Mødedato: 16.11.2000, kl. 17:30

Klage over sagsbehandlingen i en sygedagpengesag

Klage over sagsbehandlingen i en sygedagpengesag

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 16. november 2000

 

BR 465/2000

Klage over sagsbehandlingen i en sygedagpengesag

Klage over sagsbehandlingen i en sygedagpengesag i Indre Nørrebro Bydel.

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at anbefale Borgerrepræsentationen, at en klage fra Kommunale Lønarbejdere i Storkøbenhavn (KLS) for A over Indre Nørrebro Bydels behandling af hendes sygedagpengesag besvares som anført i vedlagte udkast til skrivelse til KLS, samt at Indre Nørrebro Bydel underrettes herom.

Økonomiudvalgets beslutning den 31. oktober 2000

Anbefalet.

 

 

RESUME

Kommunale Lønarbejdere i Storkøbenhavn (KLS) har for A klaget til Folketingets Ombudsmand (FO) over Indre Nørrebro Bydels behandling af hendes sygedagpengesag. FO har henstillet, at Borgerrepræsentationen under henvisning til klagens indhold behandler klagen. Der er til brug ved Borgerrepræsentationens behandling af sagen indhentet en udtalelse fra borgmesteren for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Det indstilles, at klagen fra KLS besvares som anført i vedlagte udkast til skrivelse til KLS.

SAGSBESKRIVELSE

Kommunale Lønarbejdere i Storkøbenhavn (KLS) klagede i vedlagte skrivelse af 18. februar 1999 for A til Folketingets Ombudsmand (FO) over Indre Nørrebro Bydels behandling af hendes sygedagpengesag. Efter en længere brevveksling mellem Københavns Kommune og FO samt Indenrigsministeriet om det principielle spørgsmål, om Borgerrepræsentationens ret til at behandle sagsbehandlingsklager på sagsområder, der ved delegation er udlagt til bydelene som selvstændige forvaltningsmyndigheder, henstillede FO i vedlagte skrivelse af 17. april 2000, at Borgerrepræsentationen under henvisning til oplysningerne i den konkrete sag behandler klagen fra KLS.

Klagen vedrører Indre Nørrebro bydels sagsbehandling i forbindelse med fornyet behandling af A's sag om sygedagpenge. Klagen vedrører forløbet af A's sygedagpengesag, herunder at KLS's rykkerbreve hverken er blevet besvaret eller har givet anledning til, at sagen er blevet fremskyndet.

I anledning af klagen har Borgerrepræsentationens Sekretariat i vedlagte skrivelse af 3. juli 2000 anmodet borgmesteren for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om en udtalelse.

Borgmesteren har herefter – efter forelæggelse af sagen for Indre Nørrebro Bydel - fremsendt sin udtalelse i vedlagte skrivelse af 31. august 2000.

Af udtalelsen fremgår, at formanden for bydelsrådet i sin udtalelse til borgmesteren har konstateret, at der er sket en række fejl i sagsbehandlingen i den aktuelle sag. Der er med de involverede sagsbehandlere taget initiativ til bedre opfølgning, ligesom der er givet påtale på baggrund af de konstaterede fejl og mangler i det konkrete sagsforløb. Bydelsrådet har ligeledes konstateret, at tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen på sygedagpengeområdet ikke har været hensigtsmæssig.

Borgmesteren har tilsluttet sig denne vurdering.

Af udtalelsen fremgår endvidere, at bydelsrådet har taget en række nærmere anførte initiativer til forbedring af sagsgangen. Det er borgmesterens vurdering, at bydelen dermed har foretaget de fornødne initiativer til at forbedre sagsgangen.

Under henvisning hertil foreslås, at klagen fra KLS besvares som anført i vedlagte udkast til svar.

 

 

 

-

-

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1. Kommunale Lønarbejdere i Storkøbenhavns klage af 18. februar 1999 (Fortroligt)

Bilag 2. Folketingets Ombudsmands skrivelse af 17. april 2000 (Fortroligt)

Bilag 3. Borgerrepræsentationens Sekretariats skrivelse af 3. juli 2000 (Fortroligt)

Bilag 4. Borgmesteren for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens skrivelse af 31. august 2000 (Fortroligt)

Bilag 5. Indre Nørrebro Bydels skrivelse af 11. august 2000 (Fortroligt)

Bilag 6. Udkast til svarskrivelse til KLS

 

 

 

 

Bjarne Winge

 

/ Vibeke Iversen

 

Til top