Mødedato: 19.06.2013, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til lokalplan for "Levantkaj Vest i Nordhavn" med kommuneplantillæg

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal træffe beslutning om at sende forslag til lokalplan ”Levantkaj Vest i Nordhavn” med tilhørende kommuneplantillæg i offentlig høring. Planforslagene giver mulighed for at opføre en bebyggelse for Copenhagen International School, og på længere sigt boliger og offentlige institutioner på den vestlige del af Levantkaj.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at forslag til lokalplan med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2011 for et område i Indre Nordhavn ”Levantkaj Vest” (bilag 1) vedtages og offentliggøres.
  2. at det tages til efterretning, at der foreligger udkast til en udbygningsaftale med By & Havn (bilag 3), idet aftalen vil blive forelagt i endelig form ved planernes endelige behandling, samt 
  3. at det tages til efterretning, at der foreligger udkast til en byudviklingsaftale med By og Havn (bilag 4), idet aftalen vil blive forelagt i endelig form ved planernes endelige behandling.

(Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget) 

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget har på møder henholdsvis den 3. december 2012 og den 11. december 2012 (2012-162808) tiltrådt, at der udarbejdes forslag til lokalplan for Levantkaj Vest i Nordhavn.

Planforslaget skal muliggøre etableringen af et større privat skolebyggeri til Copenhagen International School (CIS) på sydsiden af Levantkaj i indre Nordhavn.

Løsning

CIS er i dag lokaliseret i henholdsvis Hellerup og på Østerbro, og har ca. 750 elever fra 55 forskellige lande. Skolen ønsker at samle undervisningen i nye og større bygninger i Nordhavn. Skolen er den største af sin art i Danmark og har stor betydning for byens muligheder for at tiltrække og servicere udenlandske virksomheder og institutioner, som f.eks. FN Byen på Marmormolen og nye virksomheder i Nordhavn. Tegnestuen C.F. Møller har tegnet projektet til den nye skolebygning.

Kommuneplan og kommuneplantillæg

Kommuneplan 2011 muliggør i det aktuelle område udvikling af 30.000 etagemeter i denne del af planperioden. Lokalplanen vil kun være byggeretsgivende for selve skolebyggeriet. Resten af ”Levantkaj Vest” vil være en rammelokalplan hvor der kun fastlægges bestemmelser for de nødvendige trafik- og infrastrukturanlæg. I bebyggelsesplanen for Nordhavnsprojektet er der disponeret for yderligere 30.000 etagemeter bolig- og institutionsbyggeri i dette område. Denne udbygning er afhængig af en ændring i kommuneplanens rækkefølgebestemmelser.

Kommuneplantillægget skal muliggøre et nyt markant skolebyggeri til CIS i op til 34 meters højde, hvilket er i overensstemmelse med Nordhavnsprojektets intentioner om en tæt bebyggelse med enkelte højere bygningsvolumener. Herudover justeres afgrænsningen af rammeområdet mod vest, for at tilpasse til planlægningen af Trælastholm.

Lokalplanen

”Levantkaj Vest” er i dag præget af at være en stor, åben flade med containere. CIS ønsker at placere sig langs den sydlige kajkant, så den ligger på en ’halvø’, delvist ude i Orientbassinet. Området er udover skolebyggeriet tænkt til at skulle indeholde større grønne arealer samt bolig- og/eller institutionsbyggeri. Ud mod den gamle Skudehavnen tiltænkes området en parklignende og rekreativ funktion. Der er i Kommuneplan 2011 er også reserveret et areal i dette område til en evt. videreførelse af metroen på højbane.

Selve skolebygningen fremstår som en bygning med forskudte enheder, i forskellig højde og dybde. Således skabes der variation i arkitekturen og områder med læ langs bygningen. Hensigten med at nedbryde skolebyggeriet i mindre enheder er endvidere at tilpasse den store bygning til indre Nordhavns skala.

Skolens friarealer vil bestå af tagterrasser og mindre gårdrum i selve bebyggelsen. Herudover vil skolen, efter aftale med By & Havn have friarealer i ’det grønne parkbånd’, et grønt og rekreativt område nord for skolebygningen.

