Mødedato: 18.09.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Overgang til varig ansættelse ved åremåls udløb for beredskabschef

Se alle bilag
Der skal tages stilling til overgang til varig ansættelse på kontraktvilkår og ændring af titel til direktør for beredskabschef Jakob Vedsted Andersen.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at Jakob Vedsted Andersen med virkning fra 1. januar 2015 overgår til varig ansættelse på kontraktvilkår,
  2. at Jakob Vedsted Andersen i den forbindelse ændrer titel til direktør,
  3. at det stilles som betingelse for ansættelsen, at Jakob Vedsted Andersen tiltræder de nedenfor anførte særlige vilkår, Økonomiudvalget har besluttet den 12. oktober 2010.  

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Jakob Vedsted Andersen blev den 1. januar 2010 ansat som tjenestemand på åremålsvilkår som beredskabschef for en periode på 5 år. Ansættelsen udløber således den 31. december 2014. Økonomiforvaltningen anbefaler, at Jakob Vedsted Andersen overgår til varig ansættelse på kontraktvilkår. Jakob Vedsted Andersen har i den forbindelse udtrykt ønske om at ændre titel til direktør.

I henhold til Økonomiudvalgets beslutning af 26. juni 2001 er den enkelte borgmester forpligtet til senest 1 år før åremålsaftalens udløb at fremsende indstilling med vurdering af den pågældende til Økonomiforvaltningen med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget. Økonomiudvalget afgiver på dette grundlag sin indstilling til Borgerrepræsentationen, der træffer den endelige afgørelse om pågældendes overgang til varig ansættelse i stillingen.

Overgang til varig ansættelse
Såfremt Økonomiforvaltningens anbefaling imødekommes, overgår Jakob Vedsted Andersen efter Borgerrepræsentationens beslutning til varig ansættelse på kontraktvilkår med virkning fra 1. januar 2015.

Jakob Vedsted Andersen har i den forbindelse udtrykt ønske om at ændre titel til direktør. Økonomiforvaltningen anbefaler, at dette ønske imødekommes. Alternativt overgår Jakob Vedsted Andersen til ansættelse på kontraktvilkår med titel af beredskabschef.

Udløb af åremålskontrakt
Såfremt anbefalingen om overgang til varig ansættelse ikke imødekommes, vil åremålskontrakten udløbe og pågældendes ansættelsesforhold i Københavns Kommune dermed ophøre den 31. december 2014. Dette indebærer samtidig, at der i henhold til KL og KTO’s rammeaftale om åremålsansættelse på fratrædelsestidspunktet skal udbetales et fratrædelsesbeløb svarende til 8 måneders løn.

Løsning

Beredskabschef Jakob Vedsted Andersens ansættelse på åremålsvilkår udløber den 31. december 2014.

Økonomiforvaltningen fremlægger derfor vedlagte evaluering af Jakob Vedsted Andersen. Det fremgår heraf, at Jakob Vedsted Andersen på yderst kvalificeret vis har udfyldt sin stilling som beredskabschef for Københavns Brandvæsen, herunder at Jakob Vedsted Andersen;

  • har evnet at udføre en række reformer og igangsætte en moderniseringsproces for at ruste Københavns Beredskab til kommende års store udfordringer,
  • har skabt resultater i form af responstider på et meget flot niveau, nedbragt sygefravær og har styr på økonomien. Endvidere er antallet af brande markant reduceret takket være en stor indsats på det forebyggende område,
  • evner at tænke udover de traditionelle beredskabsopgaver og bl.a. har igangsat et arbejde på tværs af kommunens forvaltninger for at skabe større sammenhæng imellem kommunale sikringstiltag og risikostyring, og
  • fremstår som en markant og vellidt leder med en betydelig gennemslagskraft både i Københavns Kommune og i samarbejdet med eksterne aktører.

Det konkluderes således, at Jakob Vedsted Andersen spiller en afgørende rolle i Økonomiforvaltningens og kommunens faglige, organisatoriske og ressourcemæssige udvikling. Det er dermed i kommunens interesse at fastholde Jakob Vedsted Andersen som beredskabschef i Københavns Kommune.

Økonomiforvaltningen foreslår i overensstemmelse hermed, at Jakob Vedsted Andersen overgår til varig ansættelse.

Det bemærkes, at evalueringen har været forelagt Jakob Vedsted Andersen, der ikke havde bemærkninger til den.

Jakob Vedsted Andersen har udtrykt ønske om at ændre titel til direktør. Økonomiforvaltningen anbefaler, at dette imødekommes. Alternativt overgår Jakob Vedsted Andersen til ansættelse på kontraktvilkår med titel af beredskabschef.

Opmærksomheden henledes på, at Økonomiudvalget den 12. oktober 2010 har tiltrådt en indstilling om ”Særlige vilkår i forbindelse med forlængelse af åremålsaftaler og ansættelser af chefer på åremål mhp. en evt. ny organisationsstruktur”. Det er fast praksis, at der stilles de samme betingelser ved overgang til varig ansættelse, således at det er en forudsætning for ansættelsen, at Jakob Vedsted Andersen accepterer, at det anføres i ansættelsesbrevet, at ansættelsesområdet er hele Københavns Kommune, og at Jakob Vedsted Andersen indtil videre gør tjeneste i Økonomiforvaltningen.  

Økonomi

Udgiften til aflønning af stillingen afholdes under Økonomiudvalgets budget.

Videre proces

Sagen skal forelægges Borgerrepræsentationen, der er ansættende myndighed.

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Jakob Vedsted Andersen med virkning fra 1. januar 2015 overgår til varig ansættelse på kontraktvilkår.
  2. at Jakob Vedsted Andersen i den forbindelse ændrer titel til direktør.
  3. at det stilles som betingelse for ansættelsen, at Jakob Vedsted Andersen tiltræder de nedenfor anførte særlige vilkår, Økonomiudvalget har besluttet den 12. oktober 2010.  




Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 26. august 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. september 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top