Mødedato: 18.12.2025, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om opfordring til KL om fortsat støtte til medarbejdere under meritpædagoguddannelse

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at indsende følgende forslag til behandling på KLs delegeretmøde i foråret 2026 på vegne af Københavns Kommune:

“KLs delegeretmøde opfordrer KLs bestyrelse til at iværksætte forhandlinger med FOA for at sikre, at kommuner fortsat får ret til og mulighed for at tilbyde erfarne medarbejdere ret til fri med løn for at deltage i studieaktiviteter under en meritpædagoguddannelse, som det har været tilfældet med den aftale som KL og FOA indgik i efteråret 2023 og som ellers udløber i sommeren 2026.”

(Stillet af Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Flere uddannede pædagoger er altafgørende for at sikre kvalitet i dagtilbud. Derfor er det af afgørende betydning af få uddannet mange flere pædagoger. Et af de hurtigste og mest effektive redskaber til dette er kommunernes mulighed for at tilbyde erfarne pædagogmedhjælpere, at de kan videreuddanne sig til meritpædagoger og få fri med løn til at deltage i studieaktiviteter.

Det forekommer derfor virkelighedsfjernt og kontraproduktivt, når et flertal i KLs bestyrelse imod ønskerne fra mange kommuner ikke desto mindre nu vil ophæve aftalen med FOA. Det vil gøre det umuligt at få rekrutteret tilstrækkeligt med uddannede pædagoger og betyde, at flere kommuner ikke fremover kan tilbyde dagtilbud i en forsvarlig pædagogisk kvalitet. Samtidig bliver det vanskeligere for kommunerne at fastholde erfarne medarbejdere, når udsigten til en efteruddannelse, hvor de kan bruge deres særlige erfaringer på denne måde, kommer til at blive afskaffet. 

Børnene, forældrene og borgerne kommer til at stå tilbage som taberne, hvis ikke KLs bestyrelse skifter kurs og anerkender omfanget af problemerne omfang med at rekruttere tilstrækkeligt med dygtige pædagoger.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. december 2025

 

Medlemsforslaget blev trukket fra dagsorden under dagsordenspunkt 1. Godkendelse af dagsorden.

Til top