Mødedato: 18.06.2014, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Høringssvar vedr. ny regulering af byggeriet af Cityringen

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til Københavns Kommunes høringssvar til Transportministeriet om den supplerende VVM for Cityringen og udkast til de bekendtgørelser, der fremadrettet vil regulere byggeriet af Cityringen for så vidt angår støj og kompensation til naboerne.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at Københavns Kommunes høringssvar vedrørende den supplerende VVM for Cityringen og udkast til bekendtgørelser godkendes i overensstemmelse med bilag 1.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Transportministeren har den 9. april 2014 fremsat et lovforslag om ændring af ”Lov om en Cityring” med henblik på udmøntning af den politiske aftale ”Klare rammer for Byggeriet af Metrocityringen”. I den forbindelse er Transportministeriets ”Supplerende VVM for Cityringen” i høring til den 5. juni 2014, bilag 2. Samtidig er Transportministeriets ”Udkast til bekendtgørelse om kompensation, genhusning eller overtagelse som følge af gener fra anlægget af Cityringen (Nabopakkebekendtgørelsen, bilag 3)” og ”Bekendtgørelse om forurening og gener fra anlægget af Cityringen (Byggepladsbekendtgørelsen, bilag 4) i høring frem til 6. juni 2014.

Den supplerende VVM-redegørelse for Cityringen beskriver ændringer i og konsekvenserne af de fremtidige byggeaktiviteter, og omfatter trafik, støj, vibrationer samt mennesker, sundhed og samfund. Nabopakkebekendtgørelsen fastlægger de fremadrettede rammer for kompensation, erstatningsboliger, genhusning og overtagelse. Byggepladsbekendtgørelsen regulerer støj fra byggeriet af Cityringen, herunder støjgrænser og rammer for tilsyn og håndhævelse.

Det nye reguleringsregime for byggeriet af Cityringen forventes at træde i kraft 1. juli 2014.

Løsning

Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet vedlagte samlede høringssvar (bilag 1) til Transportministeriet.

Konsekvenser af det nye reguleringsregime

Det fremgår af den supplerende VVM-redegørelse, at ca. 3.900 boliger ved stationsarbejdspladserne i perioder vil kunne have et støjniveau over 60 dB(A) om aftenen, mens der for tunnelarbejdspladserne vil være ca. 250 boliger, som i perioder kan have niveauer over 60 dB(A) om natten. Transportministeriet har oplyst, at cirka 500-600 husstande vil ifølge Metroselskabets skøn, være i den højeste kompensationskategori og få adgang til genhusning. Efter den supplerende VVM-redegørelses beregninger er der ikke ved tunnelarbejdspladserne i Nørrebroparken og Øster Søgade gener i et sådant omfang, at det berettiger genhusning. Transportministeriet har oplyst, at tidligere var cirka 2.000-2.500 boliger kompensationsberettigede.

Hovedelementer i høringssvaret

I høringssvaret anføres en række bemærkninger af såvel generel som specifik karakter til den supplerende VVM-redegørelse, Byggepladsbekendtgørelsen og Nabopakkebekendtgørelsen. Af overordnede bemærkninger kan i særdeleshed fremhæves:

Det er et gennemgående element i Borgerrepræsentationens beslutninger, at borgerne skal beskyttes mest muligt mod støjen fra anlægsarbejdet, samtidig med at projektets fremdrift sikres. Københavns Kommune lægger generelt vægt på, at støjgener i aften- og nattetimerne begrænses mest muligt.

Københavns Kommune noterer sig, at bekendtgørelsen om forurening og gener kun retter sig mod støj. Dette betyder efter kommunens opfattelse, at vibrationer, støv, affald, afledning af spildevand og jordhåndtering fortsat skal reguleres af kommunen efter miljøbeskyttelseslovens almindelige regler herom.

I henhold til den supplerende VVM-redegørelse og Byggepladsbekendtgørelsen kan der gennemføres aktiviteter på samtlige byggepladser om natten. På en række stationsarbejdspladser tillades støjniveauer på op til 55 dB(A) om natten (højere ved Marmorkirken). Der er tale om aktiviteter og støjniveauer, som ikke indgik i Metroselskabets ansøgning til Københavns Kommune i forbindelse med udvidet arbejdstid i april 2013.

