Forespørgsel til klima-, miljø- og teknikborgmesteren om fremkommelighed på Amager
Forespørgsel
Klima-, miljø- og teknikborgmesteren bedes redegøre for,
- Hvilke konkrete initiativer Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vil iværksætte for at undgå gentagelser af de seneste trafikale problemer på Amager, så fremtidige anlægs- og vejarbejder på Amager ikke medfører tilsvarende køer, forsinkelser og væsentligt forringet fremkommelighed for både bilister og den kollektive trafik?
- Hvorfor kapaciteten på Amagers veje, herunder ikke mindst Amager Boulevard, Ørestad Boulevard og Vermlandsgade, de seneste år er sat så langt ned, så de ikke kan håndtere uforudsete hændelser som gravearbejde, trafikuheld eller regnvejr?
- Hvad der skal til af udvidelser af vejkapaciteten på Amager for, at trafikken ikke holder i kø på bl.a. Amager Boulevard, Ørestad Boulevard samt Vermlandsgade på dage med trafikuheld, gravearbejde eller regnvejr?
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
For at København fungerer i hverdagen skal der være fremkommelighed for både borgere i København, for byens studerende og arbejdstagere i byen.
Desværre viser der sig ringere og ringere fremkommelighed, og der er øget ventetid i trafikken. Det gælder flere og flere bydele. Amager er meget hårdt ramt, det såkaldte Klimakvarter på Østerbro er ramt af lukkede veje, indsnævrede veje og megen omvejskørsel. Tilsvarende på Vesterbro med lukning af Vesterbro Passager/Vesterbrogade ved Rådhuspladsen og forberedelse af labyrinten ved nul-emissionszonen på Vesterbro.
Vi har tidligere oplevet indsnævring af Nørrebrogade, Amagerbrogade, Østerbrogade samt Gammel Køgelandevej og Vejlands Allé, der alle er bygget til at bære megen af byens trafik.
Byen er med de mange indsnævringer og vejlukninger blevet så sårbar, så der ikke længere er et beredskab og en kapacitet til uforudsete hændelser som trafikuheld, vejarbejder og regnvejr.
Vi ønsker en robust by og infrastruktur, der også kan rumme uforudsete og ikke-sjældne hændelser som vejarbejde, trafikuheld og dårligt vejr.