Mødedato: 17.03.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Flytning af Københavns Museum til Stormgade

Se alle bilag
Der skal tages stilling til udmøntning af anlægsmidler til flytning af Københavns Museum.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der gives en anlægsbevilling på i alt 0,238 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget i årene 2016 og 2017 til Flytning af Københavns Museum fra Vesterbrogade til Stormgade, og at der gives en anlægsbevilling på i alt 47,3 mio. kr. til Byggeri København under Økonomiudvalget i årene 2016 og 2017 til Flytning af Københavns Museum fra Vesterbrogade til Stormgade. Midlerne til Byggeri København overføres fra Kultur- og Fritidsudvalgets anlægsbudget.

For de bevillingsmæssige konsekvenser af denne indstilling henvises til økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes af Kultur- og Fritidsudvalget.

(Kultur- og Fritidsudvalget)

 

Problemstilling

Med Budget 2015 er der afsat 53 mio. kr. til flytning af Københavns Museum fra Vesterbrogade og Absalonsgade til Stormgade 18 og 20. Der foreligger nu et projekt, som omfatter etablering af et nyt Københavns Museum samt fælles funktioner for Historie & Kunst i bygningerne (bilag 1). 6,3 mio. kr. af det afsatte beløb er tidligere udmøntet, og de resterende midler til projektet søges nu udmøntet.

Løsning

Med flytningen til en unik, historisk bygning på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade bliver der skabt en ny ramme om Københavns Museum. Bygningen bliver restaureret, ombygget og indrettet til et nyt, moderne museum for Københavns historie. Et museum, der skal favne og skabe dialog om Københavns fortid, nutid og fremtid.

Museet kommer til at ligge i Stormgade 18. Den centrale beliggenhed i nærheden af Thorvaldsens Museum, Nationalmuseet og Glyptoteket giver mulighed for øget samarbejde mellem de forskellige kulturinstitutioner. Samtidigt understreger placeringen i byens centrum museets rolle og ansvar som hele byens museum.

Det nye Københavns Museum får til huse i en fredet bygning med en helt særlig historie og karakter. Det giver en række udfordringer i forhold til brugen af bygningen. Bygningen har imidlertid rumlige kvaliteter, som gør den velegnet til museum. Dette gælder blandt andet mere reelle udstillings- og publikumsarealer end i museets nuværende bygning.

Byggeprojektet har en relativt stram økonomi. I realiseringen af projektet er der, udover en central placering, lagt særlig vægt på at skabe en velfungerende ramme om Københavns Museum i form af gode publikumsfaciliteter og nye muligheder for formidling. 

Flytningen giver desuden mulighed for at samle administrationen for Københavns Museum, Stadsarkivet og Historie & Kunst, som får til huse i nabobygningen Stormgade 20 på hjørnet af Stormgade og H.C. Andersens Boulevard.

Stormgade 18: Det nye Københavns Museum
Ankomsten til den nye museumsbygning i Stormgade 18 sker gennem et grønt gårdrum, som vil danne rammen om udendørs udstillinger, events og udendørs servering. Gårdrummet er tænkt som en oase, der inviterer de besøgende indenfor.

Indvendigt er museet bygget op omkring en central trappeakse, der gør det let for publikum at orientere sig i bygningen. I tilknytning til trappen etableres en elevator i bygningen.

Der indrettes i alt fire udstillingsfløje på 1. og 2. sal samt særudstillingslokaler, café, galleri- og arrangementsrum i stueetagen. I kælderetagen etableres garderobefaciliteter, skoletjeneste samt workshop- og depotrum.

I projektet er det prioriteret at skabe rum med stor fleksibilitet i forhold til brugen af udstillingsteknik og nye formidlingsformer. Desuden etableres ventilation og klimastyring i udvalgte rum. De grundlæggende forudsætninger vil derfor være til stede for, at museet kan skabe mange forskellige typer udstillinger og arrangementer i bygningen. Hermed kan museet nå en bredere målgruppe, end det i dag er tilfældet.

Stormgade 20: Historie & Kunst for publikum
Stormgade 20 har en central placering på hjørnet af Stormgade og H.C. Andersens Boulevard med store vinduespartier i gadeplan. Dette udnytter projektet med rammer for en kulturinformation i stueetagen. Der sigtes her mod at skabe en fælles indgang for publikum til Historie & Kunst og til kvarterets samlede kulturtilbud. Hvordan dette udfolder sig, skal afklares nærmere.

Herudover bliver der indrettet forskellige funktioner for publikum i lokalerne såsom et åbent arkæologisk værksted og et historieværksted. Disse faciliteter vil blive drevet af Historie & Kunst, der sammen med Københavns Museum og Stadsarkivet får administration på 3. og 4. sal samt på en ny 5. sal i samme bygning. Der etableres tilgængelighed til bygningen via en indvendig elevator.

