Medlemsforslag om vejledende folkeafstemning om en natur- og kulturpark på golfbanearealet
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningen at fremlægge en sag til politisk behandling, der afdækker mulighederne for at afholde en vejledende folkeafstemning blandt beboerne i Ørestad om omdannelsen af golfbanearealet på Kalvebod Fælled til en natur- og kulturpark, herunder mulighederne for at afholde folkeafstemningen i forbindelse med en anden valghandling. Sagen skal også indeholde et forslag til en præcis og neutral formulering af det spørgsmål, som de lokale skal tage stilling til i afstemningen.
(Stillet af Venstre og Alternativet)
Motivering
København står over for en stor beslutning om fremtidens anvendelse af det 105 hektar store golfbaneareal på Kalvebod Fælled. Økonomiforvaltningen har peget på området som mulig placering for en natur- og kulturpark med blandt andet rekreative områder og en eventplads til større koncerter og festivaler.
En så markant ændring vil især kunne mærkes af beboerne i Ørestad, som bor tæt på området. En eventplads kan give nye muligheder, men kan også betyde mere støj, trafik og trængsel i forbindelse med store arrangementer. Derfor bør de lokale beboere have mulighed for at blive hørt direkte, inden der træffes beslutninger om områdets fremtid.
En vejledende folkeafstemning vil give beboerne i Ørestad mulighed for at tilkendegive deres holdning og sikre, at deres perspektiv indgår tydeligt i det videre politiske arbejde.
Afstemningen vil ikke erstatte den politiske beslutningsproces eller ændre på Borgerrepræsentationens ansvar. Den vil derimod sikre, at de lokale beboeres holdning bliver en tydelig del af grundlaget for de videre politiske beslutninger om området.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 17. september 2026
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF1):
”Sagen skal desuden belyse, hvilket konkret beslutningsgrundlag om områdets fremtidige anvendelse, herunder eventpladsens omfang, trafik- og støjkonsekvenser samt økonomi, der bør foreligge, før en eventuel vejledende folkeafstemning afholdes.”
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt (ÆF2):
”Sagen skal derudover belyse fordele og ulemper ved henholdsvis at afgrænse en eventuel vejledende folkeafstemning til beboerne i Ørestad og at lade den omfatte alle stemmeberettigede borgere i Københavns Kommune.”
Det af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet efter afstemning med 30 stemmer mod 25. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, B (Sara Julie Sørensen), V, I, Å, O og Q
Imod stemte: F, A, C og B (Christopher Røhl, Jakob Skyggebjerg, Kashif Ahmad, Kristina Westerberg Thomsen, Kristine Ammitzbøll-Bille)
Det af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet efter afstemning med 31 stemmer mod 24. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, V, I, Å, O og Q
Imod stemte: F, A, C og B
Medlemsforslaget blev herefter forkastet efter afstemning med 33 stemmer mod 19. 3 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, V, Å og Q
Imod stemte: F, A, C, B og O
Undlod at stemme: I
Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten stemmer for forslaget, da vi støtter ideen om flere folkeafstemninger og mere direkte demokrati. Ligesom vi gerne ville høre københavnerne i en folkeafstemning om Lynetteholm-projektet, hvilket der desværre ikke har været opbakning til. For Enhedslisten er det dog en forudsætning, at en folkeafstemning om natur- og kulturparken skal være for alle borgere i hele kommunen, da spørgsmål om grønne områder, biodiversitet og kultur vedrører alle københavnere. Det vil vi lægge afgørende vægt på, når forvaltningen har foretaget en undersøgelse af mulighederne. I Budget 2027 har et stort flertal af partier besluttet, at det skal undersøges, om det overhovedet er muligt at etablere en natur- og kulturpark på golfbaneområdet, samt hvilke konsekvenser det måtte have for dyre- og planteliv. Vi mener, at folkeafstemningen bør afvente disse undersøgelser, så københavnerne kan tage stilling på et oplyst grundlag, og at vi ikke spilder københavnernes tid med at spørge dem om noget, der måske ikke lader sig gennemføre.”
Enhedslisten, SF og Radikale Venstre fremsætter følgende protokolbemærkning:
"Partierne mener, at det er vigtigt med borgerinddragelse i forbindelse med store udviklingstiltag i København, som rammer københavnerne bredt. Det gælder også for forslaget om en eventuel omdannelse af golfbanen ved Kalvebodkilen i Ørestad til natur- og kulturpark med en festivalsplads. Partierne ser derfor positivt på, at Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningen har indstillet festivalpladser som tema for den kommende samling i Københavnertinget, hvor 36 repræsentativt udvalget københavnere kan drøfte spørgsmålet i dybden og bidrage med både nuancer og en indstilling til sagen, som Borgerrepræsentationen skal behandle."
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne er positive over for større direkte borgerinddragelse, men en folkeafstemning forudsætter et tilstrækkeligt konkret grundlag for, hvad borgerne skal tage stilling til. Derfor ønsker vi belyst, hvilket beslutningsgrundlag der bør foreligge før en eventuel afstemning. Samtidig bør det belyses, om en afstemning bør afgrænses til Ørestad eller omfatte hele København, da beboerne i Ørestad vil blive særligt berørt, mens beslutningen kan have betydning for hele byen.”