De støjgrænser som fastlægges i bekendtgørelserne er afgørende for både størrelsen af nabogener samt naboernes ret til kompensationer. Københavns Kommune finder det derfor afgørende, at beskrivelsen af aktiviteterne og begreber som "kort varighed" er entydig, at fastlæggelsen af støjniveauer er retvisende for de byggeaktiviteter, der skal foregå på de enkelte byggepladser samt at støjniveauerne er baseret på et gennemskueligt og faktuelt korrekt grundlag. Ligeledes er det afgørende, at der er konsistens mellem de støjberegningsmetoder der lægges til grund og at det fremgår klart, når man afviger fra Miljøstyrelsens vejledninger.

Københavns Kommune bemærker, at de grænseværdier, som er angivet i bekendtgørelserne ligger på et lavere niveau end de støjmålinger, som Københavns Kommune løbende har modtaget omkring allerede gennemførte og sammenlignelige byggeaktiviteter.

Københavns Kommune konstaterer, at Byggepladsbekendtgørelsen indeholder en bestemmelse om, at de fastsatte støjgrænser ikke gælder for en række konkrete bygge- og anlægsaktiviteter af kort varighed. Støjbidrag fra disse aktiviteter indgår således ikke i beregningen og fastlæggelsen af støjgrænserne for byggeriet eller fastlæggelsen af kompensationer og muligheder for genhusning. Naboerne kan således, når de i Byggepladsbekendtgørelsen beskrevne korterevarende byggeaktiviteter foregår, blive udsat for støj om aftenen og natten, der er højere end de støjgrænser, der er lagt til grund for afgørelser om kompensation for den enkelte bolig.

Københavns Kommune finder, at i forbindelse med ovennævnte korterevarende aktiviteter, der ligger udenfor de fastsatte støjgrænser, bør Metroselskabet pålægges at tilbyde naboerne aflastningstilbud, der kan afhjælpe de konkrete gener, f.eks. i form af mulighed for overnatning på hotel.

Der lægges i Byggepladsbekendtgørelsen op til, at kommunerne fortsat skal føre tilsyn med støjgenerne fra metrobyggeriet. Hvis reguleringen bliver som foreslået, må det forventes, at Københavns Kommune får væsentlige udfordringer med at føre et effektivt tilsyn. Københavns Kommune lægger vægt på, at der af hensyn til naboerne bør være de nødvendige redskaber til rådighed for at kunne håndhæve reglerne på byggepladserne. Da Miljøbeskyttelseslovens regler for at føre tilsyn med støj ophæves med den nye lovgivning, bør der indsættes en særskilt hjemmel til at føre tilsyn.

Københavns Kommune skal bemærke, at regulering, der alene sker efter generelle støjrammer som beskrevet i Byggepladsbekendtgørelsen vil betyde, at eventuel håndhævelse alene vil kunne ske ”bagudrettet”. Skal tilsynsmyndigheden have mulighed for at gribe ind konkret og på stedet forudsætter det, at reguleringen foreskriver, hvilke aktiviteter der må gennemføres og hvilket materiel der må anvendes i de enkelte faser, på de enkelte byggepladser og på de enkelte tidspunkter. Københavns Kommune bemærker, at det håndhævelsessystem der er lagt op til i Byggepladsbekendtgørelsen betyder, at tilsynsmyndigheden overfor Metroselskabet flere gange skal indskærpe og henstille, før det er muligt at foretage politianmeldelse.

Håndhævelsesbestemmelserne i Byggepladsbekendtgørelsen indebærer mulighed for, at tilsynsyndigheden i samråd med Transportministeren eventuelt kan nedlægge forbud mod, at udføre arbejdet efter de fastsatte støjgrænser såfremt myndighedernes pålæg eller indskærpelser ikke er efterkommet. Proceduren herfor bør præciseres i bekendtgørelsen.

Transportministeriets endelige fastlæggelse af grænsen for, hvornår omkringboende er berettigede til genhusning bør tage hensyn til høringssvar fra de relevante sundhedsfaglige myndigheder.

Metroselskabet skal udvise størst mulig fleksibilitet og imødekommenhed i forbindelse med behandlingen af sager, hvor genhusningsberettigede fremkommer med forslag til erstatningsboliger.

Københavns Kommune finder det positivt, at Nabopakkebekendtgørelsen rummer mulighed for, at naboer, som er særligt følsomme overfor støj og vibrationer kan anmode om forhøjet kompensation med henblik på at flytte i en anden bolig eller genhusning.

