Mødedato: 18.06.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om måltal for konkurrenceudsættelse

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen vedtager en målsætning om at være i top 25 blandt danske kommuner, når det kommer til konkurrenceudsættelse af opgaver og at Økonomiforvaltningen årligt skal afgive status til økonomiudvalget om kommunens placering,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger at forberede en sag til politisk behandling, der skal beskrive, hvordan der kan fastsættes måltal for konkurrenceudsættelse af opgaver for hver af kommunens syv forvaltninger,
  3. at Borgerrepræsentationen pålægger alle syv forvaltninger årligt at afrapportere toil økonomiudvalget, hvilke opgaver der med fordel kan konkurrenceudsættes, som ikke allerede er konkurrenceudsat.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti)

Motivering

Københavns Kommune løser hver dag en lang række vigtige opgaver for københavnerne. Netop derfor bør kommunen også løbende sikre, at opgaverne bliver løst bedst og så omkostningsbevidst som muligt.

I dag ligger Københavns Kommune lavt, når det kommer til konkurrenceudsættelse. Den seneste opgørelse fra Indenrigsministeriet viser, at København i 2024 havde en indikator for konkurrenceudsættelse på 25,1 pct., hvilket placerer kommunen som nr. 79 blandt landets kommuner. Det er langt fra en placering, som Danmarks hovedstad bør stille sig tilfreds med. Til sammenligning ligger den 25. bedst placerede kommune Dragør på 30,8 pct., og flere hovedstadskommuner ligger også højere end København.

Vi mener at Københavns Kommune bør sætte sig en klar og ambitiøs målsætning om at komme i top 25 blandt danske kommuner, når det gælder konkurrenceudsættelse. Det handler ikke om at udlicitere for udliciteringens skyld. Det handler om at sikre, at kommunen systematisk undersøger, hvor opgaver kan løses bedre, billigere eller mere effektivt gennem konkurrence.

Øget konkurrence kan være med til at sikre mere værdi for skattekronerne. Når flere leverandører får mulighed for at byde ind på en opgave, bliver kommunen tvunget til at forholde sig konkret til både pris, kvalitet og opgaveløsning. Det er også med til at give bedre kvalitet og mere innovation. Private og selvejende aktører kan ofte bidrage med nye løsninger, specialiseret viden og andre måder at organisere arbejdet på, som kommunen kan lære af.

Ved at fastsætte konkrete måltal og sætte rammerne om en mere systematisk tilgang til konkurrenceudsættelse kan vi udfordre kommunal vanetænkning og monopoler. Det bør aldrig være en selvfølge, at kommunen selv skal løse en opgave, hvis andre kan løse den bedre eller billigere.

Derfor ønsker vi, at der fastsættes konkrete måltal for konkurrenceudsættelse i hver af kommunens syv forvaltninger, og at forvaltningerne årligt skal afrapportere, hvilke opgaver der med fordel kan konkurrenceudsættes. På den måde bliver arbejdet ikke bare en hensigtserklæring, men en løbende politisk prioritet.

Til top