Mødedato: 19.09.2002, kl. 17:30

Bygning på Sundholm til husvilde

Bygning på Sundholm til husvilde

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 19. september 2002

 

BR 485/02

Bygning på Sundholm til husvilde

Bygning på Sundholm til husvilde

Indstilling om, at en del af stueetagen, 1., 2. og 3. sal af bygning 10 Syd på Sundholm indrettes til midlertidige boliger til 60 husvilde, at den oprindelige kapitalbevilling til projektet øges med 1.700.000 kr., og dermed udgør 8.300.000 kr. samt at der anvises kassemæssig dækning på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budget-ramme på bevillingen Voksne med særlige behov, med 6.600.000 kr. funktion 5.42.1 og 1.700.000 kr. fra funktion 5.42.3. Det bemærkes, at konteringen af driftsudgifter til husvildeboliger skal afholdes på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets lovbundne område, funktion 5.99.1.

(Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at en del af stueetagen, 1., 2. og 3. sal af bygning 10 Syd på Sundholm indrettes til midlertidige boliger til 60 husvilde, og at der gives kapitalbevilling på i alt 8.300.000 kr.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2002

Kontorchef Susanne Binné deltog under punktets behandling.

Indstillingen blev tiltrådt.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"at den oprindelige kapitalbevilling til projektet øges med 1.700.000 kr., og dermed udgør 8.300.000 kr.

at der anvises kassemæssig dækning på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budget-ramme på bevillingen Voksne med særlige behov, med 6.600.000 kr. funktion 5.42.1 og 1.700.000 kr. fra funktion 5.42.3.

Det bemærkes, at konteringen af driftsudgifter til husvildeboliger skal afholdes på Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets lovbundne område, funktion 5.99.1."

Økonomiudvalgets beslutning den 3. september 2002

Økonomiforvaltningens indstilling anbefalet.

 

RESUME

I mødet den 12. juni 2002 (BR 361/02) tiltrådte Borgerepræsentationen en indstilling om indretning af 1. og 2. sal af den tomme bygning 10 Syd på Sundholm til boliger til ca. 60 husvilde, hvortil der blev givet kapitalbevilling på 6.600.000 kr. til afholdelse af udgifterne til ombygningen.

Bygge- og Teknikforvaltningen har nu stillet krav, som betyder, at projektet skal revurderes og hermed bliver dyrere. I den tiltrådte indstilling var det blandt andet forudsat, at der blev indrettet værelser til midlertidige boliger til husvilde. Disse forudsætninger viser sig nu i projekteringsfasen ikke at kunne realiseres, da Bygge- og Teknikforvaltningen, Byggeri og Bolig efter indstillingens tiltræden i Borgerrepræsentationen har tilkendegivet, at man ikke kan godkende den foreslåede indretning. Årsagen er, at bygningsreglementet stiller krav om, at der kun må være 4 boenheder, der benytter samme trappe som flugtvej.

Derfor er den eneste mulighed at indrette 2 lejligheder/famileboliger i enderne på hver etage, idet disse kun tæller som to boenheder i modsætning til 4, hvis der udelukkende indrettes værelser. Trappen kan så også anvendes som flugtvej til en del af værelserne på den anden side. Når der indrettes beboelseslejligheder skal disse have selvstændigt køkken, bad og wc. Dette medfører, at projektet har måttet revurderes. Det foreslås derfor nu, at den resterende del af bygningen inddrages i projektet. Herved vil kravene fra Byggeri og Bolig kunne opfyldes, og der vil kunne skaffes plads til husning af de forudsatte antal husvilde.

SAGSBESKRIVELSE

Projektet

Det foreliggende projekt er udarbejdet af Arkitektfirmaet Mogens Werlin i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Ombygningen omfatter en del af stueetagen, 1. sal, 2. sal og 3. sal, i alt ca. 1.650 m2. Der indrettes 14 familieboliger med to værelser, køkken bad og toilet samt 15 værelser til 1 – 2 personer. Disse værelser har fælles køkken, bad og toiletfaciliteter. Der etableres to familieboliger i stueetagen og 4 familieboliger på hver af de andre etager. Værelserne placeres på 1., 2. og 3. sal med fem værelser på hver etage.