Såfremt en genhusningsberettiget ikke selv kan finde en erstatningsbolig, eller ikke kan nå til enighed med Metroselskabet herom, vil Københavns Kommune efter anmodning skulle anvise en erstatningsbolig.

Udgangspunktet for Købehavns Kommunes fortolkning af Nabopakkebekendtgørelsens ord ”sammenlignelig med den hidtidige bolig i størrelse, beliggenhed og pris” vil være reglerne i byfornyelsesloven, hvorefter erstatningsboligen så vidt muligt skal ligge i det samme eller et tilstødende kvarter. Boligen skal have et rum mere end antallet af husstandsmedlemmer eller det samme antal værelser som den hidtidige bolig. Individuelle ønsker til boligen vil blive søgt opfyldt i størst muligt omfang.

Kommunen vil anstrenge sig for at løse genhusningsopgaven til alles tilfredshed. En væsentlig del af de beboere, der er berettiget til fuld maksimal kompensation vil være bosiddende omkring Marmorkirken. På trods af anvisningsmulighederne kan det være vanskeligt at finde tilstrækkelig genhusning i umiddelbar nærhed heraf. Det er afgørende for Københavns Kommune, at alle omkostninger ved genhusning dækkes af Metroselskabet.

Metro til Nordhavn

Den supplerende VVM for Cityringen og de to bekendtgørelser omfatter ikke afgreningen til Nordhavn. Af lovforslaget om ændring af "Lov om en Cityring" fremgår det dog, at de foreslåede bestemmelser også kan omfatte afgreningen til Nordhavn. Metroselskabet har anmodet Københavns Kommune om, at der gennemføres en supplerende VVM for metro til Nordhavn således, at der sikres grundlag for samme regulering og kompensationsmuligheder som på Cityringen.

Indtil Transportministeriet udsteder bekendtgørelser, der omfatter metro til Nordhavn, skal København Kommune regulere dette byggeri efter Miljøbeskyttelsesloven. Byggeaktiviteterne for metro til Nordhavn forventes påbegyndt i efteråret 2014.

Økonomiforvaltningen vil i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte en supplerende VVM for metro til Nordhavn i lyset af Metroselskabets anmodning og ændringerne af Lov om en Cityring.

Økonomi

Høringssvaret har ikke umiddelbart økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Det fremgår af det fremsatte lovforslag, at forslaget skønnes at medføre merudgifter på ca. 300 mio. kr. til erstatning, genhusning mv. som afholdes af Metroselskabet. Københavns Kommune ejer 50 % af Metroselskabet og bærer derfor 50 % af de økonomiske risici i selskabet. Det fremgår af den politiske aftale fra Folketinget, at parterne mødes senest medio 2014 med henblik på at drøfte Cityringsprojektets økonomi og tidsplan på baggrund af et oplæg fra Metroselskabet.

Videre proces

Efter behandling i Økonomiudvalget afsendes høringssvaret til Transportministeriet med forbehold for politisk godkendelse i Borgerrepræsentationen.

Transportministeriet vil vurdere de indkomne høringssvar til den supplerende VVM og udgive dem i en hvidbog. Ligeledes vil de indkomne bemærkninger til Byggepladsbekendtgørelsen og Nabopakkebekendtgørelsen blive vurderet før bekendtgørelserne udstedes.

Forslaget om ændring af Lov om en Cityring forventes 3. behandlet den 11. juni og det nye reguleringsregime forventes at træde i kraft pr. 1. juli. Herefter er det kommunens ansvar at gennemføre en tilsynsindsats, der afspejler den nye ansvarsdeling mellem staten og kommunen omkring støj fra metrobyggepladserne med de redskaber, som staten giver kommunen i denne sammenhæng. Klager over kommunens tilsyn kan indbringes for Statsforvaltningen.

Økonomiforvaltningen indkalder ideer og forslag til supplerende VVM for metro til Nordhavn (forhøring). Selve den supplerende VVM-redegørelse forventes forelagt Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i efteråret 2014.

 

 

 

Claus Juhl                           /Anne Skovbro

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommunes høringssvar vedrørende den supplerende VVM for Cityringen og udkast til bekendtgørelser godkendes i overensstemmelse med bilag 1.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. juni 2014

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.



Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. juni 2014

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Til top