Mødedato: 18.06.2014, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Årsrapport 2013 for Metroselskabet I/S

Se alle bilag
Årsrapporten 2013 for Metroselskabet I/S fremlægges til efterretning for Borgerrepræsentationen.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at orienteringen om årsrapporten 2013 for Metroselskabet I/S tages til efterretning.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Metroselskabet I/S ejes af Københavns Kommune med 50 pct., staten v/Transportministeriet med 41,7 pct. og Frederiksberg Kommune med 8,3 pct. Selskabets formål er at varetage projektering og anlæg af en Cityring og at stå for drift og vedligehold af den samlede Metro i København.

Metroselskabet I/S har offentliggjort årsrapporten for 2013.

Metroselskabets årsresultat for 2013 blev et overskud på 1.807 mio. kr. Selskabets egenkapital var 3.744 mio. kr. ultimo 2013.

Løsning

Årsrapporten 2013, som er vedlagt i bilag 1, blev godkendt af selskabets ejere på interessentskabsmødet den 30. april 2014.

Årsrapporten forelægges Borgerrepræsentationen til orientering med følgende bemærkninger:

Metroselskabet realiserede et årsresultat på 1.807 mio. kr., hvilket overvejende skyldes positiv markedsregulering af gæld og låneportefølje.

 

Metroselskabets resultat før afskrivninger og finansielle poster i 2013 er på 216 mio. kr., hvilket er lavere end resultatet for 2012, der var på 235 mio. kr. Metroselskabet nævner, at resultatet i 2013 er påvirket negativ af lukningen af regionalperronerne på Nørreport, mens antallet af passagerer samt stigende indtægt pr. passager har haft en positiv effekt. I 2013 var det samlede passagertal 55,4 mio., hvilket er 2,1 pct. flere end i 2012.

  

Metroselskabets egenkapital ultimo 2013 er på 3,7 mia. kr. inkl. markedsregulering og 4,7 mia. kr. ekskl. markedsregulering, og følger den forventede finansiering af Cityringen.

 

Opmærksomheden skal henledes på kapitel 2.10 (side 48-57) i årsrapporten, hvor selskabet gennemgår de opstillede krav til blandt andet sociale klausuler, arbejdsmiljø, krav til lærlingepladser m.v. i Cityringsprojektet. Dette er i tråd med Københavns Kommunes anbefalinger til selskabet.


Langtidsbudgettet for 2014, der ses i kapitel 6.1 (side 98-105) i årsrapporten, har fået indregnet anlæg af Nordhavnsafgreningen (anlægssum 2,5 mia. kr. i 2012 priser). Langtidsbudgettet viser, at selskabet forventer at være gældfrit i 2059.

Borgerrepræsentationen skal desuden orienteres om følgende opmærksomhedspunkter vedrørende Cityringsbyggeriet:

Støj - Cityringen
Det forventes, at Cityringens byggepladser kan organisere arbejdet efter et nyt reguleringsregime for støj fra den 1. juli 2014. Endvidere er det aftalt, at ejerne og Metroselskabet mødes senest medio 2014 med henblik på at drøfte Cityringesprojektets økonomi og tidsplan på baggrund af et oplæg fra selskabet.

Praktik- og lærlingepladser - Cityringen

Kontrakt

Marts

April 

Civil Works

17

18

Transport Systems

0

0

I alt

17

18

Forventet i forhold til partnerskabsaftalen

35-45

43-60

I ovenstående tabel ses, at der i april 2014 var 18 lærlinge tilknyttet Cityringen, hvilket er utilfredsstillende i forhold til partnerskabsaftalen, hvor forventningen er 43-60 lærlinge svarende til 5-7 pct. af de 850 timelønnede medarbejdere (ultimo april 2014). Styregruppen, der inkluderer 3F, Dansk Byggeri, CMT, Ansaldo, Byggeriets Uddannelse og Metroselskabet, har igangsat en screening af de enkelte entreprenørers arbejde med henblik på at få mere præcis viden om, hvad der kan medregnes som lærlinge relevant arbejde. Årsagen til, at der p.t. ikke er lærlinge tilknyttet Transport Systems, er, at CMC (Control Maintenance Center) byggepladsen ikke har lærlinge relevant arbejde. Dette vil der imidlertid blive ændret på fra maj / juni 2014, hvor 6 struktørlærlinge forventes tilknyttet aktiviteterne omkring CMC.

Arbejdsulykker - Cityringen
Der er fokus på arbejdsulykker og 'nær-ved hændelser' på Cityringen. Uykkesfrekvensen er stadig for høj i forhold til landsgennemsnittet, selvom der i de seneste par måneder har været en positiv udvikling. Metroselskabet arbejder sammen med CMT på implementeringen af en action- og kommunikationsplan, hvor der blandt andet er aftalt supplerende kurser/undervisning for medarbejdere, der arbejder med kranløft. Metroselskabet ansatte i slutningen af 2013 yderligere 4 arbejdsmiljøkonsulenter, der tager rundt på arbejdspladserne og informerer om sikkerheden m.v.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Metroselskabet I/S, Transportministeriet og Frederiksberg Kommune orienteres om beslutningen.



Claus Juhl                                    /Anne Skovbro

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at orienteringen om årsrapporten 2013 for Metroselskabet I/S tages til efterretning.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. juni 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. juni 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Til top