

 

 

BR 10/05

Lokalplanforslag "Abildhøj" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg

Lokalplanforslag "Abildhøj" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg

 

 

Indstilling om, at forslag til lokalplan "Abildhøj" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse, at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder, at offentliggørelsen annonceres i områdets lokalaviser, at der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal plancheudstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde, samt at der ikke udarbejdes en miljørapport hørende til lokalplanforslaget med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 efter lov nr. 316 af 5. maj 2004 om miljøvurdering af planer og programmer, og at offentliggørelse af denne beslutning sker sammen med offentliggørelse af planforslagene.

                                            (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  forslag til lokalplan "Abildhøj" vedtages med henblik på offentliggørelse

at  indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at  offentliggørelsen annonceres i områdets lokalaviser

at  der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal plancheudstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde

at  der ikke udarbejdes en miljørapport hørende til lokalplanforslaget med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 efter lov nr. 316 af 5. maj 2004 om miljøvurdering af planer og programmer, og at offentliggørelse af denne beslutning sker sammen med offentliggørelse af planforslagene.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  det til ovennævnte lokalplanforslag hørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på fælles offentliggørelse

at offentlighedsperioden fastsættes til 2 måneder

at  offentliggørelsen annonceres i områdets lokalaviser

at  der gennemføres den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en lokal plancheudstilling samt et borgermøde tilrettelagt som et orienteringsmøde

at  der ikke udarbejdes en miljørapport hørende til lokalplanforslaget med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 efter lov nr. 316 af 5. maj 2004 om miljøvurdering af planer og programmer, og at offentliggørelse af denne beslutning sker sammen med offentliggørelse af planforslagene.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2004

Anbefalet

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. december 2004

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

I møderne den 11. og 31. august 2004 i henholdsvis Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget drøftedes forvaltningernes redegørelse om udarbejdelse af en lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg for den godt 2 ha store ejendom Frederikssundsvej 378. Planarbejdet er foranlediget af et ønske fra den nye ejer Schaumann A/S om på Levnedmiddelstyrelsens tidligere ejendom at opføre boligrækkehuse og ombygge enkelte eksisterende bygninger til beboelse.

Det foreliggende projekt, der har været drøftet med Plan & Arkitektur, omfatter opførelse af 70-75 rækkehuse samt ombygning og supplering af 2 eksisterende bygninger nærmest Frederikssundsvej med en mindre forlængelse og en ny tagkonstruktion, som muliggør udnyttelse til boliger. Det samlede projekt, der rummer omkring 100 helårsboliger og holdes indenfor en bebyggelsesprocent på 50, har et bruttoetageareal på ca. 10.400 m², hvoraf godt 1.800 m² er placeret i eksisterende bebyggelse, som ombygges. Der etableres fuld parkeringsdækning på terræn med 1 plads pr. 100 m² etageareal.

Lokalplanforslaget fastlægger ejendommen til helårsboliger med en gennemsnitlig størrelse på mindst 95 m² og med mulighed for indretning af institutioner. Der fastlægges en principiel bebyggelsesplan, som skal sikre principperne i det foreliggende projekt, herunder sikre at bebyggelsen respekterer en 15 m beskyttelseslinie omkring det fredede fortidsminde Vestvolden. Bebyggelse kan opføres i maksimalt 2 etager, idet der dog kan etableres nye udnyttede tagetager på de to eksisterende 2-etagers bygninger nærmest Frederikssundsvej. Lokalplanen skal i øvrigt erstatte den eksisterende lokalplan nr. 96 "Vestvolden", der vedrører den pågældende ejendom.

Samtidig med lokalplanforslaget udarbejdes der et forslag til Kommuneplan 2001. Forslaget omfatter en ændring af rammen for lokalplanlægning fra et område til offentlige formål (O2-område) til et boligområde (B2-område).

Planforslagene er omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer, der trådte i kraft den 21. juli 2004. Forvaltningerne vurderer, at forslagene ikke medfører, at der skal udføres en tilhørende miljørapport.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Staten har afhændet den godt 2 ha store ejendom matr. nr. 3 i, Husum, København, Frederikssundsvej 378, som tidligere har været anvendt af Lægemiddelstyrelsen, til Schaumann A/S. Firmaet ønsker at opføre boliger i form af rækkehuse samt ombygge enkelte af de eksisterende bygninger på ejendommen til boligformål. Ejendommen grænser mod øst op mod det fredede fortidsminde Vestvolden, der på dette sted er sikret af en 15 m beskyttelseslinie, der hindrer ny bebyggelse og andre anlæg nær fortidsmindet. Denne linie er desuden å- og skovbeskyttelseslinie. Mod vest grænser ejendommen op mod en 2½ etager høj boligbebyggelse nærmest Frederikssundsvej og et bagvedliggende villaområde omkring den centrale plads Kagsløkke.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 96 "Vestvolden", som fastlægger anvendelsen til offentlige formål (laboratorier mv.), bebyggelsesprocenten til højst 50 og etageantallet til højst 2. Ejendommen er i Kommuneplan 2001 fastlagt som et område til offentlige formål (O2-område) med en maksimal bebyggelsesprocent på 60 og med en maksimalt tilladt bygningshøjde på 24 m.

