Mødedato: 18.01.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning af repræsentant til bestyrelsen for Symbionfonden

Borgerrepræsentationen skal udpege 1 repræsentant til bestyrelsen for Symbionfonden.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Borgerrepræsentationen udpeger kontorchef i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Lars Ethelberg Nielsen til bestyrelsen for Symbionfonden.

(Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal udpege en repræsentant til bestyrelsen for Symbionfonden. Funktionsperioden følger den kommunale valgperiode.

Løsning

Symbion Fonden har til formål at skabe et organisk samliv mellem forskning og erhvervslivet, der skal understøtte Danmarks førende position inden for innovation og iværksætteri. Symbion Fonden er en upolitisk organisation, og bestyrelsen består af erhvervsledere og professorer.

Symbion Fonden blev etableret i 1986 uden støtte fra Københavns Kommune. Borgerrepræsentationen bevilgede imidlertid den 23. marts 2003 et rente- og afdragsfrit 10-årigt lån på 20 mio. kr. til Symbion A/S (BR 479/2003). Den 13. marts 2014 blev lånet på 20 mio. kr. omlagt til dels et nyt 10-årigt annuitetslån med en forrentning på 3,25 pct. p.a., og dels stiftelse af en tilbagekøbsret for Københavns Kommune til Symbion A/S’ ejendom på Fruebjergvej 3, 2100 København Ø, med en nutidsværdi på 10 mio. kr. (BR/2014-0029571).

Af Symbion Fondens vedtægter fremgår det, at bestyrelsen kan bestå af 8-20 medlemmer, hvoraf 1-3 medlemmer udpeges af Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Siden juni 2017 har kontorchef i BIF, Lars Ethelberg Nielsen, repræsenteret Københavns Kommune i bestyrelsen for Symbion Fonden. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anbefaler, at kontorchef Lars Ethelberg Nielsen genudpeges til bestyrelsen for Symbionfonden. Bestyrelsesposten er ulønnet.

Bemærkninger til hvervet

Antal pladser

1 medlem.

Særlige krav/valgbetingelser

Ingen.

Bemærkninger i øvrigt

 

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anbefaler, at kontorchef Lars Ethelberg Nielsen genudpeges til bestyrelsen for Symbionfonden.

Udpegningstype

Flertalsvalg.

Vederlag

Nej.

Funktionsperiode

Funktionsperioden følger den kommunale valgperiode.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 18. januar 2018

Indstillingen blev godkendt.

Til top