Forespørgsel til overborgmesteren vedrørende gennemsigtighed om lobbyvirksomhed i Københavns Kommune
Forespørgsel
Overborgmesteren bedes redegøre for,
- Hvordan Økonomiforvaltningen i dag arbejder med åbenhed og gennemsigtighed omkring møder og øvrig kontakt mellem kommunens politikere, forvaltninger og lobbyister/andre eksterne interesseaktører i forbindelse med politiske beslutningsprocesser i kommunen?
- Hvilke muligheder der findes inden for gældende lovgivning for at øge åbenheden og gennemsigtigheden omkring lobbyvirksomhed i kommunen?
(Stillet af Frie Grønne)
Motivering
Københavns Kommune træffer beslutninger med stor betydning for borgere, virksomheder, organisationer og andre samfundsaktører. I den forbindelse er det afgørende for tilliden til det kommunale demokrati, at der er åbenhed om, hvilke interesser der søger indflydelse på de politiske beslutningsprocesser.
Spørgsmålet har tidligere været behandlet i Københavns Kommune. I 2015 fremsatte SF et forslag om et møderegister for borgmestre, direktionsmedlemmer og medlemmer af Borgerrepræsentationen omkring møder med lobbyister, interesseorganisationer, fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, etc. Under sagens behandling blev det oplyst, at medlemmer af Borgerrepræsentationen ikke kunne pålægges at føre et offentligt register over møder med lobbyister. Sagen blev efterfølgende behandlet i Gruppeformandskredsen i 2016, hvor det blev besluttet ikke at gå videre med forslaget.
Siden 2015 er samspillet mellem politik, erhvervsliv, organisationer og interessevaretagelse fortsat blevet mere omfattende og komplekst. Samtidig er der nationalt og internationalt kommet øget fokus på gennemsigtighed omkring lobbyisme og politisk påvirkning. Københavns kommune er landets største, og der træffes i udvalg, forvaltning og Borgerrepræsentationen økonomiske beslutninger i milliardklassen. Det er nærliggende at kapitalismen vil forsøge at få indflydelse på fordelingen af disse midler for at øge profitten gennem lobbyvirksomhed. Dette til skade for de borgere der betaler deres skat i forventning om at pengene arbejder til deres bedste.
Frie Grønne ønsker derfor en debat om hvorvidt den nuværende tilstand giver tilstrækkelig gennemsigtighed, og om der inden for gældende lovgivning findes muligheder for at styrke offentlighedens indsigt i, hvordan eksterne aktører søger indflydelse på kommunale beslutninger.