Parkeringsnormen for biler er 1:200. Bilparkering til skolen etableres midlertidigt som terrænparkering. Når vejadgangen til skolen i fremtiden ændres, nedlægges terrænparkeringen, hvorefter der indgås aftale mellem CIS og By & Havn om et antal reserverede pladser i et parkeringshus. Der vil i tilknytning til skolen etableres afsætningspladser for biler, da ”Levantkaj Vest” i den første periode ikke er betjent af kollektivtrafik. Cykelparkering til skolen udgør ca. 600 pladser og etableres inden for skolens grund.

Byliv

Selve skolebygningen vil få en åben fremtoning, og dermed skabe en god sammenhæng mellem skolens lokaler og det offentlige byrum. Promenaden uden for skolen får karakter af et urbant ’havnebyrum’ der giver mulighed for ophold og aktiviteter på land og på vand, blandt andet med adgange til vandet i form af trapper, ramper og anløbspladser. Samtidigt vil selve skolen kunne blive et mødested i det omkringliggende byområde.

’Det grønne parkbånd’ er første del af en sammenhængende havnepark, der er planlagt til i fremtiden at strække sig langs hele til Levantkajens sydside. I denne del af havneparken kan der etableres en række aktiviteter for både skolen og kommende beboere og brugere. Planerne er i overensstemmelse med Nordhavnsprojektet og By & Havns planer for området.

Bæredygtighed

”Levantkaj Vest” forventes tilsluttet fjernvarme, og forventes at få et lavt energiforbrug i kraft af bebyggelsens tæthed og kravene til laveste energiklasse i byggeriet.

Det er planen, at både lokalplanområdet som helhed og de enkelte bygninger miljøcertificeres, hvorved det understøttes, at bygningerne og kvarteret som helhed lever op til ambitionerne omkring bæredygtighed i Nordhavn. By & Havn har, i forbindelse med arbejdet med nye lokalplaner i Nordhavn tilkendegivet, at bykvarteret Levantkaj Vest skal certificeres på bydelsniveau.

CIS vil i programmeringsfasen foretage en DGNB screening af skoleprojektet, som et dokumenteringsværktøj i forbindelse med det samlede bæredygtighedskoncept. Screeningen bruges til vurdering af, om der skal gennemføres en fuld certificering og til hvilket niveau. Screeningen koordineres med By & Havn og Københavns Kommune.

Støj fra containerterminalen

I perioden frem til flytningen af containerterminalen i 2022 vil skolebyggeriet være støjbelastet med op til 60 dB, hvilket er over Miljøministeriets vejledende grænseværdier på 50 dB. Planloven giver mulighed for en overgangsordning på 8 år i byomdannelsesområder, hvor man herfra er indstillet på at lempe grænseværdierne med 5 dB. I udkast til byudviklingsaftale forpligter By og Havn sig til, at støjbelastningen fra containerterminalen er ophørt inden for en 8 års periode fra lokalplanens vedtagelse. For at afdæmpe støjen tilstrækkeligt i overgangsperioden skal der etableres afværgeforanstaltninger, så skolens mest støjfølsomme arealer overholder de vejledende grænseværdier i denne periode.

Intern høring

Der er foretaget intern høring med henvisning til startredegørelsen. Østerbro Lokaludvalg er ligeledes blevet hørt, og lokaludvalget kan i hovedtræk tilslutte sig forslaget til startredegørelsen. Lokaludvalget byder den internationale skole velkommen, dog med en bemærkning om, at bygningsanlægget bør indrettes sådan, at der er fri passage for offentligheden igennem skolens område.

Forvaltningernes bemærkninger

Til lokaludvalgets bemærkning vurderer forvaltningerne, at skoleprojektet, blandt andet ved at placere udadvendte funktioner i bygningens stueetager og etablering af åbne faciliteter i byrummene lige udenfor skolen på fin vis åbnes op mod de nære omgivelser og dermed bidrager positivt til livet omkring skolen. I lokalplanen sikres offentlig adgang til de udearealer og byrum der ligger i tilknytning til skolen.

