Medlemsforslag om vejledende folkeafstemning om en natur- og kulturpark på golfbanearealet
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Kultur- Fritids- og Borgerserviceforvaltningen at fremlægge en sag til politisk behandling, der afdækker mulighederne for at afholde en vejledende folkeafstemning blandt beboerne i Ørestad om omdannelsen af golfbanearealet på Kalvebod Fælled til en natur- og kulturpark, herunder mulighederne for at afholde folkeafstemningen i forbindelse med en anden valghandling. Sagen skal også indeholde et forslag til en præcis og neutral formulering af det spørgsmål, som de lokale skal tage stilling til i afstemningen.
(Stillet af Venstre og Alternativet)
Motivering
København står over for en stor beslutning om fremtidens anvendelse af det 105 hektar store golfbaneareal på Kalvebod Fælled. Økonomiforvaltningen har peget på området som mulig placering for en natur- og kulturpark med blandt andet rekreative områder og en eventplads til større koncerter og festivaler.
En så markant ændring vil især kunne mærkes af beboerne i Ørestad, som bor tæt på området. En eventplads kan give nye muligheder, men kan også betyde mere støj, trafik og trængsel i forbindelse med store arrangementer. Derfor bør de lokale beboere have mulighed for at blive hørt direkte, inden der træffes beslutninger om områdets fremtid.
En vejledende folkeafstemning vil give beboerne i Ørestad mulighed for at tilkendegive deres holdning og sikre, at deres perspektiv indgår tydeligt i det videre politiske arbejde.
Afstemningen vil ikke erstatte den politiske beslutningsproces eller ændre på Borgerrepræsentationens ansvar. Den vil derimod sikre, at de lokale beboeres holdning bliver en tydelig del af grundlaget for de videre politiske beslutninger om området.