Mødedato: 19.01.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Valby Idrætspark – nye visioner og nye samarbejdspartnere

Der skal tages stilling til forslag til den videre udvikling af Valby Idrætspark.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen om at gå videre med dialogen med en privat virksomhed om et muligt sponsorsamarbejde, og at forvaltningen bemyndiges til at indgå de nødvendige aftaler.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

(Standsningsret)

Problemstilling

Valby Idrætspark er et af Nordens største idrætsanlæg. Idrætsparken rummer i dag et fodboldstadion med plads til op mod 10.000 tilskuere, 30 fodboldbaner, 4 indendørs haller, et vandkulturhus og den ombyggede Club Danmark hal.

Valby Idrætspark ligger centralt i forhold til nogle af byens store byudviklingsområder, herunder Grøntorvet, og udviklingen af idrætsparken er fastlagt i lokalplanen for området, som blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 27. februar 2015. Af lokalplanen fremgår bl.a., at der kan bygges 70.000 kvadratmeter i området, herunder 100 ungdomsboliger, ligesom det er besluttet, at midlerne fra salg af grunde i Valby Idrætspark skal investeres i området.

Valby Idrætspark rummer et stort potentiale for mange flere og nye aktiviteter. Her kan der f.eks. arbejdes videre med at supplere idrætsaktiviteterne med kulturelementer. Blandt mulighederne er en flytning af musikforeningen Copenhagen Music til Valby Stadion og realisering af ambitionerne om igen at gøre Valby Hallen til en attraktiv arena for mellemstore koncerter.

Udviklingen af Valby Idrætspark kalder på nytænkning, andre samarbejder og partnerskaber. Her er et sponsorsamarbejde med en privat virksomhed en mulighed for at udvide aktiviteterne i området og understøtte f.eks. særlige foreningstiltag.

Løsning

Der er i Københavns Kommune et voksende fokus på mulighederne i forskellige typer partnerskaber mellem det private og det offentlige. Samtidig kalder tiden på, at kulturpolitiske ambitioner indfries i et samarbejde, der f.eks. kan gå på tværs af idræt og kultur, samt at ikke-kommunale parter involveres, hvor det giver merværdi og mening. Nærværende indstilling har fokus på 3 projekter i Valby Idrætspark, hvor nogle af disse ambitioner kan indfries.

Udviklingsplan for Valby Idrætspark – præsentation for Kultur- og Fritidsudvalget

Kultur Syd har igangsat et omfattende udviklingsarbejde med henblik på en lokalt forankret udvikling af Valby Idrætspark. Arbejdet involverer bl.a. anlæggets brugere, kulturinteressenter og idrættens organisationer. Sigtet er en samlet vision, der favner både nuværende aktive på anlægget og nye og andre brugere. Samtidig er der fokus på de tværgående samarbejder, der kan indgås omkring Valby Idrætspark. Det gælder f.eks. samarbejder med kulturaktører, fonde og virksomheder.

En udviklingsplan for Valby Idrætspark skal ses i sammenhæng med en politisk beslutning om, at indtægter fra salg af byggeret i Valby Idrætspark, skal reinvesteres i forbedringer i Valby Idrætspark. Der er med andre ord et økonomisk fundament for de visioner, der arbejdes med.

For sikre en målrettet prioritering og en balanceret udvikling af Valby Idrætspark, hvor der tages hensyn til den stærke forankring, som idrætten har i området, lægges der med denne indstilling op til, at Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en samlet plan for Valby Idrætspark i løbet af foråret 2017.

Samarbejde med Vega om at genetablere Valby Hallen som koncertsted - Smart investering

Efterspørgslen efter spillesteder med plads til mellem 1.500 og 4.500 publikummer er for opadgående. Dette er uafhængigt af etableringen af den nye ’Royal Arena’. Årsagen hertil er, at det alt andet lige ikke vil være rentabelt at afvikle koncerter i arenaen med færre end 5.000 publikummer.

Kultur Syd er i dialog med spillestedet Vega om mulighederne for igen at anvende Valby Hallen til mellemstore koncerter. Alle parter er enige om, at forudsætningen for, at et sådant initiativ kan blive en succes, er, at der investeres i bedre lyd i hallen. Sigtet er, at gennemføre projektet som en smart investering.