Arbejdets udførelse

Arbejderne kan igangsættes straks efter Borgerrepræsentationens behandling af sagen, og ombygningsperioden anslås til ca. 2 måneder for hver etage. Dette betyder, at etagerne kan tages i brug successivt, således at de første beboere kan flytte ind ca. 1. december 2002.

MILJØVURDERING

Ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ombygningsudgifter

Ombygningsudgiften andrager 8.300.000 kr., inklusive montering og honorarer.

Der er tidligere givet kapitalbevilling på 6.600.000 kr. Den resterende del af ombygningsudgiften, kr. 1.700.000 kr. finansieres med anlægsmidler vedrørende forsorgsinstitutioner.

Årlige driftsudgifter

Udgiften til husvildeboligerne forudsættes at hvile i sig selv, delvist finansieret ved beboernes egenbetaling og. suppleret med bevilling fra lokalcentret i henhold til servicelovens §66.

Der etableres to typer af boliger:

A. 14 familieboliger, indrettet med stue, værelse, køkken og bad, men med forskelligt arealet.

B.15 værelser med fælleskøkken og bad til 1-2 personer ( 1 voksen og 1 barn/1-2 voksne).

Der foreslås beregnet et konkret månedligt huslejebeløb pr. bolig, hvor de samlede driftsudgifter vedrørende ejendommen og det dertil knyttede personale, fordeles på boligerne i forhold areal og indretning i øvrigt.

For den enkelte husvilde familie fastsættes en opholdsbetaling, som foreslås fastsat med udgangspunkt i de af Borgerrepræsentationen vedtagne takster på hjemløseområdet (§94- og §91-boformer) , som i 2002 udgør 69 kr. pr. person pr. døgn , og ved ophold i dobbeltværelse 45 kr. pr. døgn.

Eventuel forskel mellem den konkrete, omkostningsbestemte husleje for den enkelte bolig og den fastsatte opholdsbetaling for den husvilde familie foreslås suppeleret med bevilling fra lokalcentret i henhold til servicelovens §66.

Det foreslås følgende opholdsbetaling:

Type A: Bebos af 1 voksen og x antal børn: Opholdsbetaling 69 kr. pr. døgn / månedlig husleje 2.100 kr.

Type A: Bebos af 2 voksne med x antal børn : Opholdsbetaling 69 kr. pr. døgn pr. voksen/ månedlig husleje i alt 4.200 kr.

Type B: Bebos af 1 voksen m/u børn: : Opholdsbetaling 69 kr. pr. døgn / månedlig husleje 2.100 kr.

Type B: Bebos af 2 voksne: Opholdsbetaling 45 kr. pr. voksen/ månedlig husleje 2.700 kr.

En husvild kan i henhold til retssikkerhedsloven påklage afgørelser efter servicelovens §66 til Det Sociale Nævn, herunder kommunens fastsættelse af opholdsbetalingen.

På baggrund heraf anslås de årlige driftsudgifter og – indtægter til:

     

Løn, viceværter og ejendomsadministration.

0,9 mill. kr.

 

Almindelige ejendomsudgifter.

1,0 mill. kr.

 

Ordinær vedligeholdelse af boliger m. m.

0,6 mill. kr.

 

Udgifter i alt.

2,5 mill. kr.

 

Indtægter, opholdsbetaling

1,0 mill. kr.

 

Udgifter afholdes over servicelovens

§66

1,5 mill. kr.

 

 

Driftsudgifterne vedrørende husvildeboligerne afholdes på budgetområde 4 under Fkt. 5.99

De løbende ejendomsudgifter som el, vand, varme, udvendig vedligeholdelse, skatter og afgifter mm. er opgjort på baggrund af oplysninger om H:S`hidtidige huslejebetaling for den omhandlede bygning..

Til udgifter til ordinær vedligeholdelse foreslås afsat 0,6 mill. kr.. Beløbet dækker udgifter til rengøring af fællesarealer, særlig rengøring og reparationer ved misligholdelse eller ekstraordinær slitage.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

  • situationsplan
  • etageplaner

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

Til top