Miljøvurdering

Forvaltningerne vurderer, at planerne ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Borgerdialog

Den lovpligtige borgerdialog, vil bestå af 8 ugers høring og offentliggørelse på kommunens hjemmeside. Der foreslås ikke afholdt et borgermøde, da lokalplanen kun giver mulighed for et enkeltstående byggeri i et område uden direkte naboer. I den interne høringsperiode er der ud over Østerbro Lokaludvalgs bemærkning ikke indkommet andre bemærkninger til projektet for skolen.

Økonomi

Planforslagene har ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.

Udbygningsaftale

Planlovens § 21b åbner mulighed for, at en grundejer frivilligt kan indgå en aftale med kommunen om bidrag til udbygning af infrastrukturen. Københavns Kommune forventer at indgå en udbygningsaftale med By & Havn om bl.a. anlæg af cykelsti og fortov langs Sundkrogsgade.

Udbygningsaftalen forelægges til godkendelse samtidigt med planforslagenes endelige vedtagelse.

Byudviklingsaftale

Da udbygningen af Indre Nordhavn på sigt vil nødvendiggøre byggeri af ny folkeskole i området, giver byudviklingsaftalen Københavns Kommune en option på køb af skolebyggeriet, hvis det ikke længere skal bruges af CIS. Herudover forpligter Københavns Kommune og By og Havn sig på, at udarbejde ny lokalplan for området, i tilfælde af, at CIS alligevel ikke skal bygge efter lokalplanen. Området vil i det tilfælde skulle disponeres på ny. Byudviklingsaftalen forelægges til godkendelse sammen med planforslagenes endelige vedtagelse.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes forslaget til lokalplan og kommuneplantillæg i offentlig høring i 8 uger. I offentlighedsfasen foreslås det at etablere en særlig hjemmeside bestående af en informationsdel og en dialogdel og, at der alene annonceres på Kommunens hjemmeside. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningerne gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde en indstilling om endelig vedtagelse af planerne.

Endeligt forslag til lokalplan og tillæg til Kommuneplan 2011 forventes forelagt udvalgene og Borgerrepræsentationen ultimo 2013.

 

 

         Claus Juhl                                                       Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at forslag til lokalplan for et område i Indre Nordhavn ”Levantkaj Vest” (bilag 1) vedtages og offentliggøres

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 for et område i Indre Nordhavn ”Levantkaj Vest” (bilag 1) vedtages og offentligøres

Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler

  1. at det tages til efterretning, at der foreligger udkast til en udbygningsaftale med By & Havn (bilag 3), idet aftalen vil blive forelagt i endelig form ved planernes endelige behandling
    4.    at det tages til efterretning, at der foreligger udkast til en byudviklingsaftale med By og Havn
           (bilag 4), idet aftalen vil blive forelagt i endelig form ved planernes endelige behandling


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet 3. juni 2013:

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:
”At der indarbejdes krav om individuel parkeringsdækning, så der i eller under hver bygning sikres parkering til eget behov i stedet for kollektiv parkeringsdækning”
For ændringsforslaget stemte 2 udvalgsmedlemmer: C, I
Imod ændringsforslaget stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, O, F, Ø
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.

Indstillingens 1., 3. og 4. at-punkt blev anbefalet.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 11. juni 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. juni 2013

 

Det Konservative Folkeparti genfremsatte følgende ændringsforslag fra udvalgsbehandlingen:

”Det foreslås, at der indarbejdes krav om individuel parkeringsdækning, så der i eller under hver bygning sikres parkering til eget behov i stedet for kollektiv parkeringsdækning”

 

Det af Det Konservative Folkeparti genfremsatte ændringsforslag blev forkastet med 43 stemmer imod 9.

For stemte: C, I og V.

Imod stemte: A, B, F, O, Jaleh Tavakoli (løsgænger), Signe Goldmann (løsgænger), Sofie K. Led (løsgænger) og Ø.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Der blev givet frist til mandag den 24. juni 2013 kl. 12.00 til afgivelse af mindretalsudtalelser.

Til top