Mødedato: 19.06.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om 3D-scanning af historiske bygninger i København

Medlemsforslag 

Det foreslås, at:

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om hvilke historiske bygninger, der ville være relevante at 3D-scanne i Københavns Kommune. Forslaget skal også angive forslag til finansiering.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

København har en rig kulturarv, som fortjener at blive bevaret – også digitalt. 3D-scanning af historiske bygninger kan skabe præcise digitale modeller, der ikke kun har værdi for formidling og forskning, men som også kan bruges ved genopbygning i tilfælde af skader eller katastrofer.

Branden på Børsen viste, hvor sårbare vores historiske bygninger er, og hvor vigtigt det er at have detaljeret dokumentation. Derfor foreslås det, at Økonomiforvaltningen udarbejder en sag med forslag til, hvilke bygninger i Københavns Kommune der bør 3D-scannes, og samtidig anviser muligheder for finansiering af projektet.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. juni 2025

Socialdemokratiet og SF fremsatte følgende ændringsforslag om tilføjelse til 1. at-punkt:

”At der inden ”historiske bygninger” tilføjes ”kommunale””

 

Det af Socialdemokratiet og SF fremsatte ændringsforslag blev godkendt med 44 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme

For: Ø, A, F, B, V, Å og Helle Jønch (Løsgænger)

Imod: C, I, og Finn Rudaizky (Løsgænger)

 

Medlemsforslaget blev herefter vedtaget med 34 stemmer imod 20. Ingen medlemmer undlod at stemme

For: A, C, F, B, V og Helle Jønch (Løsgænger)

Imod: Ø, Å, I og Finn Rudaizky (Løsgænger)

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Radikale Venstre stemmer imod, med henvisning til at omkostningerne forbundet med 3D-scanninger af historiske bygninger i København, bør fremlægges som en del af budgetforhandlingerne, ligesom behovet i første omgang bør løftes af eller i samarbejde med bygningsejerne.”

 

Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:

”Alternativet anerkender ønsket om at bevare og dokumentere vores fælles kulturarv, men stiller sig spørgende over for behovet for at gennemføre nye 3D-scanninger af historiske bygninger. Vi undrer os over, om en 3D-scanning reelt tilfører væsentligt nyt i forhold til det omfattende materiale, som allerede eksisterer i form af bygningstegninger, fotografisk dokumentation, arkivalier og i mange tilfælde digitale modeller. Mange historiske bygninger er allerede velbelyst gennem tidligere kortlægninger og bevaringsarbejde, og det bør derfor tydeliggøres, om der faktisk er en konkret mangel på dokumentation, som ikke kan løses gennem eksisterende data og metoder”.

Til top