Medlemsforslag om fri parkering på alle kommunale parkeringspladser
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen senest i første kvartal af 2026 at komme med forslag til, hvordan flere kommunale parkeringspladser kan stilles til rådighed for københavnere med en beboerparkeringslicens ved at ophæve nogle af de mange begrænsninger og reservationer, der gør, at mange parkeringspladser reelt står tomme, og ikke kan bruges af alle københavnere med en beboerlicens.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
København har hver dag mange tomme parkeringspladser. Dem ønsker vi at stille til rådighed for københavnere med en beboerparkeringslicens. Der er mange særreservationer, som reelt gør, at mange pladser står tomme døgnet rundt.
Det gælder el-delebilspladser, elbilpladser, erhvervspladser efter kl. 14, ambassadeparkeringspladser, taxaholdepladser, kiss & ride m.v. Vi ønsker at se, hvor mange af disse særreservationer, der kan ophæves, så pladserne kan bruges af de københavnere, der har en beboerparkeringslicens.
De fleste af ovennævnte pladser tæller ikke med i opgørelsen over belægningsprocenten. Mange borgere henvender sig om, at disse pladser ofte står tomme - ofte hele døgnet.
Det er dyrt at etablere nye pladser. Derfor vil vi gerne stille kommunale pladser til rådighed for københavnerne.
Handicappladser omfattes ikke af forslaget.
Naturligvis skal forslaget også overholde Wienerkonventionen om diplomatiske forpligtelser.