Den ændrede anvendelse af ejendommen og byggeriets omfang forudsætter udarbejdelse af en ny lokalplan med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001.

Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget drøftede i møderne henholdsvis 11. august 2004 (BTU 343/2004) og 31. august 2004 (ØU 268/2004) forvaltningernes redegørelse for igangsætning af kommune- og lokalplanarbejdet for det aktuelle område.

Ejeren har ladet et skitseprojekt udarbejde til opførelse af 70-75 rækkehuse. Projektet indeholder også ombygning og supplering af to eksisterende 2-etagers bygninger nærmest Frederikssundsvej med en mindre forlængelse og en ny tagkonstruktion, som muliggør udnyttelse til boliger. Det samlede projekt rummer omkring 100 helårsboliger og har et bruttoetageareal på ca. 10.400 m², hvoraf godt 1.800 m² er eksisterende bebyggelse, som ombygges. Bebyggelsen holdes indenfor en bebyggelsesprocent på 50. Friarealet er ca. 13.100 m², svarende til ca. 125 pct. af boligetagearealet, og der anlægges 104 parkeringspladser, svarende til 1 plads pr. 100 m² etageareal. Projektet har været drøftet med Plan & Arkitektur.

 

Lokalplanforslaget

Lokalplanforslaget vedlægges som bilag. Bilaget indeholder foruden selve forslaget endvidere hovedafsnittet "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget", der indgår i det materiale, der trykkes sammen med lokalplanen, når denne bekendtgøres endeligt. Materialet danner samlet grundlag for efterfølgende administration af lokalplanen samt medvirker til forståelse af lokalplanens baggrund og intentioner for personer, der senere ønsker at orientere sig herom.

Forslaget - der omfatter ejendommen matr. nr. 3 i, Husum, København, svarende til området for lokalplan nr. 96 - har til formål at muliggøre en anvendelse af området til overvejende større helårsboliger i overensstemmelse med kommunens boligpolitik med en gennemsnitsstørrelse på mindst 95 m² og til institutioner. Det skal samtidig sikres, at ny bebyggelse udformes med respekt for en 15 m beskyttelseslinie omkring Vestvolden, der som fortidsminde indgår som en del af den kulturelle arv.

Bebyggelsesprocenten må maksimalt være 50, og der fastlægges en principiel bebyggelsesplan, som skal sikre principperne i det foreliggende projekt. Bebyggelse kan opføres i maksimalt 2 etager, idet der dog kan etableres nye udnyttede tagetager på de to eksisterende bygninger nærmest Frederikssundsvej. Der medtages bestemmelser om bebyggelsens ydre fremtræden, herunder vedrørende udformning og materialevalg for facader og tag. Parkeringsdækningen skal være af størrelsesordenen 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal. Parkering herud over må ikke placeres på terræn.

Lokalplan nr. 96 ophæves i sin helhed.

 

Forslag til kommuneplantillæg

Samtidig med lokalplanforslaget er der udarbejdet et forslag til tillæg til Kommuneplan 2001, der ændrer de bestemmelser, som gælder for området i dag. Forslaget omfatter en ændring af rammen for lokalplanlægning fra et område til offentlige formål (O2-område) til et boligområde (B2-område) med en maksimal bebyggelsesprocent på 60, et maksimalt etageantal på 3 eksklusive tagetage samt med krav om et friareal på 100 pct. af boligetagearealet og 20 pct. af eventuelt erhvervsetageareal.

Det er vurderet, at der er tale om mindre ændringer af rammedelen, der ikke strider mod kommuneplanens hovedprincipper. Der er derfor ikke forudgående indkaldt ideer, forslag m.v., jf. planlovens § 23 c.

Der henvises i øvrigt til det vedlagte bilag, hvori der redegøres for forholdet til øvrig planlægning og lovgivning.

 

Miljøvurdering

Vedrørende miljøforhold henvises der ligeledes til det vedlagte bilag, idet det særligt skal bemærkes, at planforslagene er omfattet af lov nr. 316 af 5. maj 2004 om miljøvurdering af planer og programmer, der trådte i kraft den 21. juli 2004. Loven medfører, at alle offentlige, lovbundne planer og ændringer heraf – eksempelvis lokal-, kommune- og regionplaner, samt tillæg hertil - der påbegyndes efter denne dato skal miljøvurderes, såfremt planen omfattes af et af følgende kriterier:

1.        Planen fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, der er nævnt i lovens bilag 3 og 4, dog undtaget planer for mindre områder på lokalt plan, såfremt disse ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

2.        Planen omhandler forhold, der kan påvirke et udpeget internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt.

3.        Planen fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til projekter, der vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

 

Alle planforslag skal således screenes for, om den endelige plan vil være omfattet af disse kriterier. Screeningen skal foretages af den myndighed, der er ansvarlig for udarbejdelsen af planen.