Omdrejningspunktet for Valby Hallen i dag er idrætsaktiviteter. Et samarbejde med Vega om flere koncerter kan arrangeres på en sådan måde, at det i sidste ende kommer idrætten til gode. Det skyldes blandt andet, at en forpligtigende aftale med en fast samarbejdspartner giver bedre muligheder for at langtidsplanlægge. Dette vil resultere i færre aflysninger med kort varsel.

De foreløbige nøgletal viser, at man med en engangsinvestering i størrelsesordenen 4 mio. kr. kan etablere en hal, der lydmæssigt lever op til forventningerne til en moderne koncertarena.

Sponsorsamarbejde med en privat virksomhed

Kultur Syd er i dialog med en privat virksomhed om et muligt sponsorsamarbejde (fortroligt bilag 1). Elementerne i samarbejdet er blandt andet skiltning på Valby Hallens forside og et årligt bidrag fra sponsors side til aktiviteterne på anlægget (fortroligt bilag 2).

På Kultur- og Fritidsområdet blev der, i forbindelse med etableringen af Bellahøj Svømmestadion, søgt om at få en navnesponsor. Det lykkedes ikke dengang.

Der sigtes mod en aftale på maksimalt 10 år.

Målet er, at midlerne fra sponsoratet indgår i Kultur Syds budget med henblik på at skabe mere aktivitet i Valby Idrætspark.

Indstillingen forelægges med forbehold for, at skiltningen skal godkendes af Københavns Ejendomme som bygningsejer, herunder også fordelingen af midlerne i sponsoratet, samt af Teknik- og Miljøforvaltningen, der er myndighed for så vidt angår skiltning i byrummet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, udarbejdes der en plan for Valby Idrætspark, der forelægges Kultur- og Fritidsudvalget i foråret 2017.

Endvidere vil Kultur- og Fritidsforvaltningen gå videre med samarbejdet med Vega, med henblik på at opgraderingen af Valby Hallen som spillested kan indgå i forhandlingerne om Overførselssagen 2016/2017.

Godkendes indstillingens 3. at-punkt, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen gå videre i dialogen med den private virksomhed. 

 

Mette Touborg                                 /Signe Jarvad

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen om at udarbejde en udviklingsplan for Valby Idrætspark. Planen skal forelægges for Kultur- og Fritidsudvalget i foråret 2017.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen om - i samarbejde med VEGA - at udarbejde en business case/smart investering på genetablering af Valby Hallen som koncertsted med henblik på forhandlingerne om Overførselssagen 2016/2017.
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen om at gå videre med dialogen med en privat virksomhed om et muligt sponsorsamarbejde, og at forvaltningen bemyndiges til at indgå de nødvendige aftaler.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016

Forvaltningen oplyste, at såfremt der arbejdes videre med sponsering, vil der ske et udbud med henblik på at sikre konkurrence og højeste markedspris.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt, idet Kultur- og Fritidsudvalget præciserede, at udviklingsplanen skal være i forlængelse af helhedsplanen for Valby Idrætspark.

Med hensyn til indstillingens 2. at-punkt anmodede Kultur- og Fritidsudvalget om, at Kultur- og Fritidsforvaltningen - i samarbejde med byens interesserede koncertaktører - udarbejder en business case/smart investering på genetablering af Valby Hallen som koncertsted med henblik på forhandlingerne om Overførselssagen 2016/2017.

Der blev begæret afstemning om indstillingens 3. at-punkt.

Et flertal (Rune Dybvad, Lise Thorsen, Taner Yilmaz, Carl Christian Ebbesen, Kasper Heumann Kristensen, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte for indstillingens 3. at-punkt.

Et mindretal (Neil Bloem, Rikke Lauritzen og Jens Kjær Christensen) stemte imod.

Indstillingens 3. at-punkt blev således godkendt.

 

Rikke Lauritzen (Ø) og Jens Kjær Christensen (Ø) begærede udførelsen af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning vedrørende indstillingens 3. at-punkt standset i medfør af styrelseslovens § 23 og indbragt for Borgerrepræsentationen til afgørelse.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 19. januar 2017

Et forslag fra en samlet Borgerrepræsentation om at tilbagevise indstillingen til fornyet behandling i Kultur- og Fritidsudvalget blev vedtaget uden afstemning.

Til top