Som led i byggeprojektet er flere lejere opsagt, og der er fundet nye lejemål til disse. Dog forbliver Retshjælpen på 1. og 2. sal i Stormgade 20, og Herobar forbliver i stueetagen.

Restaurering af trapperum og lofter
I bygningen Stormgade 18 er der et rigt dekoreret trapperum samt lofter, som ifølge Kulturstyrelsens vurdering rummer særlige fredningsværdier.  

Restaureringen af det dekorerede trapperum og øvrige lofter i Stormgade 18 er ikke en del af byggeprojektet. Restaureringsarbejderne forventes udført, når byggeprojektet er afsluttet.

Der er foreløbigt skaffet 1,0 mio. kr. til restaureringen fra en fond. Dette beløb er tilstrækkeligt til at gennemføre størstedelen af restaureringen. Der arbejdes videre med at skaffe de resterende midler til restaureringen fra en fond.

Udstillinger og inventar
Selve indretningen af udstillingen er et særskilt projekt. Der er ikke afsat midler til dette udover et beløb til montrer. Det samme gælder inventar til butik, billetsalg, café, garderobe, indretning af gårdrum, indretning af stueetagen i Stormgade 20 samt andre delelementer. Disse er prioriteret indarbejdet i den efterfølgende udstillingsopbygning.

Der arbejdes videre med fondsfinansiering i relation til udstillinger og inventar.

Økonomi

I Budget 2015 er der afsat 53 mio. kr. til flytning af Københavns Museum. Heraf er de 6,267 mio. kr. (2016-P/L) stjernemarkerede og således allerede udmøntet. Der søges nu om udmøntning af de resterende midler.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2016 – P/L)

Varig?
ja/nej

2016

2017

2018

1

KFU

3510 Kultur – og Fritid, anlæg

 

U

-30.650

-16.650

0

Nej

1

ØU

3161 – Byggeri København, eksekvering af anlægssager

 

U

558

250

0

Nej

1

ØU

3160 – Byggeri København

 

 

30.092

16.400

0

Nej

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I alt

-

-

-

-

0

0

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2016-P/L)

2016

2017

2018

KFU

Flytning af Københavns Museum til Stormgade

3510 Kultur og Fritid, anlæg

 

164

74

0

ØU

Flytning af Københavns Museum til Stormgade

3161 – Byggeri København, eksekvering af anlægssager

 

558

250

0

ØU

Flytning af Københavns Museum til Stormgade

3160 – Byggeri København

 

30.092

16.400

0

I alt

-

-

-

30.814

16.724

0

Der er afsat 2,98 mio. kr. (p/l 2015) til drift i 2015 og 1,9 mio. kr. (p/l 2015) til drift i de følgende år. Disse udgifter dækker omkostninger i forbindelse med flytning af lejere.

Udgifterne til placering af Stadsarkivets administration på 3. sal er ikke en del af projektet og finansieres særskilt.

Byggeri København og Københavns Ejendomme er hørt vedrørende indstillingen. Ejendomsfaglig udtalelse er vedlagt som bilag 2.

Videre proces

Tidsplan
Projektet har fra starten haft en stram tidsplan affødt af, at projektet er en del af en større businesscase. I den oprindelige tidsplan var forudsat ibrugtagning ultimo 2016. Kultur- og Fritidsudvalget godkendte i december 2014, at museet åbner i 2017.

Byggeriet forventes at stå klar til ibrugtagning ved udgangen af april 2017. De publikumsvendte funktioner i gadeplan (Stormgade 20) forventes at åbne ultimo 2017. Københavns Museums nye udstillinger forventes at åbne for publikum primo 2018.

Videre proces
Projektet sendes i udbud med henblik på realisering.

 

Carsten Haurum                                     /Mads Kamp Hansen           

Oversigt over politisk behandling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der udmøntes 47,538 mio. kr. (p/l 2016) fra Budget 2015 til flytning af Københavns Museum fra Vesterbrogade til Stormgade

For de bevillingsmæssige konsekvenser af denne indstilling henvises til økonomiafsnittet.

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 4. februar 2016

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Indstillingen blev godkendt.

 

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring

Økonomiudvalget præciserer indstillingens at-punkt på følgende måde:

fra:

"1) at der udmøntes 47,538 mio. kr. (p/l 2016) fra Budget 2015 til flytning af Københavns Museum fra Vesterbrogade til Stormgade

til:

"1) at der gives en anlægsbevilling på i alt 0,238 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget i årene 2016 og 2017 til Flytning af Københavns Museum fra Vesterbrogade til Stormgade, og at der gives en anlægsbevilling på i alt 47,3 mio. kr. til Byggeri København under Økonomiudvalget i årene 2016 og 2017 til Flytning af Københavns Museum fra Vesterbrogade til Stormgade. Midlerne til Byggeri København overføres fra Kultur- og Fritidsudvalgets anlægsbudget."

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes af Kultur- og Fritidsudvalget.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 8. marts 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 17. marts 2016

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Til top