Mødedato: 18.05.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Samarbejdsaftale for Madfællesskabet

Se alle bilag
Godkendelse af samarbejdsaftale for Madfællesskabet med Lejre, Bornholm og Albertslund Kommuner samt Region Hovedstaden.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at samarbejdsaftalen om Madfællesskabet med Bornholms Regionskommune, Lejre og Albertslund Kommuner samt Region Hovedstaden godkendes,  
  2. at parterne efter underskrift af aftalen konstituerer bestyrelse og styregruppe, samt udarbejder kommissorium for deres arbejde.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen behandlede den 17. juni 2015 hensigtserklæring om Madfællesskabet, hvoraf det fremgik, at der ville blive udarbejdet en formel partnerskabsaftale. Denne samarbejdsaftale foreligger nu og behandles sideløbende i de øvrige partnerorganisationer, som er Bornholm Regionskommune, Lejre og Albertslund Kommuner samt Region Hovedstaden.

Madfællesskabet fremmer et bæredygtigt lokalt fødevaresystem ved at øge forbrug og produktion af lokale økologiske råvarer. Derved styrkes en udvikling hen imod lavere CO2 udledning og bedre miljø, flere og bedre råvarer, større viden om fødevareproduktion og tilberedning samt nyt liv på landet og i byen i form af flere lokale arbejdspladser og forbedret sundhed.

Pilotfasen fra 2015 og frem har dokumenteret, at der er opbakning til, og efterspørgsel efter, løsninger og samarbejde på tværs af fødevaresystemet. Den første økologiske madlejerskole for københavnske børn er blevet etableret på Bornholm, coop og INCO indgår på hver sin måde i at øge udbuddet af lokale økologiske råvarer og derudover har Københavns Kommune og ikke mindst Madfællesskabet fået stor international bevågenhed - blandt andet i regi af C40.

Løsning

Partnerskabet ønskes formaliseret så man kan sikre yderligere fremdrift og invitere en række private partnere med i et forpligtende samarbejde.

Samarbejdsaftalen definerer Madfællesskabets centrale målsætninger og forpligter tiltrædende partnere til at udarbejde individuelle handleplaner med aktiviteter, der bidrager til at opfylde de overordnede mål:

  • Højere forbrug af lokale økologiske råvarer
  • Mere maddannelse og bedre sundhed
  • Øget genanvendelse af overskud, spild og næringsstoffer
  • Udbredt økologisk produktion og drift
  • Større diversitet i udbud af lokale varer
  • Mere miljø- og sundhedsmæssigt forsvarlig forarbejdning
  • Reduceret brug af højt forarbejdede fødevarer
  • Mere miljømæssigt og økonomisk bæredygtige distributionsmodeller.

Madfællesskabets partnere repræsenterer forskellige led af værdikæden for fødevareproduktion, der derved får et samlet løft.

Ved underskrift af aftalen forpligter Københavns Kommune sig til:

  • At udarbejde handleplan for egne indsatser
  • Afhængig af kommissorium for arbejdet, at udpege de relevante repræsentanter til partnerskabet.

Økonomi

Godkendelse af indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Madfællesskabets budget for 2017-2019 er samlet på 9.600.000 kr. Heraf bidrager Københavns Kommune med i alt 600.000 kr. bevilliget i Budget17. Midlerne anvendes som medfinansiering i strukturfondsprojektet ”Den kreative Madscene”, der handler om kompetenceløft af hovedstadens restaurationsbranche med henblik på bæredygtig omstilling.

Videre proces

Økonomiforvaltningen varetager arbejdet med Madfællesskabet og udarbejder Københavns Kommunes individuelle handleplan.

Peter Stensgaard Mørch                              /Søren Tegen Pedersen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at samarbejdsaftalen om Madfællesskabet med Bornholms Regionskommune, Lejre og Albertslund Kommuner samt Region Hovedstaden godkendes,  
  2. at parterne efter underskrift af aftalen konstituerer bestyrelse og styregruppe, samt udarbejder kommissorium for deres arbejde.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. maj 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 2. Et medlem undlod at stemme.

For stemte: A, Ø og B.

Imod stemte: C og I.

Undlod at stemme: V.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. maj 2017

 

Indstillingen blev godkendt med 35 stemmer imod 10. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, B, F og O.

Imod stemte: V, C, I og Kasper Heumann Kristensen (løsgænger).

 

Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

 

”I Liberal Alliance mener vi, at de mål, der arbejdes efter, og den viden der søges tilstræbt via Madfællesskabet, allerede er dækket ind via andre organisationer som fx Måltidspartnerskabet og lign. Med Madfællesskabet vil man invitere en række private partnere med i et forpligtende samarbejde, men som det er nu, er der intet der står i vejen for at private kan samarbejde på området uden kommunal indblanding og støtte. Og sådan skal det blive ved med at være. ”

Til top