Medlemsforslag om forsøg med senere overgang fra børnehave til skole
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen på forsøgsbasis at indføre senere overgang til skole ved en række skoler i bydele med en overskudskapacitet af pladser i dagtilbud, såfremt der findes finansiering ved budgetforhandlingerne jf. forslagets motivation.
- at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at evaluere ordningen med henblik på, hvilken betydning det har for børnenes trivsel og udvikling i skolen sammenlignet med skoler, hvor børnene fortsat starter i KKFO i foråret.
- at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at sikre, at skoler, der indgår i forsøget, tilpasses arbejdet med overgange – jf. mangfoldige børnefællesskaber om overgangspædagoger- i implementeringen, så ressourcerne på de skoler fastholdes, og det er således også en del af projektets evaluering.
- at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et budgetnotat for et forsøg med senere overgang til skole, der kan indgå i forhandlingerne om budget 2026.
(Stillet af Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet)
Motivering
Tidlig overgang fra dagtilbud til skole, hvor børn overflyttes til KKFO allerede i foråret, blev i sin tid indført som en effektivisering, da der er lavere personaleomkostninger i KKFO’er end i dagtilbud, og som en konsekvens af et daværende kapacitetsunderskud på dagtilbudspladser i København. Men vi mangler simpelthen ordentlig viden om, hvad den tidlige overgang betyder for børns trivsel og udvikling og deres videre forløb i de Københavnske skoler.
Mens det for nogle børn formodentlig kan være en positiv oplevelse, så kan det for andre omvendt være en dårlig start på et skoleforløb, når de skal igennem to overgange, først fra børnehave til KKFO og siden fra KKFO til børnehaveklasse, som betyder, at deres skoletrivsel og udbytte af skolen i de første år bliver ringere.
Flere forskere har i de senere år påvist, at færre overgange styrker børns trivsel og udvikling, og at det derfor anbefales, at børnene først overflyttes ved skolestarten i august. Herlev Kommune har derfor besluttet, at fra 2026 skal børnehavebørnene blive i institutionerne frem til skolestarten i august. København bør undersøge mulighederne for at følge trop.
I dag er der i en række bydele som Bispebjerg, Nørrebro, Brønshøj, Vanløse og Amager Øst et kapacitetsoverskud i dagtilbuddene, som umiddelbart betyder at København i de kommende år vil skulle lukke institutioner med de omkostninger, som det også har for børns trivsel og mulighederne for at fastholde pædagogiske medarbejdere.
Det giver imidlertid også en mulighed for at investere i en tre-årig indsats, hvor der kan blive senere overgang til skolerne ved en række udvalgte skoler i bydelen, og som kan danne grundlag for en mere sikker viden om betydningen af tidlig skolestart for børnenes trivsel og udvikling.
Forvaltningen skal i givet fald udvælge 8-10 skoler, eller flere hvis faktuelle forhold som fx. faldende børnetal i dagtilbud taler for det, der skal indgå i ordningen, såfremt der findes finansiering ved budgetforhandlingerne, og ordningen skal evalueres mhp. at fastslå, om den skal udbredes til flere skoler i København.