Mødedato: 18.06.2026, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om mere tryghed på Indre Vesterbro

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Socialforvaltningen med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger at undersøge muligheden for en udvide ordningen med sociale viceværter på Indre Vesterbro, så ordningen også omfatter områderne omkring Halmtorvet, Gasværksvej, Eriksgade, Istedgade og området omkring stofindtagelsesrummene Skyen og Reden Stofindtag,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Socialforvaltningen at rette henvendelse til Københavns Politi med henblik på at styrke den synlige nærpolitiindsats, herunder ”Den Blå Bus” og en intensiveret patruljering på Indre Vesterbro i perioder, hvor utrygheden er højest – særligt omkring Kødbyen, Halmtorvet og stofindtagelsesrummene.

(Stillet af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti)

Motivering

Indre Vesterbro er både hjem for mennesker med massive sociale problemer og for helt almindelige københavnere, der skal kunne færdes trygt i deres eget lokalområde. Samtidig er Vesterbro hjemsted for mange erhvervsdrivende og mål for et stort antal turister. 

I dag oplever mange beboere omkring Halmtorvet, Eriksgade, Gasværksvej og Istedgade stigende utryghed. Der meldes om åbenlys stofhandel, utryghedsskabende adfærd, ulovlig indtrængen i opgange og gårde, hærværk samt pushere, der opererer tæt på boliger, institutioner og erhvervsliv.

Samtidig har nedlæggelsen af politistationen på Halmtorvet betydet, at mange beboere oplever mindre synligt politi og dermed mindre præventiv tilstedeværelse i gadebilledet.

Der er derfor behov for en mere konsekvent og synlig tryghedsindsats.

Forslagsstillerne mener, at sociale viceværter kan være med til at skabe ro, konfliktnedtrapning og sikre mere tryghed for både brugere af stofscenen og områdets beboere. Ordningen fungerer allerede flere steder i Kødbyen og bør udvides til de omkringliggende områder, hvor problemerne i stigende grad opleves.

Den nuværende ordning i Kødbyen omfatter anvendelsen af socialt Frikort. Det er en ordning, som vi mener vil være hensigtsmæssig at videreføre med dette forslag, da det har vist sig både relationsopbyggende og kriminalitetsreducerende.

Samtidig er der behov for et styrket nærpoliti med synlige patruljer i lokalområdet. Tryghed kræver også, at borgere oplever, at kriminalitet, trusler og chikane mødes med konsekvent myndighedstilstedeværelse.

Målet er ikke at skubbe problemerne videre til andre bydele, men at skabe et mere trygt og værdigt Vesterbro for både udsatte borgere, naboer og erhvervsdrivende.

Det forudsættes, at der i den kommende sag indgår en vurdering af behov for eventuel merfinansering forud for forhandlingerne til budget 2027, eller stillingtagen til eventuelle puljemidler.

 

Til top