Medlemsforslag om indførelse af forbud mod afholdelse af kønsopdelte foredragsarrangementer i kommunens lokaler
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger foretager de nødvendige justeringer i betingelser for udlejning af kommunale lokaler, så det fremadrettet ikke er muligt at afholde kønsopdelte foredragsarrangementer i Københavns Kommunes lokaler, i det omfang den eksisterende lovgivning ikke er til hinder for sådanne justeringer.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Det fremgår af nylige svar fra Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen (se bilag 1), at kønsopdelte foredragsarrangementer – hvor arrangøren opdeler publikum til et foredrag i en mandeafdeling og en kvindeafdeling – vurderes, at ”være foreneligt med folkeoplysningsloven”.
Folkeoplysningsloven fastslår, at kommuner ikke kan udlåne lokaler til ”foreninger, hvis formål eller adfærd modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder”. I Københavns Kommunes Kønsligestillingspolitik fastslås det, at "alle uanset køn og seksuel orientering [skal] kunne følge deres interesser og være en del af fællesskaber. Det gælder i alle livets situationer og stadier”. I tillæg fremgår det af Integrations- og medborgerskabspolitikken, at kommunen vil ”bidrage til, at københavnere med integrationsbehov opnår forståelse og respekt for det danske samfunds grundlæggende værdier, normer og menneskeretslige principper såsom frihed, lighed for loven, ligestilling mellem kønnene samt ligeværd for alle uanset kønsidentitet, seksuel orientering, religion eller etnisk oprindelse”.
Vi ønsker at præcisere, at kommunale lokale ikke bør kunne bruges til kønsopdelte foredragsarrangementer, da det underminerer det filosofiske fundament vores samfundskontrakt står på. Kønsopdeling ved foredragsarrangementer underminerer den grundlæggende liberal-demokratiske ide om, at alle mennesker er født lige i ret og lige i værd.