Resultatet af screeningen skal offentliggøres enten i form af en offentliggørelse af en miljørapport hørende til planen eller ved offentliggørelse af, at planen ikke vurderes at forudsætte udarbejdelse af en sådan rapport. Denne offentliggørelse skal senest foretages i forbindelse med offentliggørelsen af forslaget med en begrundelse for afgørelsen, oplysninger om klageadgang til Naturklagenævnet og angivelse af en klagefrist på 4 uger.

Forvaltningerne vurderer, at forslagene til lokalplan og tillæg til kommuneplanen ikke medfører, at der skal udarbejdes en tilhørende miljørapport.  Der henvises herom til det vedlagte bilags afsnit om "Forhold til øvrig planlægning og lovgivning". Som nævnt heri, er der i vurderingen indgået høringssvar i relation til loven om miljøvurdering fra Kulturarvsstyrelsen, Københavns Bymuseum, Skov- og Naturstyrelsen, Kulturmiljørådet og Miljøkontrollen. Resultatet af vurderingen offentliggøres sammen med planforslagene.

 

Høring

I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget er der foretaget høring af Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Københavns Energi og Københavns Bymuseum. Endvidere er der foretaget høring af Kulturmiljørådet efter anmodning.

Kulturmiljørådet frabeder sig generelt at få tilsendt indledende redegørelser vedrørende lokalplanforslag.

Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har ingen bemærkninger til lokalplanforslaget.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen oplyser, at der ifølge prognosen for daginstitutionspladser i Brønshøj-Husum er et udækket behov i bydelen på sigt. Forvaltningen har analyseret alternative muligheder i bydelen og har på den baggrund besluttet ikke at arbejde videre med den konkrete institutionsmulighed. Forvaltningen anmoder om, at der i lokalplanforslaget blot medtages den sædvanlige bestemmelse, der muliggør institutioner i boligområder.

Bemærkninger. Lokalplanforslaget indeholder bestemmelser, der muliggør etablering af institutioner.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen, henviser til den af Borgerrepræsentationen i mødet den 1. marts 2001 tiltrådte reviderede udgave af retningslinierne i pjecen "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri". Endvidere er der anført bemærkninger om trafikstøj, virksomheder, jordforurening, regnvand og affald.

Bemærkninger. Miljøkontrollens oplysninger om miljøforholdene er indarbejdet i afsnittet "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget" i det vedlagte bilag med undtagelse af affaldsforhold, der forudsættes håndteret i den kommende byggesagsbehandling.

Københavns Energi gør opmærksom på bygassens positive egenskaber i tilknytning til byøkologi og krav til ressourcerigtige løsninger. Endvidere oplyses der om, at en offentlig kloakledning er beliggende ind over arealet. Ledningen må ikke overbygges, men kan efter forhandling nedklassificeres til privat ledning.

Bemærkninger. Der er ikke i planloven hjemmel til at stille krav om tilslutning til bygasnettet, hvorfor der ikke er medtaget bestemmelser herom. Lokalplanforslaget indeholder en generel bemærkning om sikring af ledninger.

Københavns Bymuseum gør af hensyn til områdets beliggenhed ved det fredede fortidsminde Vestvolden opmærksom på, at der ved eventuelle påtænkte jordarbejder skal foretages arkæologisk prøvegravning af museet. En prøveundersøgelse er desuden væsentlig, da området ligger inden for det areal, hvor det kan forventes at finde spor efter en af Husum landsbys forgængere fra middelalder eller tidligere.

Bemærkninger. Lokalplanforslaget indeholder en kommentar om, at udgravningsarbejder kan medføre påbud om midlertidig standsning af arbejdet i henhold til museumsloven, og at Københavns Bymuseum som repræsentant for Kulturarvsstyrelsen bør kontaktes i god tid, forinden arbejdet påbegyndes.

 

Forslag til dialogstrategi

På baggrund af den hidtidige praksis i forbindelse med lokalplanlægning foreslås følgende initiativer til at opnå dialog med borgerne i offentlighedsperioden:

·        Etablering af en særlig hjemmeside bestående af en informationsdel og en dialogdel.

·        Etablering af en plancheudstilling i lokalområdet.

·        Gennemførelse af et borgermøde i lokalområdet. Borgermødet afholdes som et orienteringsmøde med indlæg fra forvaltningen og eventuelt bygherren om planens indhold, idet interessen for planen hovedsagligt må forventes at dreje sig om bebyggelse n og dens indvirkning på de umiddelbare omgivelser. Borgerrepræsentationens partier indbydes til at lade sig repræsentere på mødet med henblik på at kunne besvare eventuelle spørgsmål og indgå i en debat om planens indhold.

 

BILAG VEDLAGT

1.      Forslag til lokalplan "Abildhøj" med hovedafsnittene "Baggrund for lokalplanen og kommuneplantillægget" og "Lokalplanforslag Abildhøj" samt "Forhold til øvrig planlægning".

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A.       Skrivelse af 8. oktober 2004 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

B.       Skrivelse af 7. oktober 2004 fra Københavns Energi.

C.       Skrivelse af 29. oktober 2004 fra Miljø- og Forsyningsforvaltningen, Miljøkontrollen

D.      Skrivelse af 5. oktober 2004 fra Københavns Bymuseum.

 

 

Erik Jacobsen                                                                                     Mette Lis Andersen

 


Til top